Ligestilling

Et kvindeforbund – mest for mænd

Tre ud af fire SL-medlemmer er kvinder, men det kan ikke ses: Kvinderne er stærkt underrepræsenterede i alle lag af forbundet – derfor vil SL’s ligestillingsgruppe have fokus på kvinderne på årets generalforsamlinger

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

Kommunalreform. Ny struktur i SL. Kommunalvalg.
Det er nok at snakke om på årets generalforsamlinger ude i kredsene. Men står det til SL’s ligestillingsgruppe skal ét emne gennemsyre alle diskussioner, beretninger og valghandlinger: Manglen på kvinder i SL’s demokratiske organer.

I et brev til kredsbestyrelserne har gruppen opfordret til, at ligestilling bliver et gennemgående emne på generalforsamlingen. ”Kvinders fravær i fagpolitiske sammenhænge udgør et demokratisk underskud. En grundsten i en ligestillet og retfærdig fagbevægelse er at forbedre kvinders mulighed for at blive valgt”, hedder det i brevet.

Tag nu bare det, at når vi om kort tid holder generalforsamlinger, så foregår det om aftenen – lige midt i spisetiden så at sige. Og hvad enten vi kan lide det eller ej, så er der mange kvinder, der stadig passer mand og børn og hjem ved siden af arbejdet. Søren Lindhardt Rasmussen, socialpædagog og TR

Gruppen konstaterer, at kvinder er markant underrepræsenteret på alle tillidsposter i SL –kun på amtskredsnæstformandsposten afspejler fordelingen, at tre ud af fire SL-medlemmer er kvinder.

Det skæve billede er gennemgående –fra forretningsudvalget og amtskredsformænd over TR’erne til de delegerede på kongresserne. På sidste kongres i november 2004 var der således 55 procent mænd blandt de delegerede, mens mændene kun udgør 25 procent af medlemsskaren. Og kvinderne blandt de delegerede var endda blevet færre siden forrige kongres i 2002.

I LO’s ligestillingsregnskab for 2004 kan man se, at SL faktisk er det eneste LO-forbund, der både har en ligestillingspolitik, et særligt ligestillingsudvalg, en særlig del af budgettet afsat til ligestillingsarbejde og har erklærede mål på området. Men regnskabet afslører altså også, at der er et stykke vej til de mål er indfriet…

Mandekultur i et kvindeforbund
Men hvad er det, der betyder, at kvinderne er under- og mændene er overrepræsenteret? To medlemmer af ligestillingsgruppen er enige om, at det et langt stykke hen ad vejen handler om, at fagpolitik og organisationsarbejde er en mandeverden –også i kvindeforbund som SL:
–I fagbevægelsen er det de mandlige normer, der dominerer –det har vi heller ikke fået gjort op med i SL –hverken i forbundet eller ude på arbejdspladserne. I en undersøgelse tilbage fra 1998 –”Det farlige køn”–viste det sig tydeligt, at det ude på arbejdspladserne overvejende var kvinderne, der lavede mad til beboerne, mens mændene var dem, der reparerede gokarten og cyklerne, siger Mette Boelt Kristiansen, der er faglig sekretær i SL-Vejle.

Søren Lindhardt Rasmussen er enig. Han har de sidste seks år været TR for 80 pædagoger på Autismecenteret i Storstrøms Amt. 70 procent af dem er kvinder –alligevel er han tillidsmand:
–Jeg har da altid undret mig over, at det er sådan. Hvad er det, vi gør, som fører til, at det er sådan, spørger Søren Lindhardt Rasmussen.
Det var den nysgerrighed, der fik ham til at gå ind i ligestillingsgruppen, mens det for Mette Boelt Kristiansen føltes naturligt, eftersom hun var i gang med LO-uddannelse med særlig fokus på kvinder på arbejdsmarkedet.

