Debat

Er fri adgang til sex en menneskeret?

Viceforstander Karsten Løt

, redaktionen@sl.dk

(Modtaget d. 9.9.2005)
Jeg fik morgenkaffen i den der mærkelige hals, som ikke eksisterer.
 “Fri adgang til sex er ikke en menneskeret”!!!! (Sagt af konstitueret formand Vibe Klare Voetmann, KFUKs Sociale arbejde i Socialpædagogen den 26 august)

Mit essentielle spørgsmål var øjeblikkelig: Hvordan kan en DANSK organisation, der formodentlig arbejder for offentlige midler (statslige, amts- og primærkommunale) tillade sig, at negligere internationale standarder som Danmark har ratificeret.

Her tænker jeg på: “United Nation: The Standard Rules on the Equalization of Opportunities for Persons with Disabillities”.
I “Regel nr. 9: Familieliv og personlig integritet” står der blandt andet:
“........- de enkelte lande bør fremme, at lovgivningen ikke diskriminerer mod mennesker med handicap med hensyn til seksuelle forhold.....”

Endvidere: “Mennesker med handicap må ikke nægtes mulighed for at opleve egen seksualitet, have seksuelle forhold.....”
“Idet der tages hensyn til, at mennesker med handicap kan have svært ved at blive gift og stifte familie, bør de enkelte lande støtte oprettelse af relevamt rådgivning”.

Endelig WHO’s “Sexuality and family planning report” fra 1986, hvori det blandt andet hedder:
“Seksualitet har indflydelse på vore tanker, følelser, handlinger og samhandlinger, og derved på vor mentale og fysiske helse. Og da helse er en fundamental menneskeret, så må også seksuel helse være en basal menneskeret”.

Jeg respekterer KFUK’s holdninger og arbejde, men når de i repræsentativt øjemed går over stregen, må jeg reagere. Forkvindens holdning er identisk med at en medarbejder, der har tandlægeskræk, ikke må være behjælpelig med at hjælpe et menneske med handicap til tandlæge. Med baggrund i artiklen har jeg i ugens løb fået adskillige henvendelser – blandt andet fra en pædagog, hvis 50-årige søster i dag bor på et plejehjem efter en hjerneblødning og nogle blodpropper. Kvinden, der har levet et normalt aktivt liv – også seksuelt, fortalte i sommer sin søster, at hun havde meget lyst til at møde en mand igen.

Søsteren “talte” med plejehjemmet, som har fuld forståelse for beboerens behov. Nedenstående refererer jeg ordret men i anonymiseret tekst pædagogens tilbagemelding til mig:


“Plejehjemmet lavede en aftale med XX, så
min søster havde besøg i sidste uge. Det havde
været fint og godt. Kommunen vil ikke gå
ind i noget omkring betalingen, så jeg er jo
spændt på at se, hvad der kommer ud af sagen
fra Århus. Ellers er det både første og sidste
gang, hun har haft besøg og det vil være
synd for hende, men jeg synes ikke, jeg har
råd til at betale 2000 kroner om måneden til
hende – selvom jeg meget gerne vil have, at
hun får besøg. Hun er så glad efter besøget i
sidste uge.
Jeg har dog lovet at betale i næste måned,
da jeg ikke kunne bære, at skuffe hende”.