PMT

Magten tilbage til forældrene

Børnene skal tilbage på bagsædet, og forældrene skal frem på forsædet. Sådan opsummerer tre norske PMT-behandlere essensen i forældretræningsprogrammet

Af Maria Rørbæk , redaktionen@sl.dk

Den norske PMT-terapeut Brit Titlestad agerer mor.

–Nu er det nok! Hvorfor i al verden har du ikke ryddet op, råber hun.

–Du tager heller aldrig ud efter aftensmaden, og hvornår har du sidst skiftet hos kaninerne? Du kunne altså godt tage og ordne køkkenet nu i stedet for at sidde der og glo fjernsyn. Og hvad er det også for noget skod, du ser?

Hendes stemme kører højere og højere op parallelt med, at hendes „datter“trykker sig længere og længere ned i sofaen.

I dag er det kollegaen, Astrid Kolstad, der giver den som udskældt barn.

Almindeligvis er det en far eller en mor, der spiller rollen, når Brit Titlestad eller en af de to andre PMT-terapeuter på Årstad Familiesenter i Bergen folder sig ud med skældsord og vrede fagter.

Det sker altid i det første PMT-tema, der handler om gode beskeder.

–Vi begynder med at vise en dårlig besked ved for eksempel at sige alt muligt oven i hinanden eller ved at være meget vred og anklagende. Bagefter spørger vi forælderen: „Hvad gør det ved dig, når jeg står og råber: Nu er det nok!?“. Så finder forældrene selv frem til, at det gælder om ikke at være vred, og i stedet være rolig og have god øjenkontakt. Og at man skal give enkle beskeder, fortæller Astrid Kolstad.

Forældrenes erkendelser bliver skrevet op på det hvide papir på flip-overen, og bagefter bliver rollerne byttet om, så forælderen skal spille sig selv. Denne gang gælder det om at meddele sig på en god måde. –Det gode ved PMT er, at det ikke drejer sig om at snakke. Det drejer sig om at handle, konkluderer Brit Titlestad.

Tyk manual
For halvandet år siden blev hun, Astrid Kolstad og Sidsel Styve færdige som PMT- terapeuter. Derudover er alle tre uddannede pædagoger. („Barnevernspædagog“eller „sosionom“.)

De er ansat på Årstad Familiesenter, der i alt har tilknyttet omkring 40 familier med forskellige problemer. Fem af dem er i PMT-behandling hos en af de tre terapeuter, der også arbejder med andre metoder, for eksempel MarteMeo.

–Når vi får en familie ind, vurderer vi hvilken behandling, der er bedst, siger Astrid Kolstad. I reolen på de tre behandleres fælles kontor står en tyk ringmappe med manualen til PMT-programmet. Inden en PMT-time hiver de den ned, og læser op. Selv om der er plads til improvisationer, skal den røde tråd altid være den samme i forløbet. For eksempel ligger rækkefølgen fast i begyndelsen. Først skal forældrene lære om gode beskeder, så om ros, og dernæst om konsekvenser og grænsesætning. Det er bedst, at alle elementer i et stadie sidder fast, før man går videre til næste. Der er også nogle faste punkter, som altid skal gennemgås.

Eksempelvis skal forældrene vide, at børn i gennemsnit kun lystrer 70 procent af tiden, og at det er omsonst at kræve, at de adlyder 100 procent.

Når det gælder ros og grænser, er det også vigtigt at slå fast, at børnene skal have fem gange så meget ros som ris.

I det hele taget bygger PMT i høj grad på, at forældrene bliver bedre til at se børnenes gode sider.

–Vi beder forældrene blive opmærksomme på, hvad det er barnet gør, som de gerne vil have det til at gøre mere af, siger Astrid Kolstad.

–For nogle forældre er det en stor udfordring at finde noget de kan rose barnet for. Nogle må tænke sig om i mange timer før, de kan finde noget positivt at sige om barnet, uddyber Sidsel Styve.

PMT er fyldt med helt konkrete redskaber, som forældrene lærer at bruge. Når det gælder ros, skal forældrene udfylde et skema med felter for dag/klokken, barnets opførsel, sådan roste jeg og barnets reaktion.

Grænsedragning
Når forældrene har lært at give gode beskeder og rose barnet, kan de gå videre til grænsedragning og konsekvens.

Igen er forældreundervisningen meget konkret.

Far og mor skal vælge et kedeligt sted i huset, hvor barnet skal gå hen, hvis det nægter at gøre som de siger. Det kaldes „pausetid“.