Søren Lindhardt Rasmussen peger på, at det med mandekultur har helt konkrete konsekvenser:
–Det præger det hele –mødekulturen og så videre. Tag nu bare det, at når vi om kort tid holder generalforsamlinger, så foregår det om aftenen –lige midt i spisetiden så at sige. Og hvad enten vi kan lide det eller ej, så er der mange kvinder, der stadig passer mand og børn og hjem ved siden af arbejdet. De er nødt til at vælge noget fra og prioritere –og så ryger det fagpolitiske hurtigt af i svinget.

Træt af spillet
Mette Boelt Kristiansen peger på sin side på, at kvinderne ikke kan identificere sig med selve fagpolitikkens væsen:
–Kvinderne er ikke som mændene på samme måde opvokset med, at det er ok at stille krav og at gå ind i konfrontationer, og det tror jeg sætter sig igennem, når der skal forhandles løn. Og når der skal vælges tillidsfolk, så vil kvinderne kun stille op, hvis de føler, de kan bevare et godt forhold til kollegerne og ikke kommer i klemme. En mand stiller bare op, hvis han er utilfreds. Mænd tager oftere ordet –og de taler længere tid ad gangen. Derfor ser vi mange arbejdspladser, hvor der er mange kvinder og kun få mænd, men hvor det alligevel er én af mændene, der er TR, siger hun.

Det er lige præcis den situation, Søren Lindhardt Rasmussen er i, og han mener, at fagpolitik i den traditionelle –læs: maskuline –udgave ligefrem støder mange kvinder fra sig:
–Jeg talte med nogle kvindelige kolleger, der klart gav udtryk for, at de er trætte af det politiske spil. Det kan være, der er gode forslag på bordet, men hvis det kommer fra en, der kører hele det der spil af, så står de af –deres melding lød, at det er spild af tid, fortæller han.

Det er du så god til…
Mette Boelt fortæller om en situation, hvor TR’er fra fire institutioner skulle forhandle løn fælles. Det var egentlig fire kvinder, men den ene var på barsel, så der sad en mandlig suppleant med. Han havde ikke forhandlingskompetence, fordi han ikke havde fået de krævede kurser –alligevel pegede de tre kvinder på ham som forhandler:
–Der kommer tit den der frase: ”Det er du så god til”…Det ligger ligesom i luften, at kvinderne forventer, at mændene er bedre end dem til det der med forhandlinger, konstaterer hun.

–Jeg tror, at mange kvindelige medlemmer virkelig skal tage sig sammen for at sætte sig igennem i sådan nogle forhandlingssituationer. Og det skal jeg da også selv. Selvfølgelig står jeg fast og siger, det og det og det vil vi ikke være med til –men jeg skal tænke over det og tage mig sammen, og det tror jeg ikke mænd gør på samme måde.

Det er hele tiden, som om kvinderne trækker sig –som om de har mere brug for relationen, siger Mette Boelt Kristiansen.
Det er Søren Lindhardt Rasmussen enig i:
–Jeg tror, at kvinderne ude på arbejdspladserne oftest vægter det højere at være pædagog end at være fagpolitisk aktiv. Omsorgsgenet tager over, om man så må sige, mens vi mænd skærer mere igennem og siger, at det her, det skal der være tid til. Selv synes jeg lige nu, at TR-arbejdet er mere spændende end det pædagogiske, fortæller han.

Både han og Mette Boelt Kristiansen peger på, at det har nogle konsekvenser for hele det fagpolitiske felt, at kvinderne ikke er til stede i et omfang, der afspejler virkeligheden ude på arbejdspladserne:

Vi ser eksempler på at dynamikken i en forhandling er vidt forskellig afhængigt af, om det er enten en kvindelig eller mandlig leder, der forhandler med henholdvis en mandlig eller kvindelig TR. Om det spiller ind på resultaterne af forhandlingen ved vi ikke noget om på SL’s område. Men hvis vi nu skulle tage et tænkt eksempel, hvor der sidder en mandlig TR og en mandlig forstander og skal fordele lønkroner, jamen, så kan jeg da godt forestille mig, at der bliver flere penge til dem, der kan reparere gokarten, mens de bløde værdier taber på den arbejdsplads, siger Mette Boelt Kristiansen.

