Afgørelse
Ikke skat af mad ved spisetræning
Personalet ved socialpædagogiske tilbud skal ikke betale skat af den mad, de spiser i forbindelse med spisetræning sammen med beboerne
Af Kurt Ladefoged , redaktionen@sl.dk
Efter 10 års tovtrækkeri med skattemyndighederne har Skatterådet nu afgjort, at socialpædagoger og andet personale, der spiser sammen med beboere og brugere som led i en pålagt spisetræning, ikke skal betale skat af den mad, de indtager.
For godt tre år siden blev det afgjort, at personalet ikke kan pålægges at betale for den mad, der indtages som led i en tjenestepligt. Det har en voldgiftskendelse afsagt mellem SL og Amtsrådsforeningen den 1. november 2002 fastslået.
Derfor har skattemyndighederne i nogle tilfælde krævet skat af værdien af maden, som dermed er blevet betragtet som et vederlagsfrit gode.
Men som det fremgår af sagsfremstillingen bliver maden af mange ikke betragtet som et gode. Ofte spiser man ikke et fuldt måltid og måltidet kan tit blive afbrudt. Personalet vælger heller ikke selv, hvilken mad de vil spise.
Derfor spiser mange medarbejdere derhjemme, når de har fri eller har en pause fra arbejdet. Her er der på nogle arbejdspladser aftalt, at personalet betaler for den mad, som man indtager i en pause eller i fritiden.
Men man skal altså ikke betale for den mad, der indtages som led i spisetræning. Og det har hele tiden været SL’s opfattelse, at de pågældende medarbejdere heller ikke skal betale skat af maden. Og den afgørelse har SKAT og Skatterådet nu bakket op om. Afgørelsen er bindende for skattemyndighederne i indkomstårene 2006-2010, begge år inklusive.
Man kan læse mere om sagen og Skatterådets afgørelse på SL’s hjemmeside www.sl.dk under Aktuelt.