Synspunkt

Hvem bevarer den tavse viden når amterne lukker og slukker?

Giv opgaven til socialpædagogerne. Det vil spare de nye kommunerne og deres sagsbehandlere mange ressourcer, mener formanden for døgninstitutionerne

Af Hans Jørgen Jønsson, forstander og formand for Foreningen af Danske Døgninstitutioner , redaktionen@sl.dk

Der bliver sagt og skrevet meget i disse tider om, hvordan det skal gå med de sociale institutioner i forbindelse med den nye strukturreform.
Kommunerne  og  Kommunernes  Landsforening har nu valgt, hvilke institutioner de vil drive, og hvilke, der skal forblive i de nye regioner. Lidt overraskende for nogle har kommunerne valgt at overtage stort set rub og stub. Det har også givet mange overvejelser og kommentarer med på vejen. Nogle kommuner er i offensiven, andre ser lige tiden an.

Ja nogle kommentarer har ligefrem været, at sociale institutioner ligger så attraktivt, at det var et must at overtage dem for eventuelt at lave dem om til boliger.
Jeg foretrækker at tro, at der ligger et ædelt motiv bag.

Jeg er dog af den opfattelse, at der skulle have været lavet en rammeaftale på området i en periode, før strukturændringen fik gennemslagskraft. Dette for at få alle detaljer på plads i ro og orden.

Når jeg får lyst til at deltage med nogle synspunkter, er det som formand for Foreningen af Danske Døgninstitutioner, FADD. En forening af institutioner, der arbejder med børn og unge anbragt på døgninstitution. Det er arbejdspladser, der har været fokus på i de seneste år. Blandt andet har det handlet om værdien ved at bruge institutionerne/hvorvidt anbringelsesarbejdet virker.

Evidensbølgen
Vi har hørt det så tit: Der mangler dokumentation af vores arbejde.
Det bliver messet i en tid, hvor målings- og evidensbølgen er over os, og stemningen er gunstig for forebyggende tiltag i hjemmene som alternativ til anbringelser.
Jeg er med på, at der skal være krav til dokumentation, men når alt skal måles og vejes, så er faren, at vi laver skabeloner for vores arbejde.

Det må være den nære relation til de børn og unge, vi har fået betroet, der skal være højst prioriteret.
Derudover: Store dele af det pædagogiske arbejde bliver rent faktisk dokumenteret. Dagligt arbejder forstandere og medarbejdere hårdt med at dokumentere praksis.
Det der mangler er forskning på området. Vel at mærke den slags forskning, der udspiller sig i samarbejde med praktikerne og forskerne.

Og for vores skyld må forskningen gerne fokusere på EFFEKT, hvis forskerne mener, at der er perspektiv i det. Så vi alle kan blive klogere på, hvornår pædagogisk arbejde fremmer børns og unges udvikling.
Lad mig minde om, at vi så i givet fald må stille spørgsmålet: Fremme børns og unges udvikling i forhold til hvad? Og svare på det spørgsmål inden forskningen går i gang….

Hjemme ikke altid bedst
Når stemningen har været mod institutioner, så skal man dog huske, at vore institutioner løser og har på det sidste løst opgaver, som aldrig før for samfundet.
Her kan nævnes unge med skoleproblemer, som skolerne ikke kan rumme, en gruppe af børn og unge, der skiller sig ud med psykiatriske diagnoser, og på det seneste unge, der idømmes sanktionsdomme.

Det er vanskelige sager, som vi selvfølgelig skal være med til at løse og udvikle os på.
Men hvis alt skal måles og vejes og dokumenteres, så skal vi være enige om, hvad og hvordan, der skal dokumenteres.
Jeg støtter det synspunkt, ude er godt, men hjemme er bedst. Dog ikke for enhver pris.

Vi har et samfund, hvor en gruppe af vore medmennesker har så lang en afstand til det vi kalder et normalt liv, at de har det endog meget svært.
I Danmark viser statistikkerne, at vi topper med blandt andet misbrugerfamilier og selvmordstruede unge. Det er problemer, som man ikke kan løse med opsøgende arbejde. Så der vil være en gruppe, der nødvendigvis skal tilbydes mere radikal hjælp, der vil for eksempel være børn og unge, der skal anbringes.

