Cirkus
En dreng og hans ild
Cirkus er kommet til byen. Eller i hvert fald til en heldagsskole i Valby. Fakirer, akrobater, linedansere, klovne, tryllekunstnere og jonglører indtager scenen. De optrædende er eleverne selv, og ideen bag er blandt andet, at det skal ligne en rigtig cirkusforestilling, for det motiverer børnene
Af Karianne Bengtsen , redaktionen@sl.dk
Der står en dreng og leger med ilden i en hvid stråle fra en nyligt vågnet forårssol. Gl. Køge Landevej haster forbi et stykke bag ham. Luften er kølig, men en spæd forhøjelse af temperaturen indbyder til at lade overtøjet falde og blotte lidt hengemt vinterhud.
Hans blik er rettet mod ilden. Den trækker sig som en orangerød slange gennem luften, når han får faklen til at rotere. Taktfast slår han faklen fra side til side med to trommestikker.
Et øjeblik taber den højde og farer mod jorden, men drengen knæler straks, redder den og får med stikkerne skabt balance og hævet faklen op til mandshøjde igen. Beundrende tilråb. Han lader sig ikke forstyrre, og da faklen falder endeligt ned på fliserne, er det okay.
Det var første gang med ild i. Succesen er hjemme.
Lugten af manege Det er i morgen, der er premiere på cirkusforestillingen. Nervøs? Næh…han ved ikke rigtig, hvordan han har det med det. Men han glæder sig. Og som hans lærer siger, så er publikum nemt at begejstre. Det er bare børnehaveklasserne. I øvrigt har han prøvet at være med til to teaterforestillinger før. Den ene havde han en birolle i, men i den anden, var han med i de fleste af scenerne.
I cirkusforestillingen skal han være sprechstallmeister – ham der præsenterer numrene. Egentlig havde han slet ikke lyst til at være med i noget, da de startede for fire dage siden, for der var ikke nogle af numrene han kunne finde ud af, altså lige bortset fra det der med „devil sticksene“ – altså pindene og faklen. Det har han kunnet i et stykke tid.
Rolf er 14 år og elev på Heldagsskolen i Valby i København. Denne uge er der hverken matematik, dansk eller engelsk på hans skema. Der er cirkus. Og det hele skal ende med en cirkusforestilling med ægte bagtæppe, en prof musiker og rigtige kostumer. Det skal lugte lidt af savsmuldsmanege, for det er en vigtig pointe i det én uge lange cirkusprojekt, der er stablet på benene blandt 13 børn i alderen 9-15 år på Heldagsskolen i Valby – en skole for børn med adfærds, kontakt- og trivselsproblemer.
– De elementer er med til at gøre det til en rigtig cirkusforestilling. Børnene mærker, at der bliver investeret i dem, og det er en anerkendelse af dem, siger Peter Kovacs, psykolog i Københavns Kommunes PPR, og initiativtager til den række af cirkusprojekter, som kommunen kører på specialskoler, specialklasser og heldagsskoler som denne.
– Projektet giver mulighed for at arbejde konstruktivt med nogle af de problemer, børnene har, fordi de er motiverede, fortæller han.
– For eksempel hvis et barn har svært ved at fastholde koncentrationen i timerne, men gerne vil jonglere i cirkusprojektet – og det kræver koncentration – så kan man arbejde med det og give barnet nye erfaringer med det at fordybe sig i noget, fordi barnet har motivationen.
Principielt kunne forløbet handle om alt muligt andet end cirkus, mener Peter Kovacs.
– Men cirkus rummer nogle muligheder. Der er en ramme, som man kan putte numre ind i, og hvor man kan udfylde forskellige roller. Og så er cirkus leg – for eksempel med motorikken, fortæller han.