Søren Lindhardt peger også på, at der kommer til at mangle noget –og at manglen på kvinder i det faglige system bider sig selv i halen:
–I det faglige arbejde er der helt sikkert nogle vinkler, der ikke dækkes –nogle ting, der ikke bliver taget højde for. Det betyder også noget for mændenes syn på kvinder –det får sådan en selvforstærkende virkning, når kvinderne ikke er der. Og så bliver der slet ikke lavet noget om, mener han.

Revolution indefra, tak
Begge mener, at man konkrete skal lempe kønsdiskussionen ind på de kommende generalforsamlinger:
–Selvom det ikke står direkte på dagsordenen, vil jeg da opfordre til, at man tager det op i den mundtlige beretning og understreger, hvor vigtigt det er. Og man kan indtænke det, når man opstiller kandidater, og når man rekrutterer. Tit ved man jo som bestyrelse, hvem man vil have, og hvem der vil være interesseret –og der kan man jo gå mere direkte efter kvinderne, siger Søren Lindhardt Rasmussen, der også opfordrer kvinder til at gå ind og revolutionere det mandsdominerede faglige miljø indefra.

I Vejle har man suppleret den obligatoriske børnepasning til generalforsamlingen med propagandaredskaber fra Anden Verdenskrig. Man har relanceret den amerikanske opfordring til kvinderne, der skulle ud i industrien og udfylde hullet efter mændene, der var sendt i krig: Nittersken med oprullet ærme på den blå keddeldragt og teksten: We can do it.

–Vi er også begyndt at lave en kønsopdelt levealderstatistik for TR’erne. På den måde kan vi se, om det er forskel i den tid, mænd og kvinder er tillidsmænd –og handle ud fra det, siger Mette Boelt Kristiansen.

Ligestillingsregnskab På sin kongres i 2003 vedtog LO, at man i den efterfølgende kongresperiode skulle arbejde på at få forbedret den kvindelige repræsentation i fagbevægelsen gennem mainstreaming –dvs. ved at tage højde for kønsperspektivet i alle beslutninger og i alle dele af organisationen. Og på kongressen sidste år tiltrådte SL denne linie og vedtog en målsætning på ligestillingsområdet og nedsatte ligestillingsgruppen, hvor blandt andet forbundsformand Kirsten Nissen sidder. Gruppen har i 2005 et budget på 20.000 kroner. Til brug for arbejdet med kønsaspektet har LO i sit ligestillingsregnskab opgjort, hvordan kvinder og mænd er repræsenteret på forskellige poster i LO-forbundene, og tallene, der altså er fra 2004, viser for SL, at der er et pænt stykke vej til, at kvinderne bestrider det antal poster, som antallet af kvinder i SL’s medlemsskare ellers skulle borge for. Tre ud af fire SL-medlemmer er kvinder, og ud fra den betragtning skulle der være tre kvinder for hver mand i forretningsudvalg, hovedbestyrelse, blandt amtskredsformændene og blandt TR’er og sikkerhedsrepræsentanter. I forretningsudvalget forholder det sig som bekendt lige omvendt, mens der i hovedbestyrelsen kun er halvt så mange kvinder, som der i forhold til medlemsskaren burde være. Med syv kvinder blandt de 15 kredsformænd ser det heller ikke for godt ud –det svarer til 60 procent af det antal kvinder, der ’burde’være. Blandt amtskredsnæstformændene er flere kvinder, end man udfra medlemssammensætningen kunne forvente –her er kvinderne overrepræsenteret med cirka 10 procent. Bedre ser det ud, når det gælder tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter: Her svarer antallet af kvinder for begge grupper til omkring 90 procent af en ligelig fordeling. Jo højere op i forbundet, man bevæger sig, jo dårligere er kvinderne med andre ord repræsenteret. Undtagelsen er altså amtskredsnæstformændene.