Arbejdsskade

Vold som vilkår

Socialpædagoger skal vide, at arbejdsgiveren ikke nødvendigvis kan blive gjort ansvarlige, når man sender ansatte af sted på rejser med ekstremt voldelige unge, og der så sker et overfald. Det mener en advokat, der i det forløbne år sammen med SL har ført en sag, hvor han mener, at arbejdsgiveren burde havde forudset overfaldet. Alligevel blev arbejdsgiveren frikendt

, redaktionen@sl.dk

Hans Olaf Rasmussen er skuffet. Og han står i gæld. Årsagen er at han for år tilbage blev overfaldet på sit arbejde. De fysiske skader blev anerkendt som arbejdsskader, alligevel har han ikke fået en krone i tabt arbejdsfortjeneste fra sin arbejdsgiver, som blev frikendt for ansvaret. SL havde lagt sag an, men tabte den i både byretten og landsretten.

– Det bemærkelsesværdige i sagen ligger i, at arbejdsgiveren ikke bærer ansvaret, selvom man vidste, at drengen var meget farlig. At vi tabte sagen betyder, at det fremover bliver endnu sværere at gøre en arbejdsgiver ansvarlig for, at en medarbejder bliver udsat for vold. Så den slags må man som socialpædagog bare tåle. Det er advokat Karsten Steen Jensen konklusion efter han i 2005 førte og tabte Hans Olaf Rasmussens sag.

– Som socialpædagog må man tåle nogle knubs i form af vold i hverdagen, og det er ikke rimeligt, fastslår Karsten Steen Jensen.

Og voldelige episoder er ikke ualmindelige inden for det socialpædagogiske område. For nylig viste en undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet, at knap en tredjedel af pædagoger, der er ansat på døgninstitutioner har været udsat for fysisk vold på arbejdspladsen.

Hans Olaf Rasmussen er i 1998 ansat på institutionen Grøngrøft i Sønderjyllands Amt. Under en tur til Norge med tre ansatte og to anbragte drenge, bliver Hans Olaf Rasmussen overfaldet af den ene af drengene. Arbejdsskadestyrelsen anerkender de fysiske skader som arbejdsskader, og Hans Olaf Rasmussen får ménerstatning. Men det år og ni måneder han efter overfaldet er sygemeldt, får han ikke noget for.

Hverken byretten eller landsretten mener, at Sønderjyllands Amt, som er arbejdsgiveren, skal betale noget i tabt arbejdsfortjeneste. Turen blev tilrettelagt og afviklet forsvarligt, lød det i dommen. Også selvom gerningsmanden havde en psykiatrisk erklæring i bagagen, hvor han betegnes som særdeles farlig. Også selvom erfaringerne med gerningsmanden vidnede om, at han mange gange havde været voldelig. Og også selvom der ikke blev givet nogle særlige instrukser forud for turen. Så arbejdsgiveren blev frikendt. Og der vanker ingen erstatning til Hans Olaf Rasmussen for tabt arbejdsfortjeneste. Derfor kan han her otte år efter episoden blot fortsætte med at betale af på det banklån, han dengang måtte optage.

Og Hans Olaf Rasmussen undrer sig.
– Jeg kan falde over en løs flise på gårdspladsen ved mit arbejde og få erstatning fra min arbejdsgiver med det samme, men når jeg bliver overfaldet af en af institutionens beboere, får jeg ingenting, siger Hans Olaf Rasmussen til dommen.

Vidste drengen var farlig
De to drenge, der var med på turen, var de eneste, der var anbragt på institutionen Grøngrøft. Den var startet som en énmandsinstitution for den 13-årige Anders, som var ham der overfaldt Hans Olaf Rasmussen.

– Ud fra vores synspunkt vidste amtet jo, at drengen var farlig. Det havde de erkendt ved at oprette en institution udelukkende for ham. Men amtet går fri, selvom de har løbet en risiko ved at sende drengen af sted på sådan en tur, mener Karsten Steen Jensen og fortsætter:

– Min påstand er, at man burde have forudset, at drengen ville blive voldelig på sådan en tur, og derfor skal amtet gøres ansvarlig for overfaldet. For hvis man har en mistanke om, at en person er voldelig, så må man træffe sine foranstaltninger, siger han og henviser til den psykiatriske udredning på drengen, som personalet har haft adgang til. I den står der blandt andet, at Anders betegnes som særdeles farlig. Om det siger psykiater Boris Velander, som i sin tid foretog udredningen af Anders:

– Det betyder, at man har potentiale til at skade andre, at der er en nærliggende risiko for, at det vil ske. Dels ser man på personens tidligere adfærd. Hvis en person for eksempel har slået fem gange før, gør han der nok også sjette gang. Og dels ser man på personlighedstrækkene. For eksempel på hvor hurtigt følelserne kommer i bevægelse i vred og aggressiv retning, og om personen mangler empati.