– Alle børnene er gode til at få en rekvisit i hånden og udforske og eksperimentere med den. Så kommer de hen til mig og siger „prøv lige og se, hvad jeg kan.“
– Børnene vælger som regel den rolle, som de er gode til. Hvis en dreng er dygtig med en hacky sack i skolegården, så vælger han at jonglere og derved kommer deres ressourcer i fokus. Eller de vælger en rolle som repræsenterer deres ønsker og drømme, såsom jongløren, der imponerer med sine færdigheder eller klovnen, der får alle til at grine.
Hvad kufferterne gemmer Denne morgen på Heldagsskolen har alle været samlet i det store lokale for at høre Peter Kovacs plan for dagen. Det er sidste øvedag. En enkelt er sprunget fra. Det blev for meget for ham. Resten hænger på stole og sofaen ovre ved vinduet. I dag skal kostumerne på, og alle skal forsøge at få styr på, hvad de hver især skal bruge af rekvisitter.
„Jonglører og linedanser øver herinde,“ formaner Peter Kovacs, mens klovnene skal ind i lokalet ved siden af. „Sabelkassenummeret øver vi efter frikvarteret.“ Og så slippes de fri. Et par stykker går målrettet i kødet på de gamle brune kufferter, der med et par genstridige klik åbner op til flimrende velour, let bomuld, og tætvævet uld. Med hænderne baner de sig vej gennem stoffet, og en sød, støvet duft af loftsrum, hvirvler frem.
Glimtende stoffer smyger sig udenpå sorte, slidte bukser og t-shirts og på et øjeblik vokser artisterne frem. Ny mimik og gestikulering. I sollyset danser støvet fra kostumerne let i luften for så at dale blødt mod gulvet. En ny bevægelse – og det hvirvler op igen. En dreng står og trykker sig op ad væggen. Han er ikke meget for at skulle have hat på til fakirnummeret. Han smiler vagt og tripper monotont. „Det bliver meget lettere,“ prøver en af de voksne. „Når du får kostume på, så bliver man en anden“.
Efter nogle minutter begynder han at rode lidt i kufferterne. Tager et par hatte op, drejer dem undersøgende mellem hænderne. Så går han i stå og sætter sig på en stol. Det vage smil igen. Han følger et par af de andre drenge med øjnene. De har allerede fået kostumerne på og laver småfnisende show for hinanden.
Så prøver han igen, finder en hat frem, som han et kort øjeblik placerer på hovedet. Men han vil godt lige se sig selv i spejlet, så han tager den af igen og forsvinder ud på toilettet.
Når Peter Kovacs laver sine cirkusprojekter er hans erfaring, at lærerne ofte oplever, der er færre konflikter, end der plejer at være.
– Men jeg er ikke bekymret for, at der skal opstå konflikter. Det vigtige er bare, at de får løst konflikterne på en måde, som de lærer noget af og giver dem nye og mere positive erfaringer med situationer, som er svære for dem, forklarer han.
– Derfor kan jeg godt finde på bevidst at sætte to elever sammen, som til hverdag har svært ved at samarbejde. Og så forventer jeg næsten, at konflikterne kommer.
– Et akrobatnummer er faktisk en udfordring i sig selv, for hvis man skal lave en pyramide, hvor nogen skal kravle op og stå på andre, kan det gøre ondt på dem, der står nederst. Og så kan konflikterne komme, fortæller Peter Kovacs.
– Og i et sabelkassenummer er deltageren nødt til at samarbejde, for ellers lykkes tricket simpelthen ikke.
Uro og rastløshed Klokken er ved at være halv elleve. I lokalet kryber uroen og rastløsheden frem. Sameras lange, sorte fletning hviler tungt ned ad hendes ryg. Den bevæger sig sløvt fra side til side, når hun balancerer de omkring fire meter hen af linen på strømpesokker. Hendes blik er fæstnet mod den runde stok, der fjedrer let under hende. Efter en times ihærdige forsøg kan hun næsten krydse den, uden at falde ned. Solen er forsvundet bag et gråligt skydække, og da Samera næste gang falder af linen, er en af drengene hurtig og får fingrene i stokken.
