Arbejdsmiljø

Dorthe løb tør for arbejdsglæde

Engageret og glad for sit job. Sådan var arbejdslivet for Dorthe Birch Eriksen indtil det psykiske arbejdspres tog overhånd

Af Hanne Juul Nielsen, redaktionen@sl.dk

Fyldt op af arbejdspres. Sådan var 39-årige Dorthe Birch Eriksens mavefornemmelse op til sommerferien i 2005, hvor arbejdet var med i bagagen. Ikke som negative, tyngende tanker, men som en evindelig kredsen rundt om jobbet og opgaverne: „Nu skal jeg også…“ og „Vi må hellere…“-tanker.

Efter ferien voksede det psykiske arbejdspres. Det gode arbejdsliv var blevet et åg på skuldrene.

Og i eftersommeren måtte Dorthe melde sig syg, fordi hun ikke kunne se andre udveje.

– I mine tanker var der efterhånden kun plads til arbejde. Jeg følte mig ikke længere tryg i jobbet og havde en konstant fornemmelse af, at jeg aldrig var på forkant og ikke vidste, hvad jeg mødte ind til. Jeg følte mere og mere, at grænserne for, hvad der var mit ansvar og hvad der var andres var udflydende. Desuden bebrejdede jeg mig selv mit manglende overblik. Jeg var flov. Der var bare ikke mere at give af til sidst.

Stærk og engageret

Dorthe betragtes af sig selv og af sin omverden som en stærk kvinde med overskud til at bidrage til arbejdspladsens udvikling til gavn for både beboerne og medarbejderne. Rollen som tillidsrepræsentant tog Dorthe engageret på sig, da hun blev valgt i 2004.

I forsommeren 2005 blev Dorthe tilbudt job i en anden bogruppe på Bognæs og fik samtidig ansvaret for arbejdstidsplanlægningen og indberetning af løn i tæt samarbejde med ledelsen. Opgaver, som tilsyneladende passede fint med hendes egne ønsker om nye udfordringer.

Efter en tid kunne Dorthe konstatere, at hun ikke trivedes med jobbet. De mange og nye opgaver sideløbende med hvervet som tillidsrepræsentant blev for meget. Dorthe havde det ikke godt på jobbet og en dag endte den stigende mistrivsel i et psykisk sammenbrud.

En sygemelding var uundgåelig.

Nogle af arbejdsopgaverne blev løftet ud af Dorthes hænder, men det ændrede ikke situationen. Dorthe følte stadig, at presset var alt for voldsomt, og hun ytrede ønske om at komme tilbage til sit tidligere job i bogruppen, hvor hun følte sig tryg både blandt de nærmeste kollegaer, beboerne og arbejdsrutinerne.

Det ønske kunne ledelsen ikke imødekomme, selvom der lå en mulighed for jobrotation med en anden kollega.

 Individuelle hensyn

Bognæs Bognæs er et bo og aktivitetstilbud for 26 voksne med vidtgående fysiske og psykiske handicap. Beboerne er overvejende immobile og bevægelseshæmmede og de fleste kommer fra Fyns Amt. Personalegruppen består af cirka 50 medarbejdere inklusive vikarer. Den største medarbejdergruppe er pædagoger. Herudover er ansat omsorgsmedhjælpere, pedel, kontor-, køkken- og rengøringspersonale, fysioterapeut, aktivitetskoordinator, afdelingsleder/stedfortræder samt forstander. Fra 1. januar 2007 er Region Syddanmark ny driftsherre for Bognæs efter Fyns amt.

Efter godt tre måneders sygdom er Dorthe på job igen i den nye bogruppe, men uden ansvaret for arbejdstidsplanlægning og lønindberetning. Hendes tilbagevenden til jobbet er sket over en fire ugers periode på nedsat tid, før en endelig raskmelding.

Hun har reflekteret over, hvorfor forløbet skulle føre til en længerevarende sygemelding og betegner samtidig samarbejdet med forstander Frode Hansen som godt.

Hun mener, at der er områder, som det er væsentligt at have fokus på i forbindelse med tilbagevenden efter langt sygefravær:

Tæt kontakt mellem arbejdspladsen og den sygemeldte, hvor form og indhold tager udgangspunkt i den enkeltes sag.

Klarhed og ærlighed omkring, hvordan arbejdspladsen kan og ikke mindst vil hjælpe kollegaer tilbage på jobbet.

Mere overordnet har Dorthe fortsat ønske om, at kontakten mellem den sygemeldte og arbejdspladsen bliver bedre, både i form og indhold. Samtidig er det et godt udgangspunkt, hvis der i arbejdsstedets MED-udvalg formuleres en endnu bedre fraværspolitik, der åbner mulighed for, at tage større individuelle hensyn til den sygemeldte, så fraværsperioden bliver væsentlig mindre. For årsagerne til sygefravær er ligeså mangfoldige som antallet af syge.

Afmålte ressourcer

Forstander på Bognæs, Frode Hansen, er som Dorthe bevidst om, at ressourcerne er afmålte, og at de faglige krav samtidig er kraftigt voksende.

En omfattende arbejdspladsvurdering (APV) på Bognæs i 2004 inddrog også fraværet og er nøje blevet analyseret. Undersøgelsen har vist, at arbejdsmiljø på Bognæs generelt er godt.

– Men mange ældre medarbejdere lider af fysiske slitageskader i blandt andet ryg og skuldre. Så her har vi investeret i endnu flere hjælpemidler for at undgå forflytningsskader. Det psykiske arbejdsmiljø drejer sig især om, at medarbejderne føler sig presset og det er et helt reelt problem, siger Frode Hansen.

Både af faglige og psykiske grunde, er medarbejderne opdelt i mindre teams, der som helhed har ansvaret for en beboergruppe og kan drage nytte af hinandens ressourcer og kompetencer i tilrettelæggelsen af arbejdet.

Det vil sige, at ansvaret for såvel praktiske, pædagogiske og administrative opgaver som blandt andet udarbejdelse af handleplaner er et fælles ansvar for det enkelte team. Dermed er det ikke en individuel opgave at få opgaverne løst – presset er fordelt på hele teamet.

Skal selv sætte grænser

Men Frode Hansen er også meget opmærksom på en kontinuerlig afstemning af forventninger. En afstemning, der både foregår over for de pårørende igennem aktiv medvirken i Bognæs’ råd for pårørende, og også over for personalet.

– På Bognæs er medarbejderne meget dedikerede til arbejdet, og de stiller store krav til sig selv om at ville og kunne det hele. Her er jeg som forstander nødt til at pege på de grænser, vi har i opgaveløsningen. For eksempel når vi i perioder har meget sygdom og derfor overlader opgaverne til de resterende medarbejdere, til de faste vikarer og i særlige tilfælde til vikarbureaupersonale. Det er vigtigt at erkende sine egne begrænsninger, selvom erkendelsen er svær på vores type af arbejdsplads, hvor beboerne er afhængige af vores støtte døgnet rundt, siger Frode Hansen.

Begrænsningen kom Dorthe også til at mærke, da hun ikke kunne bytte bogruppe igen.

– Her var jeg nødt til at tage hensyn til hele arbejdspladsen, og på det tidspunkt kunne jeg ikke begynde at flytte om på brikkerne uden også at skulle flytte rundt på andre, som ikke ønskede det. Og det ville jeg ikke, forklarer Frode Hansen.