Misbrugernes børn

De skal ud af gråzonen

I alt for mange år har de været usynlige og glemt, men nu sætter landsdækkende projekt fokus på de børn, der vokser op med misbrug i familien

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

Man kender til 60.000, men der er formodentlig langt, langt flere børn og unge, der til daglig lever med konsekvenserne af misbrug i familien. Nogle skøn går på, at det handler om op mod 200.000 eller 12 procent af en børnegeneration, der har misbrug inde på livet.

Enten drikker en af forældrene stadig, eller også er deres hverdag præget af den slagskygge, misbruget i mange tilfælde kaster over resten af barndommen. Og børnene kommer fra alle sociale lag –fra deciderede misbrugshjem til på overfladen velfungerende hjem.

På den baggrund har Sundhedsstyrelsen iværksat et fire-årigt landsdækkende projekt, der skal sætte fokus på indsatsen over for børn og unge i misbrugsfamilierne (se tekstboks på side 4), og her godt et år efter søsætningen er der for alvor ved at komme gang i initiativerne.

Og det er også på tide, mener Ann Provis. Hun er socialpædagog og familieterapeut og er som børne-familiesagkyndig tilknyttet Misbrugscentret i Vestsjællands Amt og en af dem, der arbejder meget konkret med børnene, blandt andet via samtalegrupper:

–Der er ganske enkelt tale om et paradigmeskift i alkoholbehandlingen. Fokus er blevet flyttet fra misbrugeren, fra den enkelte voksne, til familien og helheden. Misbrugsproblemer rammer ikke kun den, der drikker. De rammer hele familien, ikke mindst børnene. Mange af de her børn har levet i en gråzone, hvor de har klaret sig, og hvor der ikke

har været belæg for store indgreb. Men børnene har manglet omsorg, og de har tit været isoleret og har gået og tumlet med deres problemer alene. Det er der ved at blive lavet om på –nu spørger vi systematisk til børnene, og vi har et tilbud til dem, fortæller Ann Provis.

Samme vurdering har de to børnesagkyndige i Frederiksborg Amt, Dorthe Thor og Sara Lindhardt. De er i gang med en systematisk ’oplæring’af personalet i amtets kommuner, som skal lære at inddrage misbrugsbehandlingen og samarbejde om børne- og familieindsatsen på tværs af fag- og personalegrupper:

–Det er vigtigt, at alle personalegrupper kender deres ansvar gennem hele forløbet, og at pædagogen ikke slipper sagen, fordi han eller hun har fået socialforvaltningen inddraget. Man skal vide, hvad man bidrager med, og hvad man er en del af, siger de.

Modvilje, tabu og uvidenhed
Men selv om behovet for en støtteindsats til børnene turde være indlysende, er det ikke uproblematisk at få sådan en indsats op at stå. Der er for eksempel et par såre menneskelige faktorer, der spiller ind, fortæller Jette Nyboe fra Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte (VFC Socialt Udsatte). Hun har foretaget en scanning af de tilbud, der er til børn og unge i misbrugsfamilier, og hun peger på to centrale barrierer for at nå frem til børnene:

–For det første ser vi, at forældrene ikke vil acceptere, at deres børn modtager et støttetilbud. Og for det andet er der mange frontmedarbejdere, der ser misbruget som noget privat, som det ikke er deres sag at gå ind i, fortæller hun.

–Som forældre er det meget vanskeligt at se i øjnene, at ens misbrug har konsekvenser –alvorlige konsekvenser –for børnene. Det er langt lettere at indrømme, at man har et problem med misbrug, end at erkende, at man er en dårlig mor eller far. Det er hjerteblodet, siger Jette Nyboe.

Og det fornemmer lærere, pædagoger og andre, der har kontakt med børnene og deres forældre også –og derfor viger de for ofte tilbage fra at gøre noget:

–Vi hører fra flere kommuner, at det er et problem, at det her med misbrug er tabu-belagt blandt mange frontmedarbejdere. Det er selvfølgelig slet ikke alle, men mange lærere, pædagoger og så videre afholder sig fra at gribe ind. Og det er da også virkelig svært, for man bevæger sig jo helt ind i privatsfæren, siger hun.

På den måde kommer det, der bliver gjort, til at tage udgangspunkt i forældrenes behov og ikke i barnets, konstaterer Jette Nyboe.

Op- og nedture
Både i Vestsjællands og Frederiksborg Amt nikker de børne-familiesagkyndige genkendende til disse barrierer. –Misbruget er bestemt ikke noget, man snakker om. Det rammer i alle sociale lag, ikke kun ‘ham på bænken’. Ja, tit er det et større tabu, for alkohol er en del af vores kultur, og alle må forholde sig til alkohol, konstaterer Ann Provis fra Vestsjælland.

