Portræt
Pigen fra landet
Om børnene, dyrene og gummistøvlerne. Om glæden, vreden og værdierne. Om kaos, kyssene og kompromiserne. Og om Svennerup. I dette portræt har vi udeladt de politiske meninger og set på personen bag politikeren Marie Sonne – SL’s nye næstformand
Af Karianne Bengtsen Blem , redaktionen@sl.dk
Marie Sonne bor på landet. Rigtig langt ude på landet. Med gummistøvler og slidte t-shirts. Svennerup hedder landsbyen på Sydsjælland. Fire huse, en mose, en skov og en hel del marker. Og Marie Sonne har både hunde og katte. Ikke godmodige golden retrievere og små stribede gårdkatte. Vi taler om store hunde. Og store katte. Slædehunde af racen Alaskan Malamute – den største slædehund der findes (56 kilo er en af dem oppe på) og katte, der går under betegnelsen Main Coon, verdens største katte.
Dyrene – og dem kommer vi tilbage til – de er en selvfølge i Marie Sonnes liv. Ligeså vel som livet på landet. Hun er bonde-barn. Har prøvet at bo i både Valby og Næstved. Men den går ikke. Der skal luft og frihed og åbne vidder til.
– Marie snakker med alle mennesker, som om hun har kendt dem i hundrede år. Hun er helt eminent til at skabe kontakter. Det er hendes force.
Inge Jordan, konstitueret formand i SL Storstrøms Amt |
– Jeg kunne aldrig bo i byen. Jeg er dedikeret til det at bo på landet, til freden og til det at koble af derude. Det er et fundamentalt behov for mig, som har været der, siden jeg var barn.
Og nu står Marie Sonnes navn så på skiltet uden for 1. næstformandens kontor inde i Brolæggerstræde. Midt inde i København. Med små snævre gader og sparsomt kig til himlen.
Der er ikke meget Svennerup over dét. Men det generer ikke Marie Sonne et hak. Så længe hun kan komme hjem igen.
For en dag blev Marie Sonne ringet op. En søndag. Lige midt i Giro 413. Dér blev hun første gang præsenteret for muligheden for at blive SL’s nye næstformand. Og fra da af, siger hun selv, blev verden en helt anden. Og det tog ikke lang tid for hende at beslutte sig – ikke så megen vejen for og imod.
Marie Sonnes blå bog:
Medhjælper på Behandlingscenter Næstved 1976.
Uddannet fra Hindholm Socialpædagogiske Seminarium 1982.
Ungepsykiatrisk afdeling Statshospitalet i Vordingborg.
Ansat på Evensølund Centralinstitution i Storstrøms Amt 1983.
Bo- og naboskabet Skibbinge 1987.
TR siden 1982.
Amtskredsbestyrelsen i Storstrøms Amt siden 1984.
Formand for Amtskredsen siden 1997.
1. næstformand i SL pr. 1/1 2006. Overordnede opgaver: Lederområdet, uddannelsesområdet, voksenhandicapområdet, psykisk syge samt arbejdsmiljø, arbejdsskader og den gode arbejdsplads. |
– Den slags lider jeg ikke specielt meget af, siger hun med et fast blik. I stedet sonderede hun lige perspektiverne i forhold til familien og amtskredsen i Storstrøm, hvor hun var formand.
– Sådan er jeg skruet sammen. Jeg tænkte: „Kan det her lade sig gøre?“ Og fandt frem til, at det kunne det godt, siger hun og lægger ikke skjul på, at tilbuddet var en enorm anerkendelse.
Nervøs? – Nej, ikke det der ligner, siger hun uden en snert af tvivl. Der er jo stort set altid en løsning på tingene.
Så den del af snakken er hurtig overstået. Ingen vaklen. Hun glæder sig bare til at komme i gang.
I stedet kan vi lige runde dyrene igen.
Svagheden Datteren – Chanda på 18 år – siger, at det der med dyrene – det er altså lidt unormalt.
– For eksempel satte vi nogle musefælder ud med mad i. Og når musene så gik ind i dem og blev fanget, så tog mor og far næste morgen dem med i bilen og kørte dem ud i skoven halvanden kilometer fra, hvor vi bor og satte dem ud, fortæller hun.
Marie Sonne viser gerne et billede frem, som hun har liggende på mobiltelefonen, af en af kattene. Og jo, det er en stor kat, der stirrer ud på en. Ikke nogen norsk skovkat, selvom den minder om det, understreger hun. Den her er ganske anderledes.
– Det er noget med psyken. Den er meget mere social end andre katte, fortæller hun og tilføjer, at al den snak om katte endelig ikke skal få folk til at tro, at hun er bindegal.
Hun har syv af slagsen og to hunde. Og op til flere af kattene er kommet til Svennerup med en hel del år på bagen. Marie Sonne kender nemlig en med en kattekennel, og når dyrene skal rekreere efter et langt liv, så flytter de ind hos Marie Sonne.