– Anders havde meget svære adfærdsforstyrrelser, og jeg vurderede dengang, at der var betydelig risiko for, at han udviklede en alvorligere sindslidelse, husker Boris Velander om redegørelsen.

Den ene af de to øvrige medarbejdere, som også var med på turen til Norge, har forklaret i retten, at Hans Olaf Rasmussen ikke er den eneste, der er kommet til skade. At Anders har slået og sparket mange gange.

I byretten har Hans Olaf Rasmussen desuden forklaret, at der i perioder var daglige magtanvendelser over for Anders. Han kunne være ekstremt voldelig, og når det var rigtig slemt, var der tre på arbejde ad gangen, ellers var der to.

Men Sønderjyllands Amt opfatter alligevel episoden i Norge anderledes, for i et brev fra amtets advokat fra den 7. juni 2004 – altså efter byretssagen og før landsretssagen - står der:
„Det bestrides, at den pågældende episode med rette kan betegnes som voldelig. Der var tale om en daglig forekommende begivenhed med fysisk kontakt, som uforsætligt fik en uheldig udgang.“

Tilbageholdende med rejser
Psykiater Boris Velander som også fungerede som supervisor for projektet i en periode kan ikke huske den pågældende tur til Norge. Og Bjarne Lund, der på daværende tidspunkt var kontorchef for den afdeling i amtet, der havde med anbringelser af børn og unge at gøre, husker heller ikke, om der blev konsulteret en psykiater forud for turen for at finde ud af, om det var en god idé at tage til Norge.

– Personligt har jeg den opfattelse, at man i meget vanskelige anbringelsessager skal være særligt tilbageholdende med rejser til udlandet. Omvendt vil personale der er knyttet til sådanne anbringelsessager, ofte og af mange grunde have behov for variation i hverdagen, siger Bjarne Lund.

Og Boris Velander siger: – Almindeligvis er den slags ture gode. Men intet omkring Anders var almindeligt. Han var en meget, meget særlig dreng, og hans adfærdsproblemer var så ektraordinære. Anders havde brug for det forudsigelige og det velstrukturerede. Derfor kan man overveje, om det altid er en god idé at lave disse ture, fortæller han og tilføjer:

– Jeg tror, at enkelte ture bliver etableret, fordi pædagogerne trænger til afveksling.
Og det kommer ikke bag på ham, at Anders overfaldt en ansat på turen til Norge.

– Overhovedet ikke. Anders stod jo for flere arbejdsskader i hele anbringelsesforløbet, og ansvaret for det ligger helt klart i institutionens ledelse, vurderer Boris Velander.

Socialpædagogen har i forbindelse med artiklen forsøgt at få en kommentar fra Grøngrøfts daværende leder. Vi ville gerne have spurgt ham om, hvilke pædagogiske overvejelser, der lå bag beslutningen om at etablere Norgesturen, hvorfor personalet ikke fik særlige instrukser forud for turen, hvilke begrundelser der lå bag antallet af medarbejdere på turen og om, hvorvidt Grøngrøfts leder forinden turen havde konsulteret en psykiater om turen, nu hvor der lå en psykiatrisk udredning på Anders.

Men lederen ønskede ikke at kommentere på sagen under henvisning til, at han allerede havde svaret på spørgsmål under selve  retssagen.  I  byretten  forklarer  han blandt andet, at den psykiatriske udredning af Anders lå i papirerne på Grøngrøft, og at alle der kunne se, at man ikke skulle vende ryggen til Anders.

Kontorchef Bjarne Lund siger om den psykiatriske erklæring:
– Som det var alle bekendt, forelå der en ganske omfattende psykiatrisk udredning af den dreng, der konkret udførte overfaldet på den ansatte. Den var tilgængelig på institutionen. Jeg er oplyst om, at der forelå en ledelsesinstruks om, at de ansatte skulle læse den og sætte sig ind i de særlige forhold, der knyttede sig til pågældende dreng.  Jeg  er  videre  oplyst  om,  at  der ugentligt gennemførtes konferencedrøftelser om aktuel status for drengens adfærd samt om, hvilke pædagogiske virkemidler, der skulle anvendes. Der forelå således løbende instrukser i arbejdet med drengen, siger Bjarne Lund.