De skal også finde nogle goder, som de kan tage fra barnet, hvis det ikke adlyder. Det kan være at låse barnets cykel i et bestemt tidsrum eller at fjerne tv-apparatet, så barnet ikke kan se sit yndlingsprogram.

Når der opstår en konflikt, skal den løses efter en helt fast procedure, hvor barnet hele tiden stilles over for valg, der har konsekvenser.

Et tænkt eksempel kunne foregå sådan her: Hans Petter surmuler, da mor beder ham tage ud af bordet.

–Gu’gider jeg ej, siger han.

–Jeg vil gerne have, at du tager ud af bordet, og hvis du ikke tager ud, bliver der pausetid i fem minutter, svarer mor.

–Gu’gider jeg ej tage ud, gentager Hans Petter.

–Dette er ikke samarbejde. Gå til pausetid i fem minutter, siger mor.

Hans Petter ser stadig sur ud og bliver siddende, og mor begynder at opmåle den tid, han skal sidde og kigge ind i væggen samtidig med, at hun løbende giver ham mulighed for at stoppe hende og bære ud.

Seks minutter, syv minutter, otte minutter, ni minutter, ti minutters pausetid.

Nu har hun nået loftet. Hun skal ikke gå længere op.

Hans Petter kan ikke mere få noget ud af at bære ud, men nu får han et sidste valg:

–Nu må du gå til pausetid, ellers får du ikke lov til at se børnetime i aften, siger mor.

Hans Petter er stadig sur og nægter at adlyde, og mor ruller fjernsynet ind på et lille kontor og låser døren. Hun har nøglen i en kæde om halsen, og er helt sikker på, at Hans Petter ikke kan få fat i den.

Nu er konflikten slut. Der er ikke mere at snakke om.

–Når mor tager tv’et væk, har mor vundet. Barnet kan ikke gå ud med en sejr, fastslår Sidsel Styve. Klare konsekvenser

Det er meget vigtigt at konsekvenserne er helt klare, og at forældrene er sikre på, at de har fuld kontrol over det gode, de vil fjerne.

–Hvis man er træt, og ikke orker at tage en konflikt, skal man ikke tage den. Så skal man slet ikke bede barnet om at tage ud. Og hvis man ikke orker at tage tv’et væk, skal man vælge et andet gode, der skal fjernes ud fra en liste med goder, der kan fjernes, siger Sidsel Styve.

Man skal heller ikke give en diffus straf og nægte barnet alt muligt, det ikke vidste på forhånd. Hvis fjernsynet er det fjernede gode, skal barnet kun undvære fjernsynet, og må for eksempel gerne spille computer.

Alle spillereglerne er nøje aftalt på forhånd, og forældrene har først prøvet at gennemspille tænkte situationer i PMT- timen –og dernæst gennemspillet dem derhjemme sammen med barnet.

PMT-behandlerne møder kun barnet i første og sidste time, og det er hele tiden forældrene, der står som autoriteter over for barnet.

–Vi hjælper forældrene til at tage kontrollen tilbage, siger Astrid Kolstad.

–I overført betydning kan du sige, at ungen skal tilbage på bagsædet. Moderen og eller faderen skal frem på forsædet. Pladserne har været byttet om, og det går ikke, siger Sidsel Styve.

Små opgaver
Et andet vigtigt element ved PMT er, at store, uoverskuelige opgaver splittes op til små, overkommelige delelementer.

En af de tre behandlere arbejder for øjeblikket med en teenagemor, der slet ikke har styr på sin fireårige søn.

Et af de konkrete, tilbagevendende problemer opstår hver dag, når hun henter ham fra børnehaven. Så vil han ikke med og prøver tit at stikke af.

Målet er at opbygge et system, som mor og søn tror på.

Det gør de ved at dele opgaven at gå fra børnehaven og hjem op i bittesmå skridt. Første skridt kan være, at han skal komme, når mor siger, han skal med hjem. Andet skridt er at holde i hånden fra porten ud til vejen. Tredje skridt er at stå stille og holde mor i hånden, mens hun kigger om, der kommer nogen biler og så videre. Hvis han gør 70 procent af det, han skal, udløser det en belønning, og nu har moderen fået den hjemmeopgave, at hun skal finde en belønning som hun er villig til at give drengen hver dag, hvis han løser opgaven.

–PMT er god for de unge, der ikke ved, hvordan de skal handle, fordi den er så konkret, siger Sidsel Styve.

