Familiepleje

I morgen kommer et nyt barn

Nætter uden søvn. Nætter med mælkeflasker, spædbarnegråd og forsøg på trøst. Dage, hvor man efterhånden hænger i laser. Afbud til familiefesten, til besøget hos vennerne. Nære følelser og omsorg. Og så farvel. Seks små børn har Bettina Pedersen haft i spædbarnspleje, knyttet sig til og sagt farvel til. Omsorgen er der, men de store følelser har hun lagt låg på for at beskytte sig selv

Af Karianne Bengtsen Blem, redaktionen@sl.dk

Telefonen ringer hjemme hos familien Pedersen i Roslev uden for Skive. En medarbejder fra amtets institution Sabroegården fortæller Bettina Pedersen og hendes mand, at om cirka 14 dage vil der blive født et barn på et nærliggende hospital. Et barn, hvis mor myndighederne allerede nu ved ikke er i stand til at tage sig af. Barnet skal fjernes umiddelbart efter fødslen. Og her kommer Bettina Pedersen og hendes mand ind i billedet. De siger nemlig ja til at få barnet i familiepleje. Midlertidigt. Efter tre til seks måneder skal det videre til en permanent plejefamilie, men indtil den rigtige familie er fundet, er det Bettina Pedersen og hendes mands opgave at lære det nyfødte barn at knytte sig til et andet menneske. De to er blevet godkendt som plejefamilie og har sagt ja til at blive spædbarnsplejefamilie og dermed rykke ud, når der er behov for en midlertidig anbringelse af et spædbarn i Viborg Amt.

– Vi har altid været gode til at sige farvel. Vi gør et stykke arbejde, får et barn i udvikling, så skal det videre, og vi får et nyt. Bettina Pedersen, spædbarnsfamilieplejer

Et par uger efter opringningen kører Bettina Pedersen af sted til sygehuset. Barnet er blevet født, og nu sidder hun i bilen på vej hen for at se det spæde liv, som hun i den kommende tid har ansvaret for. Hun kender ikke barnets køn. Ved ikke hvordan det ser ud. Det eneste hun ved er, at det blot er et halvt døgn siden, det kom til verden. Bettina Pedersen er selv mor til to piger på 13 og 15 år, og på vej til hospitalet tænker hun på, hvordan det vil være at tage fra sygehuset med et fremmed barn i armene. Hun er lidt bekymret. Vil det føles forkert? Vil hun få dårlig samvittighed over for den biologiske mor? Da Bettina Pedersen ankommer til sygehuset, bliver hun guidet direkte hen til barnet, der allerede er blevet taget væk fra moren. Det blev en dreng.

Ingen moderfølelser

De kommende dage tilbringer Bettina Pedersen på hospitalet sammen med den lille.

– Jeg knyttede mig straks til drengen, men der var ingen moderfølelser i forhold til ham. Det handler langt hen ad vejen om at beskytte mig selv. Men jeg gik ind i det med den professionelle rolle og knyttede mig derfor hurtigt til ham, fortæller hun.

Barnets mor ser drengen et par gange om dagen, mens Bettina Pedersen er tilstede. Da hun en uge senere forlader hospitalet med drengen i armene, er det med god samvittighed.

– Mødet med forældrene gav mig en berettigelse til at forlade hospitalet med deres barn.

– Jeg kunne jo se, at de ikke var i stand til at tage sig af barnet. At de ikke havde omsorg for barnet, fortæller Bettina Pedersen. Og da forældrene siger farvel til barnet, skæver faren til uret, som om han bare vil videre, husker hun.

Da hun og drengen kommer hjem til huset i Roslev, er der kaffe på kanden. En medarbejder fra Sabroegården er kørt med fra hospitalet, og familiens egne døtre er nysgerrige. I begyndelsen er den lille dreng lidt af et tilløbsstykke i byen. Men snart går det hen og bliver hverdag. Der skal mades og trøstes og skiftes.

– I starten skulle jeg lige vænne mig til at stå op om natten igen, siger Bettina Pedersen.

– Men efterhånden kunne jeg se, at drengen udviklede sig fra at være en skrøbelig stakkel til at få det bedre. Og det at give ham flaske var med til at få tilknytningen til at vokse, siger hun.

Tåler ikke uro

Drengen var det første ud af i alt syv børn, som Bettina Pedersen og hendes mand har været spædbarnsplejefamilie for, og hver gang har de fået skabt en tilknytning.

– Jo ringere børnene har det, når vi får dem, jo mere tilknytning skaber vi, fordi det er tydeligt, at de skal have meget mere omsorg.