Jeg er ikke sikker på, at alle de kloge planlæggere af tal og strukturerne har det perspektiv med i deres regneark.
Der er en stemning for at prioritere forebyggelse og tidlig indsats som alternativ til anbringelser. Det gjorde man også i 80erne. Det blev dyrt, fordi man lukkede en del institutioner, som man i dag mangler i viften af tilbud. De er dyre at genåbne.

Der er en stor bekymring for, at økonomien på området løber løbsk, og der tænkes alternativt, vel så alternativt, at der er børn og unge, der ikke anbringes, selv om der er behov. Skattestoppet har jo sin begrænsning.

På det sidste er vi så blevet forskrækket over en Tønder sag om seksuel misbrug af to piger, en dreng der bliver udsat for vold af sin mor, så han dør. TV har dokumenteret, at der er børn i voldelige familier, der ikke får den hjælp, de burde have. Det kan fremkomme ved, at der åbenbart kan tolkes på ordene „kan“ og „skal“ i lovteksten.
Et er sikkert, der står en presse på vagt efter disse sager. Det kan være et etisk motiv, men der er også salg af aviser i disse sager.

Nu mærker man så pludselig en ændring i debatten. Anbringelsesmyndigheder begynder at anbringe igen, og politikerne ændrer på deres argumenter. Ganske enkelt, fordi politikerne ikke kan holde til ikke at handle i forhold til disse sager.

Hvis vi ikke får eller har kontakt til den befolkningsgruppe, der har det dårligst, så får vi nogle tilstande, som vi ikke kan være tjent med. Vi vil få ghettoer, hvor vi ikke kan færdes frit.

Fra min dagligdag møder jeg mange „almindelige“ og som sådan fornuftige mennesker, der har nogle rationelle løsninger på, hvad vi skal gøre ved vore børn og unge. Der skal bare gøres sådan og sådan. Og skibsprojektet med skipper Frohn, det duede.
De løsninger gælder bare i den verden, som de kender. 

Hvis der er balance i at være værdifuld og værdsat, at være holdt af og i stand til at holde af, så kan man klare gode og dårlige dage.  Men  er  der  ubalance,  kommer  alle symptomerne, lige fra de der skal have piller og alkohol for at klare tilværelsen til de, der vælger at blive voldelige, fordi de selv var udsat for vold.

Myterne holder ikke
Min påstand er, at området er styret af stemninger og myter
Så det kan være passende at komme med nogle oplysninger.

Børneloven er lige blevet 100 år i 2005. Det viser sig, at der konstant i de 100 år har været anbragt cirka 14.000 børn og unge årligt. Når vi sammenholder dette med, at vi er blevet nogle flere borgere i de år, så passer påstanden om, at der anbringes som aldrig før, ikke. Nå man kigger på økonomier og institutioner, så er det ikke anbringelserne på døgninstitutioner, der er skyld i de stigende priser. Af de børn og unge, der anbringes i gode tilbud som familiepleje, opholdsteder, efterskoler og døgninstitutioner, kommer de 23 procent på vore institutioner.

I 1960erne brugte man 2,5 procent af det sociale budget til døgnanbringelser. I dag bruger vi 1,5 procent. Så heller ikke her holder myterne.
Det store hit-ord er tidlig indsats.

Jeg ville gerne se, hvor der reelt bliver praktiseret en tidlig indsats. For mig at se, er alt hvad der foretages, også i det opsøgende arbejde, behandling, Det med tidlig indsats er en myte. Der bliver ikke foretaget noget, før der er synlige symptomer. Der meldes om problemer fra sundhedssygeplejersker, daginstitutioner, fra skole og så videre. Men systemerne snakker ikke sammen. Så det kunne være på sin plads, at få analyseret det faktum.

Transportminister
Hvad er så vilkårene fremover?
Vi skal vænne os til markedsmekanismer med nye ord som leverandør og forsyningspligt. Spøgefugle siger, at vi ikke fremover skal have en Socialminister, men en Transportminister.

Vi ser fra centralt politisk hold nogle markeringer via den nye anbringelsesreform. Her gøres det tydeligt, hvad det er for opgaver, der skal strammes op om, mere end det er en reform. På samme måde ser jeg den nye  strukturreform  som  markering  fra landspolitikkerne: De vil have styr på det decentrale.
I vores forening er der for tiden glade medlemmer, der for længst har fået aftaler på plads med de nye kommuner. Andre har ikke fået aftaler og tænker meget over, hvad der skal ske med dem.