Men i en rapport om Anders’ anbringelsesforløb, som udviklings- og formidlingscentret for Fyn og Sønderjylland lavede for Sønderjyllands Amt, står der:
„Det generelle indtryk er, at medarbejdergruppen havde et meget diffust og forskelligt billede af, hvad de overordnede pædagogiske målsætninger med projektet var. Der var ingen klar og tydelig fælles afklaring i medarbejdergruppen af, hvad de langsigtede mål var – og de havde heller ingen klar og tydelig fælles opfattelse af, hvilke pædagogiske metoder, de skulle bruge til at nå målene med…“

Og til trods for at der kom ny ledelse til omkring årsskiftet 1997-98, altså få måneder før turen til Norge, fremgår det af rapporten, at konflikterne blev optrappet:

„Foråret og tiden indtil sommeren 1998 var på Grøngrøft præget af en række mere eller mindre voldsomme konflikter i hverdagen. Anders og den anden dreng havde mange sammenstød. Flere medarbejdere blev udsat for voldelige overgreb…En af medarbejderne udtrykker situationen på den måde, at det ganske enkelt gik ned ad bakke på dette tidspunkt. Det var som om medarbejdergruppen slet ikke kunne styre drengene længere…“

Hans Olaf Rasmussen havde tidligere været med på ture til Østrig og til Portugal med Anders. Og han fortæller, at Anders under Portugalturen var ekstrem voldelig, når han ikke fik sin vilje. Men Hans Olaf Rasmussen husker ikke, at der på baggrund af dén tur blev givet særlige instrukser om turen til Norge til trods for, at turen til Portugal tilsyneladende var endt i talrige magtanvendelser.

Og det bekræftes i amtets sagsfremstilling af forløbet:
„Det er korrekt, at der i forbindelse med turen til Norge ikke blev truffet særlige forholdsregler. Som nævnt gjaldt der permanente særlige forholdsregler, herunder under turen til Norge.“

– Jeg er ikke oplyst om, at der til forberedelsen af turen forelå særlige turrelaterede instrukser, fortæller Bjarne Lund og tilføjer, at amtet har gransket i Portugalturen, men ikke har kunnet finde indberetninger om magtanvendelser i forhold til Anders.

– En afgørelse om iværksættelse af udlandsrejse er bedst placeret i hænderne på institutionens daglige ledelse. Min opfattelse er i øvrigt, at enhver tur i sin forberedelse skal medtage forholdsregler over for elevers potentielle vold mod personale, især når man ved muligheden herfor, siger han.

Flest uuddannede
To ud af de tre ansatte, der var med på turen til Norge, var ikke uddannede socialpædagoger.  Og  det  anfægtede  advokat Karsten Steen Jensen også i retten. Men der var heller ikke mange uddannede at sende af sted, for da Grøngrøft blev etableret i 1997 bestod personalegruppen af tre uddannede socialpædagoger og fem ikkeuddannede. Det fremgår af rapporten om Anders’ anbringelsesforløb. Heri fremgår det blandt andet, at der i projektbeskrivelsen for Grøngrøft, som amtets Familierådgivning har lavet, ikke på forhånd var formuleret nogle tanker om personalegruppens profil. Og senere står der:

„…medarbejderne i Familierådgivningen havde nogle gange en fornemmelse af, at det var som at starte fra begyndelsen af, hver gang der blev diskuteret pædagogiske strategier og metoder i personalegruppen.“

– Bemandingen såvel kvantitativt som kvalitativt har været drøftet med SL. De konkrete ansættelser af ikke uddannet personale var mig bekendt godkendt af amtskredsen som dispensation fra hovedreglen, nemlig at ledige stillinger skal besættes med uddannet personale. Dette var sket, fordi man ikke kunne skaffe uddannet arbejdskraft, husker Bjarne Lund.

– Jeg har det håb, at havde alle stillinger været besat med uddannet personale, havde situationen, der gik forud for og førte til det  konkrete  overfald,  måske  forløbet anderledes.

Formand for SL’s amtskreds i Sønderjylland Poul Flack-Jensen siger, at det er rigtigt, at der under rekrutteringen til Grøngrøft blev givet dispensation til at ansætte uuddannet personale.

Han siger, at amtets begrundelse for at ville ansætte i alt fire medarbejdere uden pædagogisk uddannelse i henhold til overenskomsten for pædagoger var, at stillingerne ikke kunne besættes med uddannede pædagoger, og at ansættelserne ville sikre stabiliteten i projektet. SL’s amtskredsbestyrelse behandlede sagen og gav dispensationen,  såfremt  ansættelserne blev tidsbegrænset.

– Jeg kan huske, at der på det tidspunkt var turbulens i projektet, da opgaven var akut, og der ikke kunne rekrutteres tilstrækkelig med uddannede medarbejdere til projektet. Jeg husker også, at der var et mundtligt pres fra amtet om at give dispensationen, siger Poul Flack-Jensen.

Ingen garanti
Til daglig var der døgnet rundt to-tre medarbejdere på vagt på institutionen til at tage sig at de to drenge. I Norge var der tre. Med baggrund i at Anders blev betegnet som personfarlig, mente SL og advokat Karsten Steen Jensen, at der var grund til at anfægte, at der ikke var flere medarbejdere med på turen.