Og netop omsorgen for barnet gør, at hun er klar til at ændre på sin tilværelse, når barnet flytter ind.

– Den betyder, at vi for eksempel bliver hjemme fra en familiefest, som barnet ikke kan klare at komme med til. Som spædbarnsplejefamilie er man bundet på en helt anden måde end de andre familier. Vi har haft nogle børn, som har krævet meget. Mange af børnene tåler ikke uro, og det går ikke, at man skal fare rundt til en masse arrangementer, siger Bettina Pedersen og fortæller om et barn, der skreg hver aften mellem 17.30 og 22.30.

– Så gælder det om at have maden klar inden, og at ens egne børn forstår, at mor ikke er disponibel.

– Vi har også haft et barn, der havde trukket sig helt ind i sig selv og var så passiv, at hun sov hele tiden. Derfor måtte vi vække hende hver tredje time døgnet rundt og give hende mad, for at være sikker på, at hun fik det, hun skulle, fortæller Bettina Pedersen.

– En anden dreng kunne ikke klare, at vi rørte ved ham, når han græd. I stedet ville han hellere blive lagt ned i barnevognen.

– Som spædbarnsplejefamilie skal man derfor kunne rumme mere end sig selv, understreger Bettina Pedersen. Blandt andet skal man kunne rumme at møde de biologiske forældre en til to gange om ugen, når barnet har samvær med dem på Sabroegården. Der er hendes rolle at være opmærksom på barnet og være der for det.

– Nogle børn reagerer med at blive kede af det, når forældrene tager dem op, og så må jeg gå ind og sige, at nu skal han vist lige over og sidde lidt hos mig. De første gange føltes det ikke naturligt, og jeg tænkte på, hvordan jeg fik sagt det, uden at forældrene blev sure, fortæller Bettina Pedersen.

– Det er heller ikke altid, at forældrene er så interesseret i barnet. En far fortalte en gang, at det egentlig ikke var barnet, han var interesseret i. Det var mere den opmærksomhed, han fik sammen med barnet, når der var samvær, for det var han ikke vant til fra myndighederne.

Vogter over plejefamilien

Endnu engang ringer telefonen hjemme i Roslev. Der er gået et halvt år, siden den lille dreng flyttede ind hos familien Pedersen. Nu er en ny plejefamilie fundet til drengen. Og lige da Betina Pedersen får beskeden, tænker hun „så nu sker det“.

Et par uger senere ankommer en plejefamilie til hjemmet. De følgende tre-fire dage tilbringer de megen tid sammen med barnet. I begyndelse lukker drengen af. Han kan mærke, noget er galt. Men lidt efter lidt begynder den nye plejefamilie at skifte, made og bade, og Bettina Pedersen og hendes mand trækker sig i baggrunden.

På fjerdedagen er der ikke kaffe på kanden og hygge ved sofabordet. Tasken er pakket, og da drengen forlader huset og kører væk med de nye plejeforældre, vinker familien Pedersen farvel. Aftalen er, at familien ringer, når den er nået hjem. Og igen et par dage efter, så Bettina Pedersen og hendes mand kan høre, hvordan barnet har reageret.

– Men vi har altid været gode til at sige farvel. Vi gør et stykke arbejde, får et barn i udvikling, så skal det videre, og vi får et nyt, konstaterer hun. Alligevel må Bettina Pedersen erkende, at hun ved alle overleveringerne har vogtet en smule over, hvordan den nye familie var over for barnet.

– Jeg kan huske, at der engang kom en plejefar, som, hver gang barnet græd, stak sin tommelfinger ind i barnets mund. Og sådan noget kan jeg bare ikke have, for drengen har jo en sut, fortæller Bettina Pedersen og griner:

– Så forsøgte jeg at sige på en pæn måde, at barnet brugte sut, men jeg ved jo godt, at lige så snart de kommer hjem til sig selv, så gør de sådan, som det passer hos dem.

Ikke sørgeligt

Siden det første lille barn forlod familien Pedersens hjem for fem år siden, er Bettina Pedersen og hendes mand blevet den mest erfarne spædbarnsplejefamilie i amtets ordning.

– Når vi vinker farvel til børnene, kan der godt blive tomt, og vi kan stadig bagefter høre barnegråd. Men det er ikke sørgeligt. Det er ligesom at få ferie. Vi kan sove længe og få slappet af, men når der så er gået 14 dage, så begynder jeg at tænke på, om de ikke snart ringer om et nyt barn, siger Bettina Pedersen.