–Det, at problemerne brækkes ned i meget små elementer gør, at de kan klare det, udbygger Brit Titlestad. Telefonstriden De tre behandlere er enige om, at man kan løse nogle meget store problemer ved at løse nogle små problemer. Et eksempel er en familie med to døtre, der altid skændtes.

Enhver af dagligdagens gøremål startede store protester, hvad enten det handlede om at lave lektier, spise middag eller rydde ud efter aftensmaden. Hele dagen var fyldt af konflikt på konflikt på konflikt.

Hver gang telefonen ringede, kom de to piger op at skændes om, hvem der skulle tage den.

Forældrene brugte tre PMT-timer på telefonproblemet, og umiddelbart føltes det som alt for lang tid på så lille et problem.

I PMT-manualens punkt fjorten står der, hvordan man løser den slags. Først definerer man problemet (at der næsten altid opstår konflikter, når telefonen ringer) og målet (at telefonen kan ringe uden at det skaber strid.) Så skal man brainstorme på løsningsforslag, vurdere løsningsforslagene, lave en plan, skrive en aftale, som underskrives, og prøve aftalen i praksis.

Familien kørte modellen igennem på et husmøde og fandt ud af, at den ene pige kunne tage telefonen i de lige uger og den anden kunne tage den i de ulige. Hvis den, der havde førsteret til at tage telefonen ikke var hjemme, kunne alle andre tage den.

–De havde fået en metode til at løse et problem på, som de også kunne bruge til at løse andre problemer. Pigerne havde fået et redskab, som de også kan bruge i voksenlivet. På den måde lærer de for livet, siger Astrid Kolstad begejstret.

Supervision
Alle PMT-timer optages på video, så behandlerne løbende kan se sig selv og reflektere over, om de kan gøre noget bedre.

Derudover mødes alle PMT-behandlere i regionen en gang om måneden for at sikre, at alle følger metoden på den rigtige måde, ligesom behandleren løbende får information om de foreløbige forskningsresultater.

–Noget af det, jeg er spændt på, er at se, hvilke familier, der især kan få gavn af PMT. Det duer for eksempel ikke, hvis forældrene er udviklingshæmmede, men jeg er spændt på at vide, hvor tæt på grænsen for udviklingshæmning, man kan komme, siger Brit Titlestad.

Selv er det de tre terapeuters vurdering, at PMT kan gavne mange forskellige familier. Inden de gik i gang havde de fået at vide, at PMT ikke kunne bruges af de dårligst fungerende familier, men det har vist sig at være stik modsat.

–I mange sager kommer PMT ind lige før en anbringelse, siger Astrid Kolstad.

Hvis programmet skal lykkes, skal forældrene være meget motiverede og villige til at arbejde med sig selv, for der er mange hjemmeopgaver.

Derfor begynder terapeuterne heller ikke altid lige på og hårdt med PMT. Af og til indleder de med en fase, hvor de skaber tillid. Både så forældrene stoler på behandleren og på, at det overhovedet kan lade sig gøre at ændre familiens situation til det bedre.

Også når selve PMT-programmet går i gang, spiller behandlernes personlighed og engagement en stor rolle. Selv om de har fået en manual at gå frem efter, betyder det nemlig langt fra, at de kan slå automatpiloten til. Relationsarbejdet er stadig uhyre vigtigt.

–Vi bruger os selv som et redskab i redskabet, siger Sidsel Styve.

Brug nettet Læs Socialpædagogens tema  om evidens på www.sl.dk/tema

Forældrenes mappe I løbet af PMT-behandlingen får forældrene løbende udleveret papirer om de emner, de gennemgår. Til sidst har de en hel mappe med redskaber. Et par eksempler fra mappen handler om: Ros –virkningsfuld positiv opmuntring At opmuntre børn med ros opbygger barnets selvtillid og er mest virkningsfuld og meningsfuld når Ros er præcis og specifikt: –Du brugte mange farver til at lave det fine billede, i stedet for –Det var et fint billede. Ros er entydig positiv og ikke efterfølges af negative kommentarer: –Så flot at du lavede alle lektierne færdige før middag, i stedet for –Så flot at du lavede alle lektierne færdige før middag, hvorfor gør du ikke det hver dag, lige som din søster? Ros er kort og oprigtig, undgå overdrivelser: –Det var meget hjælpsomt af dig at tage af middagsbordet. Tak skal du have, i stedet for –Du er den bedste hjælper i verden. I morges gjorde du et super arbejde med at hente alle tallerkenerne og tage dem ud i køkkenet og sætte dem i vasken og fjerne resterne, og…