Debat

Evidensundersoegelsen - part 9

Af Søren Magnussen, leder af Vilde Læreprocesser (www.vildelaereprocesser.dk) (Modtaget d. 23.4.2006)

, redaktionen@sl.dk

Hermed mit læserbrev nummer 9, hvor jeg udfordrer SL’s naive tiltro til evidensbaserede effektundersøgelser, som genvejen til at finde den bedste metode i det pædagogiske arbejde med udstødte børn og unge.

Som jeg skrev tidligere, er alternativet til denne taberstrategi blandt andet, at vi, i langt højere grad, begynder at stille konkrete praksiserfaringer fra vores egen pædagogiske dagligdag til rådighed for en kollektiv opkvalificeringsproces sammen med vores kollegaer (og om muligt vores brugere).

Jeg er, som Sl, meget interesseret i, at sådanne praksiserfaringer bliver beskrevet offentligt for en større målgruppe i for eksempel Socialpædagogen, i bøger som „Socialpædagogisk arbejde med børn og unge – beskrivelser og dokumentation“ og i praksisbeskrivelser på www.vildelaereprocesser.dk fra for eksempel Ungdomspensionen Rymarksvænge eller Sønderbro i København.

Sådanne beskrivelser er dog ofte lidt for ukritisk mikrofonholder-journalistik eller overordnede, generelle betragtninger, som selvfølgelig bestemt har deres berettigelse, men som sjældent når ind til detaljen og kernen af det, der er rigtigt svært og dermed rigtigt vigtigt.

Beskrivelserne er alligevel ofte, på trods af dette, meget mere brugbare end de produkter, som diverse skriftkloge og videnscentre fremlægger som „stor videnskab“.
Men dybest set er jeg langt mere interesseret i hvilken kompetenceudvikling, hvilken kreativitet, hvilket pædagogisk mod, hvilken metodeudvikling, hvilken fælles faglig styrke og energi, hvilken ressourcetænkning, hvilken målrettethed og fokusering, hvilken glæde og stolthed ved vores praksis – vi er i stand til at „fremelske“ med udgangspunkt i personalet på den enkelte institution, i det enkelte projekt eller på enkelte dagbehandlingstilbud og ikke mindst i samspillet mellem disse og deres søsterinstitutioner og diverse samarbejdspartnere.

Forudsætningen for en sådan positiv og udviklende proces er, at vi evner at skabe en ramme for pædagogiske kompetenceudvikling, hvor det er muligt for medarbejderne, på tværs af personlighed, uddannelse og erfaring, at føle sig trygge, hørt, anerkendt og ikke mindst udfordret individuelt og kollektivt,

Lige så naivt som at tro, at amerikanske metodekoncepter og evidensbaseret effektmåling kan redde røven på dansk pædagogik, SL fagligheden og sikre fremtidige SL arbejdspladser, lige så tåbeligt er det at tro, at alene den enkelte, individuelle socialarbejders personlige forståelse af „den nødvendige pædagogik“ og den enkelte socialarbejders erfaringer, normsæt og moral er tilstrækkelig til at sikre en professionel behandling af de mest udstødte unge.

Jeg vil i kommende læserbreve diskutere, hvordan vi udfordrer den enkeltes og hele personalegruppens samlede pædagogiske grundlag/metode, så vi sikrer en reel opkvalificering af vores arbejde.