Synspunkt
Dress code eller socialiseringsproces
I slutningen af juni modtog samtlige afdelinger på min arbejdsplads en opfordring via e- mail fra Medudvalget, hvor man opfordrer og henstiller til, at man skal være opmærksom på at undgå tøjvalg, der kan støde og krænke brugerne.
redaktionen@sl.dk , redaktionen@sl.dk
I slutningen af juni modtog samtlige afdelinger på min arbejdsplads en opfordring via e- mail fra Medudvalget, hvor man opfordrer og henstiller til, at man skal være opmærksom på at undgå tøjvalg, der kan støde og krænke brugerne.
Her peger man på, at let påklædning samt militær- og læder outfit, kan virke udfordrende.
Her ligger unægtelig en interessant diskussion, som kan fortjene at se dagens lys i et bredere perspektiv.
Min arbejdsplads spænder vidt, dels i funk- tionsniveau hos de voksne brugere fra lettere retarderinger til svære grader af autismespektrumsforstyrrelser, dels mellem botilbud - aktivitetstilbud og beskyttede værksteder.
Ergo er det vanskeligt at definere pædagogens præcise rollemodel-rolle, eller er det?
Påvirkningen fra medierne Sociologisk set har mediernes påvirkning næppe tidligere være så voldsom og fragmenteret, fra pornoficering til kulturarvsdyrkelse via etniske særpræg, som p.t. Alt sammen væsentlige brikker, der definerer det hypermoderne samfunds udradering af skel og regelsæt.
Dette er stærkt medvirkende til, at det enkelte individ aldrig før har oplevet større muligheder/behov for at definere sin individualitet via stilart. Det autonome og selvstændigt tænkende menneskes særpræg og grundholdninger udtrykkes stærkt og væsentligt via eksistentielle valg i garderobens flor.
Bremses man her, hæmmes det personlige islæt, og en væsentlig del af den enkeltes integritet udraderes.
Sætter man denne almen sociologiske virkelighed ind i den specielpædagogiske praksis, er man nødsaget til at redefinere fagets rollemodel og nyorientere vores socialiseringsopgave.
Pludselig indebærer socialiseringsprocessen ikke blot en stræben mod den enkeltes selvforståelse, men også mod dennes accept af det anderledes.
Pædagogen som rollemodel Socialiseringsopgaven bliver derfor vidt favnende, da man dels skal give brugeren indsigt i, at folks forskellighed grundlæggende er et udtryk for et personligt valg, som man skal værne om med accept og respekt. Dels skal man opbygge en grundlæggende forståelse for, at alle mennesker er ligeværdige og unikke.
Det fornemme ved, at der omkring de udviklingshæmmede opbygges specielle sfærer, hvor de udlever deres liv og levned i egen kultur, ligger i, at de begår sig blandt ligesindede med støtte af pædagogisk orienteret personale. Her kan man sige, at pædagogen får en rolle som værende repræsentant for det omgivende samfund!
Jo mere vi går ind og afgrænser de udviklingshæmmede i at have kontakt med de ten- denser, der ligger i det hypermoderne sam- fund, jo mere afstumper vi dem, idet deres egen kultur uvilkårligt kommer til at lukke sig om dem som et skærmende skjold mod omverdenen.
Går vi derimod ind og tager socialiseringsrollen seriøst, må vi som personale erkende, at det er yderst vigtigt at arbejde sobert med at oplære den enkelte til socialt acceptable spilleregler, når denne møder det ”fremmede”.
Som eksempel herpå kan man tage piger i nederdel, hvilket er et velkendt syn i sommervarmen. Observerer man brugere, der har vanskeligt ved at takle et sådan indtryk, ligger der åbenlyst et væsentligt stykke specielpædagogisk arbejde i forhold til at oplære den enkelte i at forholde sig til lystfølelse. At det er ok at kigge, men ikke glo (hvordan gør man det i praksis?), samt afdække om et seksuelt behov vækkes, og om dette så kan eksponeres, osv.
Set fra det brede samfundsperspektiv åbnes hjerterne også ulige meget mere for de udviklingshæmmede, såfremt man kan føle, at de forstår at begå sig i bybilledet på socialt acceptable måder, hvorfor man da også møder dem mere åbensindet.
Opleves det derimod, at de udviklingshæmmede opfører sig stærkt impulsstyret (nærmest dyrisk), stigmatiseres og udstødes de udviklingshæmmede hurtigt fra lokalmiljøet.
Påklædning som statussymbol Der er visse situationer, hvor man med rette kan går den anden vej rundt og tale om ”dress code” som et statussymbol.
Her tænker jeg på de brugere, der arbejder på beskyttede værksteder - på aktivitetscentre mv., hvor det er oplagt, at man markerer arbejdets værdifuldhed ved at sikre, at brugerne får tildelt samme type arbejdstøj, som personalet benytter.
Derved skærpes ligeværdighedstanken, og man markerer udadtil, at man udfører en specifik indsats, som man er fælles om, og at det er værdifuldt med alles bidrag.
Jeg er naturligvis klar over, at der er visse beklædningstyper, der er skabt til at fremprovokere noget specifikt hos ”beskueren”, men min generelle opfattelse peger dog stadigvæk mod, at folks moral og fornemmelse for grænser er langt bedre, end de sorteste pessimister måtte antage. Ergo er der langt mere ræson i at redefinere dannelsesmomentet i socialiseringsprocessen, så det forstås i et bredere perspektiv.
Og så kan man da samtidig have en stille forhåbning om, at faget langsomt får minimeret ”vis mig dit klædeskab og jeg skal sige hvem din socialpædagog er-nissen”, ved at åbne verdens muligheder for brugerne, således at de bliver bedre klædt på til at definere egen identitet!