– Jeg har en svaghed for at samle alt det op, som andre ikke vil have. Det er jeg lært op i, og det kan en psykolog sikkert få en masse ud af, griner hun.
Men malamuten – altså hunderacen: – Det er en sejtrækker. Jeg er altså ikke til en kinesisk hårløs. Jeg ville helt sikkert komme til at træde på sådan en på et tidspunkt, forklarer hun.
– Du kan ikke afrette en malamute, som du kan med en golden retriever.
Og dét kan Marie Sonne godt lide. Dyr som ikke er påvirket af menneskets ønske om at sætte deres præg på dem. Interessen for dyrene handler for hende og familien om glæden ved at have dem og om at studere deres personlighed.
– Katte og hunde har også individuelle behov ligesom mennesker. Og det er fantastisk at studere samspillet mellem dem.
Folk, der kommer i Marie Sonnes hjem, kan heller ikke undgå at lægge mærke til dyrene. Leif Jørgensen, en tidligere kollega fra amtskredsen og fra Bo- og Naboskaberne i Skibbinge, er kommet i hendes hjem gennem de seneste otte år.
– Det er noget af en oplevelse at besøge hende. Når man banker på, kommer der et par kæmpestore malamuter og springer op af en. Og når man kommer ind i huset, så ligger de der store, dovne katte og flyder over det hele. Man føler sig altid velkommen, men det kan virke kaotisk, og det tror jeg ikke kan være anderledes. Der skal være kaos, siger Leif Jørgensen.
Overtryksventilen Inge Jordan, der nu er konstitueret formand på kredskontoret i Storstrøm, kommer også en gang imellem på besøg ude i Svennerup. Her ser hun en Marie Sonne, der på hjemmebane tillader sig selv at træde ved siden af og være mere afslappet. Og en Marie Sonne, der kan synge. Og gør det.
– Hun er god til at synge, gerne nogle 60ere, men hun har et stort repertoire, og John Foggerty er en af hendes favoritter, fortæller Inge Jordan.
– Når hun er glad, kan hun blive helt overstadig, pjattet og boblende. Hun har et smittende humør, siger hun.
– Også når humøret er dårligt, hvis hun er stresset. Så kan alle mærke det, og hun kan blive vrissen og kort for hovedet, siger Inge Jordan modstræbende. Men det sker meget sjældent, understreger hun.
– Men hun kan for eksempel blive vred, hvis folk ikke kan finde ud af at samarbejde, når man varetager de samme interesser. Så kan hun fare op, men falder hurtigt ned igen. Gassen skal bare lige af ballonen. Det er sådan en overtryksventil. Det skal bare lige ud, og så kan hun komme videre.
– Marie er meget åben og fortæller rigtig gerne om sine familien og dyrene, men hun er også bevidst om sin position. Selv om man er sammen under festlige former arbejdsmæssigt, er hun stadig opmærksom på sin rolle, fortæller Inge Jordan.
En arbejdshest Gummistøvlerne. Dé hører med til livet hjemme i Svennerup. Ingen fine fornemmelser der. „De slidte t-shirts paradis“ kalder hun den hjemlige påklædning. Her er hendes frirum. Men uden for Svennerup er der ingen slidte t-shirts. Fremtoningen er vigtig for kommunikationen, mener hun.
– Den er altid med i mine overvejelser, når jeg skal et sted hen. Jeg er opdraget til at kende etiketten. Der var skoletøj, der var festtøj og så var der fritidstøj, da jeg var barn, siger hun.
– For mig er det en måde at vise respekt for den sammenhæng, jeg går ind i. En måde at vise anerkendelse på og gå positivt ind i det. Så kan jeg altid senere slække på det, når der er skabt en positiv relation, og jeg finder ud af, at det er okay at slække på det.
Og relationerne – dem er hun gode til at skabe, ifølge blandt andre Inge Jordan.
– Marie snakker med alle mennesker, som om hun har kendt dem i hundrede år. Hun er helt eminent til at skabe kontakter. Det er hendes force.
Og Leif Jørgensen supplerer: – Hun har fået skabt gode forbindelser i det politiske liv, fordi hun altid er til rådighed, siger han. – Du kan ringe til Marie klokken 12 om aftenen, for hun er en arbejdshest ud over alle grænser og altid til rådighed.
Og så har vi bevæget os ind på det område, som tilsyneladende ikke kunne undgås: Marie Sonne og arbejdet. Med egne ord har hun nemlig altid haft svært ved at styre arbejdstiderne. For eksempel var der noget med en 2-300 overarbejdstimer, der aldrig blev afspadseret. Og der var noget med hendes privatnummer, som flittigt blev uddelt til beboerne dengang på Bo- og Naboskabet, så kunne de jo bare ringe „hvis de fik brug for det“. Og der er noget med en computer som meget ofte står tændt hjemme i privaten, må hun erkende.