Men mange misbrugere lever med en illusion om, at familien skam fungerer, og de har ikke noget billede af, hvor ødelæggende deres misbrug er, og hvor meget de svigter. Og bedre bliver det ikke, når manglende viden om alkoholmisbrugets konsekvenser er udbredt blandt mange fagpersoner, der har med børn at gøre:

–Mange fagfolk synes, det er svært at have med alkoholproblemer at gøre –hvordan man handler i forhold til det? –specielt når der skal tales med forældrene om det. Der er masser af myter eller i hvert fald forestillinger om alkoholmisbruget, og hvad det gør ved en familie. Når vi fortæller om det på kurser, er det virkelig en øjenåbner for mange lærere og pædagoger. ’Er det ikke godt nok, hvis der er én ædru forældre i hjemmet’, spørger nogen –og det må vi sige, at nej, det er det ikke altid. Den ædru forælder kan blive akkurat lige så dårlig og ustabil over for børnene som misbrugerne, da opmærksomheden samles om misbrugeren, siger Dorthe Thor fra Frederiksborg.

–Desuden kan en ædru periode i mange tilfælde være værre for børnene, hvis de bare går og venter på, hvornår der bliver drukket igen.

–Som socialrådgiver eller børnehavepædagog er det begrænset, hvor meget man ved om de op- og nedture, som børnene og familierne er igennem, og hvor meget de slider, siger hendes kollega, Sara Lindhardt

Også Jette Nyboes udsagn om de voksne, der vender det blinde øjne til, er helt genkendeligt for de børnesagkyndige:
–Der er så mange børn, der har oplevet så mange voksne, der ikke har sagt og gjort noget –og det er noget af det, der nager dem senere her, fortæller Sara Lindhardt.

Og så er der en stor usikkerhed om, hvad man så kan gøre, når man har besluttet sig for at gribe ind:
–Mange aner ikke, hvad de må og kan sige videre, og hvem de skal sige det til, konstaterer Dorthe Thor.

Flydende grænser
Netop derfor bruger de børnesagkyndige en stor del af deres tid på kurser, hvor de opkvalificerer fagpersoner på det sociale og pædagogiske område. Faggrupperne er på kursus sammen, får fælles begrber og får sat ansigter på hinanden. Det gør det alt sammen lettere at koordinere indsatsen og respektere hinandens roller, er forhåbningen.

–Og så handler det om at kende egen holdninger til alkohol. Ved at lave en alkoholpolitik for sin egen arbejdsplads kan man få sat ord på, hvor grænsen går for, hvor man skal gribe ind. Hvad gør man for eksempel i forhold til det ellers velfungerende barn, der jævnligt afleveres af en døddrukken far? Mange er faktisk ret usikre på, hvad de selv kan tolerere, og det er rart at kende sine egne grænser, inden man støder på dem, siger Sara Lindhardt.

Men selv misbruget skal fagpersonerne ikke begynde at diskutere med forældrene:
–Set i forhold til børnene handler det ikke om, hvor meget forældrene drikker, men om hvor meget det går ud over forældreevnen. Og vi kan ikke vente på, at det går ud over barnet. De voksne, der omgiver barnet, skal vide, hvilke tilbud og muligheder, der er for at gøre noget, så snart man opdager misbruget, siger Ann Provis fra Vestsjælland.

Muligheder i omvæltningen
Som på mange andre områder er der desuden det, der med et noget åndsforladt udtryk hedder strukturelle problemer:

Det simple faktum, at socialforvaltningen i kommunerne langt fra altid kender til alkoholbehandlingen, fordi den kan foregå anonymt i amtsregi, kan betyde, at børnene ikke får den støtte, de har brug for. –Det er jo altid svært at få de her tværsektorielle indsatser til at virke. Det handler ikke om, at der er specielle problemer i socialforvaltningerne, de har såmænd redskaberne til en helhedsorienteret indsats, men der er rigtig mange faktorer i spil i de her sager. Derfor er der behov for, at der hele tiden er en primus motor til at holde tingene i gang og binde indsatserne sammen, siger Jette Nyboe og understreger, at det krævet „en utrolig stor faglighed“at holde balancen mellem at yde hjælp og krænke folks privatliv.

Hun mener, at kommunalreformen, der ellers medfører stor usikkerhed på misbrugsområdet, som overgår til kommunerne, netop i forhold til børnene og helhedsindsatsen kan agere murbrækker. Og det er Ann Provis fra Vestsjælland enig i:

–Vi giver tilbud til kommunerne om en opkvalificering af nøglepersoner, så de bliver i stand til at se problemet og handle. Faktisk ser jeg de opbrud, der er i gang rundt om i kommunerne som en mulighed for at komme ind og få forvaltningerne i tale. Vi kommer med et konkret værktøj, som de kan bruge til en ny opgave, siger hun.