Debat

Evidensundersøgelsen – part 3

Søren Magnussen, leder af Vilde Læreprocesser (www.vildelaereprocesser.dk) (Modtaget d. 28.12.2005)

, redaktionen@sl.dk

Hermed nummer tre i rækken af læserbreve, hvis formål er at støtte op omkring Kirsten Nissens forslag om at lave den første rigtige evidensbaserede effektundersøgelse af piger anbragt på døgninstitution og endvidere har som formål at opfordre til en sund kritisk stillingtagen fra SL's medlemmer - i stedet for ukritisk at falde på røven for evidensmetoder importeret fra lægeverdenen og fra folk, der forståeligt nok vil tjene nogen penge.

I lægeverdenens medicinske forsøg har patienterne det med at gøre, som lægen siger, fordi de naturligvis er bange for sygdom og død. Blandt vores vilde unge er det mere normalt at gøre oprør mod titler, kitler og kasketter - og dermed mod deltagelse i et stramt styret forskningseksperiment.

Vores faglige etik må selvfølgelig byde os, at de unge deltager frivilligt i undersøgelsen, så vi må derfor gøre os klart, hvad vi vil gøre hvis den unge siger nej til for eksempel en evidensbaseret påkrævet urinprøve, der skal afgøre, om den unge er forbruger af hash eller andre stoffer, inden eksperimentet går i gang. Jeg har personligt mødt mange unge, der ikke kunne drømme om at sige ja, og faktisk har jeg også mødt rigtig mange unge, der var i stand til at snyde den person, der skulle foretage denne prøve.

For øvrigt gør det samme sig gældende i forhold til den psykologiske test, der skal foretages inden pigen anbringes på institution eller i kontrolgruppe. Hvor mange af os har ikke mødt unge, der meget effektivt var stand til at boykotte den psykologiske test, der blev forsøgt foretaget?

Selvfølgelig kan det i nogen tilfælde lade sig gøre at lave en brugbar psykologisk test på uvillige unge, der fortæller noget om, hvordan den unge er skruet sammen - inden den unge anbringes, men andre gange vil resultatet være ubrugeligt og vi vil ikke have et "før billede" af den unge, som kan siges at være det forskningsmæssige korrekte billede, og som efterfølgende kan bruges til vurdere metodens effekt.

At en opfølgende undersøgelse eventuelt påviser udvikling i den ene eller den anden retning, vil jeg senere komme tilbage til - blandt andet via en diskussion af, at det ofte kan være de dybt involverede pædagogers/terapeuters eller kommunens egen "uafhængige" kvalitetsafdelings vurderinger, som gives videre til de til undersøgelsen tilknyttede forskere, til videre bearbejdning.

Fortsættes i næste nummer