Vold

Et lille øjeblik

Det skete en morgen og på et ganske lille øjeblik. Men konsekvenserne blev årelange. Her følger historien om et overfald.

, redaktionen@sl.dk

Vinteren 1998. En minibus fra Danmark er på vej til Norge. I bussen sidder fem personer. Tre voksne og to drenge i teenagealderen. De tre voksne er medarbejdere på døgninstitutionen Grøngrøften i Sønderjylland. Hans Olaf Rasmussen hedder denne ene af dem. Drengene er dem, der er anbragt på Grøngrøften.

Den ene af dem er Anders. Det er Hans Olaf og Anders denne historie handler om. En historie om en episode – et øjeblik – en reaktion – der får følger og i dag stadig sætter spor. Det er en historie fortalt af en mand, der er skuffet over, at ingen blev gjort ansvarlig for det der skete i det ene øjeblik. Det er i hvert fald sådan, han tolker det otte år og en retssag senere. Og så er det en historie skrevet ud fra det, som manden husker efter alle de år med forbehold mod svipsere omkring tid og sted. For forløbet har været så langt, og der er sket så meget, at det kan være svært at holde styr på. Historien er Hans Olafs.

Han havde et godt forhold til Anders. Mener selv, at han var den, der havde det bedste til drengen, der havde en lang række anbringelser bag sig og som blev betegnet som farlig med overfald og tyveri med i bagagen. Hans Olaf kunne godt lide Anders og var en af de tre voksne, der konstant omgav drengen og havde været det gennem halvandet år, da turen til Norge fandt sted.

Anders og den anden dreng havde brug for lidt luftforandringer, nogle nye oplevelser, og så blev der lejet en hytte i Norge.

Stemningen i bussen er som den plejer at være. Til tider presset, til tider god. Sådan var det med Anders, og det var Hans Olaf vant til. Det var hans hverdag, når han var på arbejde. Første konflikt med Anders opstår allerede, da de ankommer til hytten i Norge. Her bliver han bedt om at hjælpe med at tømme bussen. Og så bliver han vred. Men situationen er ikke ny. Sådan var det, når man stillede krav til Anders.

De står på ski om eftermiddagen, sidder i hytten om aftenen. Den næste dag laver Hans Olaf morgenmad og vækker derefter de andre. Stemningen er god, synes han. Hans Olaf sidder ved bordet og spiser, da Anders kommer ned i stuen. Han har ikke så meget tøj på og ser usoigneret ud, synes Hans Olaf, og beder derfor Anders om at gå op og tage et bad, før han spiser.

Han kan jo ikke sidde der med de fingre nede i osten, mener Hans Olaf. Anders nægter, sætter sig i sofaen bag Hans Olaf og skruer op for musikken. Og Hans Olaf siger ikke mere. Han har stillet et krav til Anders og begge ved godt, mener han, at der ikke sker mere, før kravet er efterlevet. Så han spiser videre, men begynder at synge med på nogle af numrene, og det var nok lidt provokerende, tænker han efterfølgende. Lidt efter begynder de andre at rydde ud af bordet. Og på et tidspunkt, et kort øjeblik er der kun Hans Olaf ved bordet og Anders i sofaen bagved til stede i rummet.

Så mærker Hans Olaf Anders’ hænder på hver sin side af sit hoved. Han har godt fat og vrider til. Hans Olaf stritter imod og får ham stoppet, før kollegerne når at komme til hjælp.

Hans Olaf har flere gange oplevet Anders være voldelig. Hvor drengen har kastet med stole og borde, og også flere gange været i „infight“ med Anders. Og selvom Anders er en velvoksen dreng, kan Hans Olaf godt klare ham.

Men denne gang går det galt. Resten af turen har Hans Olaf ondt i nakken. En norsk læge tilser ham, og mener han nok har forstrakt noget. Hans Olaf tager ikke episoden personligt. Anders har ikke gjort det for at skade ham, for så ville han have hoveret. Det har Hans Olaf nemlig før oplevet, at Anders har gjort ved andre medarbejdere, som han har gjort bange eller skadet. Men ikke Hans Olaf. Der er jo en særlig god kontakt mellem dem.

Tilbage i Danmark. Hans Olaf bliver sygemeldt. Smerterne bliver ved. De minder om piskesmældssmerter, og en lang række undersøgelser bliver indledt. Det viser sig, at Hans Olaf har fået et ledskred i nakken og en flosset nerve. Arbejdspladsen sender ham til en psykolog, men efter et par gange mener han ikke, at det er nødvendigt mere.

I halvandet år er Hans Olaf sygemeldt. Det er den nakke. Og hovedpinen. Han får lidt i ménerstatning, da hans skader bliver anerkendt som en arbejdsskade. Men ikke noget der kan betale familien regninger. Og så går Hans Olaf i banken og får et lån. Dé penge skal arbejdsgiveren betale tilbage til ham i tabt arbejdsfortjeneste, mener han og kontakter SL.

Da sagen bliver rullet op flere år efter episoden, bryder Hans Olaf sammen.

Det begynder til et personalemøde på den ny arbejdsplads. Der bliver talt om sikkerhed. Om at passe på hinanden. Og Hans Olaf forlader lokalet. Fra da af begynder Hans Olaf at tude, hver gang der bliver talt om omsorg på arbejdspladsen. Han kan ikke styre det og fatter ikke, hvad det er der sker med ham. Dem der kender ham ved godt, at han ikke bare tuder over ingenting. Nu græder han som et lille barn. Han kan sidde i sin bil og begynde at tude uden at tænke på noget. Det kommer bare. Så hanker den nye arbejdsplads op i ham, og Hans Olaf får psykologhjælp.

Og sagen om at få gjort arbejdsgiveren ansvarlig kommer for retten.
kab@sl.dk

Artiklen er blevet til på baggrund af interview med Hans Olaf Rasmussen og udskrift af Dombogen for Vestre Landsret. Navnet Anders er opdigtet, det rigtige navn er redaktionen bekendt.