– Man tager jo drengen ud af sine vante omgivelser og tager ham med ud i ødemarken uden at kende omgivelserne. Dermed accepterer man jo, at der er en risiko, når man ikke sætter mere bemanding på, konkluderer Karsten Steen Jensen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Bjarne Lund fra amtet mener, at turen til Norge var forsvarlig tilrettelagt og gennemført, når overfaldet kunne ske, svarer han:

– Som spørgsmålet er stillet, er det identisk med en påstand om, at en tur med anbragte elever alene er forsvarlig tilrettelagt og gennemført, når den forløber uden elevers voldelige adfærd. Påstanden forekommer mig problematisk, fordi man i så fald skulle bemande ture således, at overfald på voksne ikke kan lade sig gøre. En sådan garanti vil næppe kunne udstedes.

Den konkrete tur til Norge var tilrettelagt og gennemført med tre voksne og to børn. Denne bemanding var besluttet af institutionens ansvarlige leder i samråd med det pædagogiske personale. Min egen vurdering er, at overfaldet var en hændelig begivenhed, som ikke kunne forudses, og som desværre gav en ansat alvorlige følgevirkninger, siger Bjarne Lund.

Indstillet på risiko
– Hvis vi havde vundet, havde vi kunnet bruge det i andre situationer til at sige til en arbejdsgiver, at her er der brug for en opnormering, ellers er der risiko for, at der sker noget, siger Karsten Steen Jensen.

– Men vi må erkende, at retten ikke ville følge os og viger tilbage fra at blande sig i det politiske og økonomiske aspekt, der ligger i normeringen.
– Til en vis grænse er det fair nok, men hvis de politisk-økonomiske beslutninger er så groteske, at det går ud over sikkerheden for medarbejderne, så mener jeg, man må vurdere det, siger Karsten Steen Jensen og fortsætter:

– Men i forhold til ture som denne her mener jeg slet ikke, normeringen er et politisk spørgsmål, men en ledelsesbeslutning. Og dermed kan man spørge, om det er forsvarligt, at amterne arrangerer rejser for den slags unge, når det er de ansatte, der kommer til at betale prisen.

– Med dommen har amterne fået en blåstempling af at bruge den procedure, man har fulgt i denne sag. Det skal ansatte vide til næste gang, de skal af sted på sådan en tur. Dommen betyder, at man som organisation og pædagog skal være indstillet på at løbe en risiko, og at det kan koste. Fordi man ikke tillægger normeringen betydning, kan man ikke lægge ansvaret over på amtet, siger Karsten Steen Jensen.
Til det siger SL’s næstformand Benny Andersen:

– Det forekommer mig helt urimeligt. Først og fremmest i forhold til den det går ud over. Urimeligt at arbejdsgiveren ikke har et ansvar, når sådan noget sker på arbejdet. Dommen betyder, at tillidsrepræsentanter  og  sikkerhedsrepræsentanter fremover skal skærpe opmærksomheden på  rammer, vilkår og særlige instrukser i forhold til sådanne ture og få lederne til at forholde sig til det ud fra en pædagogfaglig vurdering.

Benny Andersen tilføjer, at stadig han mener, at rejser med særligt udsatte børn og unge kan være relevante.
– Men i den konkrete sag, hvor man vidste, at drengen kunne være farlig, burde alarmklokkerne have ringet hos ledelsen. Sådanne ture kræver, at lederne sammen med socialpædagogerne laver en meget grundig pædagogisk vurdering af det hensigtsmæssige i rejserne, understreger næstformanden.

– Vi vil nu i SL vurdere denne sag nøje og se på, om det giver anledning til at gøre noget mere. Om vi kan rejse sagen politisk, så vi kan få synliggjort, hvor urimeligt det er, at vold er et vilkår på arbejdspladsen, siger Benny Andersen.

Hans Olaf Rasmussen får tilkendt en ménerstatning af Arbejdsskadestyrelsen på fem procent, som er den laveste sats. Derudover dømmer landsretten Sønderjyllands Amt til at betale 21.885,- kroner i godtgørelse for svie og smerte, men altså ikke for tabt arbejdsfortjeneste. Det samlede krav lød på 128.100,43 kroner.

– Jeg gik helt naturligt ud fra, at det var arbejdsgiverens ansvar, når episoden skete på arbejdspladsen, og det blev anerkendt som  en  arbejdsskade,  siger  Hans  Olaf Rasmussen, der i dag arbejder på Helsehjemmet, der er et behandlingstilbud for børn og unge i Haderslev.

Men retssagen blev tabt. Tilbage sidder Hans Olaf Rasmussen og betaler af på det banklån han med hus, kone og to små børn måtte optage, da han fik udbetalt sygedagpenge.
kab@sl.dk

Anders er et opdigtet navn, det rigtige navn er redaktionen bekendt.