Lydniveauet stiger. En flok drenge smider sig i sofaen. Der bliver skubbet og maset. Samera skælder ud, og stokken kommer tilbage på plads. Stemmerne runger i rummet. Samera fortsætter med at balancere. En fyr med kasket, charmeklud og et skarpt blik pakker demonstrativt sine plasticringe og de florlette tørklæder sammen. Bentsen kaldte han sig bare, da han tidligere præsenterede sig selv og jonglørmakkeren Ali. Bentsen kan ikke koncentrere sig og fortrækker til et andet lokale.
Efter frokost er der kommet mere ro på. Nu gælder det om, at vide, hvor ens egne rekvisitter og kostume er. Peter Kovacs har samlet flokken igen. „Ellers skal I rende og lede efter det i morgen. Derfor er det forbudt lige at tage en bold og begynde at spille med den og smide den et andet sted. For så kan den, der skal bruge bolden, pludselig ikke finde den,“ siger han ud over forsamlingen.
Det er nu, at alle rekvisitter skal samles sammen og bæres over i den nærliggende gymnastiksal, hvor premieren skal foregå.
– Projektets gulerod er, at vi slutter af med en forestilling. Det er det, vi arbejder frem mod, og det giver selvfølgelig anledning til uro og nervøsitet, fortæller Peter Kovacs.
– I starten er der mange hæmninger i gruppen, og eleverne kommenterer ofte på hinanden, når de tager kostumer på. Men i løbet af ugen, tillader de sig selv at have det sjovt, og der kommer fantastisk mange ressourcer frem i dem, siger han og fortsætter:
– Efterhånden som den afsluttende forestilling nærmer sig bliver det klart for de fleste, at nu gælder det om at præstere sit bedste. De børn, der først på ugen kunne have travlt med at drille andre, begynder at rose hinanden. Andre, som kan have svært ved at fordybe sig i noget bestemt, sætter alle ressourcer ind på at få deres tricks til at lykkes. Motivationen ligger i at skulle vise det for publikum og at være en del af et fælles projekt med kammeraterne, som kræver alles medvirken.
Børn er ikke kasser Men hvad med næste uge, når alt er som det plejer med undervisning, lektier og skemalagte timer. Hvad kan eleverne så bruge en uges cirkus til?
– Det er svært at måle, siger Peter Kovacs.
– Men tit er det enkeltstående oplevelser, som kan gøre en forskel, mener han.
– Alle de steder jeg har været, er lærerne blevet overrasket over, at en elev, der normalt er tilbageholdende og gemmer sig, i projektet viser nye sider af sig selv, eller over to børn, der normalt hele tiden er i konflikt, formår at lave et nummer sammen.
Peter Kovacs mener, at børn, der er i specialtilbud præges af mange negative erfaringer med skolen og i samspillet med omgivelserne, og han tror, at disse børn ville lære mere fagligt, hvis professionelle fokuserede mere målrettet på, hvordan man kan styrke børnenes motivation og tro på sig selv.
– Og jeg er ikke bange for at give dem nye udfordringer, og at de ikke kan klare dem. Børn er ikke kasser, bare fordi de har en diagnose eller nogle problemer. De skal ikke altid behandles på samme måde, og derfor mener jeg, at de ikke kun skal præsenteres for en bestemt form for pædagogik hele deres barndom, siger Peter Kovacs.
Rolf kommer sjoskende med lange drevne skridt, en alvorsfuld mine og en oversize pingvinjakke ind i klasselokalet. Hans rolle som sprechstallmeister er ved at tage form. Måske skal han også være med i det nummer med „devil sticksene“, for han er en af dem, der er ret god til det. Bortset fra, hvis skolelederen giver dem lov til at have ild i faklerne under nummeret. Så går den ikke, for så øvet er Rolf alligevel ikke. Men det er også okay med ham. Nu har han prøvet, og det lykkedes faktisk.