Vi står med 14.000 børn, der har en barndom uden generalprøve.
En del af vore medlemmer oplever også diverse dilemmaer. Hvad med den tidligere amtsinstitution, der har afdelinger i forskellige kommuner? I den nye struktur kommer de til at ligge i hver sin kommune og mister derfor. Hvad med de store og dyre institutioner, der nu kommer til at ligge i en mindre kommune, der måske ikke har brug for mere end en eller to pladser.

Vi må af faglige grunde være på vagt over for en eventuel kommende afspecialisering. Der vil blive krævet større rummelighed, når der for eksempel er en tom plads på en institution med en bestemt type børn og unge. Så vil det være nærliggende for socialinspektøren at putte en anden type ind på den tomme plads. Ud fra et økonomisk synspunkt forståeligt. Men hvis man blander sårbare unge med stærkt udadreagerende unge, så får man stor risiko for blandt andet omsorgssvigt.

Kommunerne får et prischok
Rummeligheden skal ses i lyset af, at vi med sikkerhed får flere psykisk syge børn, da der ikke er en tilfredsstillende socialpsykiatri, vi ser også flere seksuelle misbrugte samt voldsramte børn og unge.

Kommunerne bliver i fremtiden dem, der skal overtage såvel forsyningspligten, som ansvaret. De har med grundtakstmodellen vænnet sig til, at kunne budgettere med en fast pris på 431.000 kroner. Amtet betalte resten. Kommunerne får et prischok, når de nu skal til at betale gildet selv.

Kommunerne skal vænne sig til at lave indbyrdes  aftaler  med  hinanden.  Nogle kommuner har institutioner og andre har ikke. Nogle kommuner skal til at sørge for at få solgt den overkapacitet af pladser, som man vil få ved at have overtaget store dyre institutioner. Uomtvisteligt er det, at kommunerne skal kvalitetssikre området. Så vi får en stor opgave med dokumentation og bureaukrati, som går fra det vigtige arbejde med børnene. Vi vil blive spurgt, hvad koster det? Varen vil blive sammenlignet. En udfordring hvor vi skal bevare fagligheden og være økonomiske og fleksible på en ny måde. Det vil kræve af os, at vi kan bevare fokus på det positive.

Der er flere dilemmaer. For eksempel er kommunens sagsbehandlere dygtige til det, de er uddannede til. Men de er altså ikke uddannet til at læse og se børn. De får en nøgleposition i det fremtidige samarbejde.

Det glæder vi os til
Vi har en flot lovgivning, men få ressourcer. Indtil nu har vi en bred vifte af gode tilbud, men den udsættes nu for forandring, og hvem sikrer kontinuitet med det, vi kan kalde den tavse viden? – når amterne lukker og slukker?

Vi har med brugere at gøre, der ikke er organiserede i brugerorganisationer, og derudover er de ikke politisk interessante. Det vil give udfordringer i forhold til dokumentation og retssikkerhed.
Vi får en stor udfordring med at give opgaverne indhold, så vi ikke ender med at lave skabeloner uden omsorg og varme til de familier og børn, vi få lov at være sammen med. Vi får et paradigmeskifte mellem metodefrihed og metodeløsning.

Men bedst af alt, vi er privilegerede ved, at få lov til at være tæt på mennesker.
Der kommer et blæsevejr med nye muligheder både i arbejdet og i forhold til nye netværk i kommunerne og i Kommunernes Landsforening.

Vi ved, at der er brug for pladser. Vi ved, at vi har en vare, der kan bruges Vi deltager allerede nu i dialog med de forskellige organisationer  om  fremtidig  samarbejde.  Det være sig Kl, socialrådgiverforeningen, Det kommunale Kartel, fagforeningerne osv.

Oprigtigt ment, så ligger der en masse nye udfordringer foran os, men så sandelig også nogle spændende muligheder og nye konstellationer.
En af de mere spændende er tanken om ressourceinstitutioner. Institutioner der gør sig store, måske ved at skabe samarbejde institutioner indbyrdes, hvilket giver kaliber og volumen, så institutionerne kan lave totalløsninger for kommunerne og tilbyde fleksibilitet og specialiseret faglighed i ét system.
Giv os opgaven, og vi knækker udfordringen. Det vil spare kommunerne og deres sagsbehandlere ressourcer.