Og om hendes arbejdsform siger Leif Jørgensen:
– Marie kan få tingene til at fungere. Hun kan overbevise gud og hver mand om, at det er det rigtige, hun er inde på, og hun har en evne til at gøre folk til medspillere i stedet for modspillere.
– Lige så god hun er til at samarbejde, lige så god er hun til at sige, at „det her tager du dig af“. Det forventer hun bare, at du gør. Lige pludselig har du fået en opgave, sådan er det bare, fortæller han.
Et kæmpe hjerte Jens Peter Sørensen, der er amtsdirektør i Storstrøms Amt og formand for Hovedsamarbejdsudvalget, hvor Marie Sonne er næstformand siger om Marie Sonnes samarbejdsevner:
– Hun er god til at forene medarbejdernes interesser, og det er svært med mange faggrupper. Hun kan samle synspunkter og med begejstring og charme få formuleret ét synspunkt, som alle kan stå inde for, fortæller han.
– På den måde er hun meget kompromissøgende og meget lidt konfliktsøgende.
Annie Marquardsen kender Marie Sonne via sit arbejde i Storstrøms Amts hovedudvalg. Og hun var skeptisk, første gang de to mødtes:
– Hun fyldte meget. Jeg kan huske, at jeg spurgte hende om, hvad hun lavede der. Hun kom med en stor viden om TR og en stor organisatorisk viden. Men jeg fandt ud af, at hun havde nogle ressourcer, som jeg har lært at sætte pris på. Hun bekymrer sig nemlig om den enkelte og har hele den menneskelige vinkel på tingene, siger Annie Marquardsen.
– Dels har Marie en enorm viden men også et kæmpe hjerte, der banker for det sociale område og de mennesker, der skal gøre brug af det, vi beslutter os for.
– Hendes menneskelige værdier ligger på et højt plan. Når vi drøfter nogle ting på det sociale områder, giver hun altid en tilkendegivelse af, at det er mennesker, det handler om, fortæller Annie Marquardsen.
– I mit univers placerer jeg hende et eller andet sted som en ven, selvom jeg ikke ser hende privat. For hun er en, jeg kan stole på, sige en masse til og bruge til at få afklaret nogle spørgsmål med.
Det bobler over – Jeg mødte Marie første gang til et møde, og jeg syntes simpelthen, hun var så irriterende, fortæller Leif Jørgensen.
– Jeg blev helt overrumplet af hendes facon. Vi andre siger jo goddag og trykker hånd, men hun er sådan et menneske, der kommer og tager om en og giver kys på kinden. I starten gav det mig mange aversioner, og jeg blev gal, for her står der et genert stykke mandfolk, og så kommer sådan et kvindemenneske og overskrider alle ens grænser. Men jeg har lært, at det er Maries facon, og de sidste otte-ni år har vi haft megen kontakt, siger Leif Jørgensen.
– Hun har også en eventyrlig evne til at give folk kælenavne som „pusser“ og „ven“, fortæller Inge Jordan.
– Og hvis man for eksempel har siddet til et møde, og hun har fået fyret sådan en af, så tænker jeg: „Uh nej Marie, lad være med det.“ Men det bobler simpelthen bare over.
– Det handler om min måde at anerkende folk på, at vise min omsorg og glæde ved andre mennesker, forklarer Marie Sonne.
Men lige så kærlig Marie Sonne kan være, ligeså bestemt er hun også derhjemme, ifølge datteren Chanda.
– Min mor er meget beslutsom og stædig. Hvis noget skal gøres, skal det gøres med det samme. Alt lige fra vasketøj, til mad og til at vi skal ud af døren. Og det passer ikke altid så godt til resten af familien. Vi er ikke så gode til at være på pletten, siger hun.
– Og har jeg lavet noget skidt, så er min mor rigtig god til at give de der øjne: „nu stopper du“ – uden at sige noget, fortæller hun.
For hjemme i Svennerup er det, ifølge Chanda, Marie Sonne, der holder styr på reglerne
– Hvis man for eksempel sætter sig og spiser foran fjernsynet, så er man rimelig dødsdømt. Min mor vil have, at vi sidder sammen og spiser ved bordet.
– Men når hun så ikke er hjemme, så er der ikke så faste rammer. Heller ikke selv om far er hjemme. Så kan vi godt spise sent om aftenen. Men ikke når min mor er der. På den måde er mor rammen omkring vores familie, siger Chanda.
For Marie Sonne betyder årsskiftet ikke blot et farvel til 2005, men også et farvel til Storstrøms Amt, som har været hendes arbejdsgiver gennem 30 år. Den nye post i SL er hendes frem til kongressen i november, hvor de delegerede tager stilling til, om det fortsat er hendes navn, der skal stå på døren ind til første næstformandens kontor.
kab@sl.dk