Netværksanbringelse

Intet krav om målrettet kursus

Ifølge anbringelsesreformen skal kommunerne tilbyde alle plejefamilier et obligatorisk familieplejekursus i forbindelse med deres godkendelse. Også mormor Oda der har sit barnebarn i pleje. Særlige kurser for netværksplejefamilier er ikke et krav. Mens SL ikke mener, at et anbringelsesreformen er fyldestgørende på det område, synes KL, at de almindelige familieplejekurser er tilstrækkelige

Af Karianne Bengtsen Blem , redaktionen@sl.dk

Når en mormor siger ja til at få sit barnebarn i pleje, og kommunen har godkendt hende som familieplejer, så skal hun tilbydes et kursus. I anbringelsesreformen, som trådte i kraft den 1. januar 2006, står der nemlig, at alle nye plejefamilier, i forbindelse med deres godkendelse til familieplejere skal have et obligatorisk kursus i, hvordan man tackler, når et nyt familiemedlem flytter ind. Det er op til kommunerne at vælge det kursus, de vil tilbyde de kommende familieplejere.

Marianne Folden, der er faglig leder i FABU – Familieplejen for Børn og Unge, har i flere år holdt grundkurser for familieplejere og gennem det seneste års tid også kurser specielt for netværksplejefamilier.

– Mange slægtsplejefamilier skal selv varetage samværet med de biologiske forældre, og det kan for eksempel være svært for en bedsteforælder, der har barnebarnet i pleje, at afvise sit eget barn, hvis det møder påvirket op Marianne Folden, faglig leder i FABU

– Før i tiden havde vi netværksplejefamilierne med på almindelige familieplejekurser, men mange af dem hopper fra efter første gang. De siger, at de ikke kan genkende deres situation i de andre familier, og de føler, de kommer fra en helt anden verden. De mærker, at de er anderledes i forhold til almindelige plejefamilier, der ser det som et job og et ønske, som de måske har haft gennem flere år. Netværksplejefamilien har derimod ofte haft barnets og forældrenes problemer tæt inde på livet længe, forklarer hun.

– Netværksplejefamilierne kan føle skyld og skam over, at det har forekommet i deres egen familie, og at de ikke har kunnet gøre mere, og de føler, at disse følelser bedst kan deles med andre, der kender til denne smerte.

– For kommunerne bliver øvelsen at forstå, at når man anbringer børn i familien, kan man ikke stille de samme krav til netværksplejefamilien, som til almindelige plejefamilier. Netværksplejefamilierne har mere behov for at lære, hvordan man holder til at være netværksplejefamilie, og hvordan man har kontakt til forældrene, siger Marianne Folden.

Svært samarbejde
Når børn bliver anbragt hos familiemedlemmer, er et af problemerne kontakten til de biologiske forældre.
–  Mange  slægtsplejefamilier  skal  selv varetage samværet med de biologiske forældre, og det kan for eksempel være svært for en bedsteforælder, der har barnebarnet i pleje, at afvise sit eget barn, hvis det møder påvirket op, siger Marianne Folden.

– På en eller anden måde, så virker det bedre på dem, når det er hr. og fru Jensen, som er plejefamilie fra Skælskør, der videregiver deres erfaringer og råd, end når jeg står og siger noget om det. Ulla Jepsen, den koordinerende Familieplejeenhed i Københavns Kommune

Omkring halvdelen af de netværksplejefamilier, der indtil nu har deltaget i kurset, er bedsteforældre. Resten er mostre, tanter og onkler, som er godt uddannet og er brudt ud af et familiemønster, de har været en del af.

– Selvom de er velfungerende, så får mange af dem det dårligt, når de får barnet i pleje, fordi det aktiverer en masse følelser i dem.

– Og som tilsynsførende oplever jeg, at netværksplejefamilierne ofte er tilbageholdende med at snakke om problemer med børnene, fordi de er bange for, at kommunen så fjerner barnet. Netværksplejefamilier føler ofte, at de skal argumentere for, at de er god nok som familie, selvom de er en del af en skæv familie, siger Marianne Folden.

– Det er grunden til, at vores kursus bygger mere på at arbejde med relationerne i familien, end på børnenes problemer. Og vi bruger meget mere tid på, at familierne får fortalt deres historier, end ved de almindelige kurser, hvor de blot præsenterer sig selv kort, fortæller hun.

Opmærksom på særlige vinkler
I anbringelsesreformen står der, at muligheden for at anbringe et barn inden for slægt eller netværk, skal undersøges, inden andre former for anbringelse tages i betragtning. Regeringens mål er nemlig at øge antallet af netværksanbringelser.

– En netværksanbringelse kan være god, hvis der er lavet en ordentlig forundersøgelse, og man har fundet ud af, at et barn vil have gavn af at blive anbragt hos for eksempel noget familie. Men det er ikke godt nok, hvis man ikke klæder onkel eller tante ordentlig på til opgaven. Benny Andersen, næstformand i SL

Men til trods for at Marianne Foldens erfaring er, at netværksplejefamilierne har brug for, at kommunerne tilbyder et særligt familieplejekursus, er det ikke realistisk, at de får den mulighed, mener Pernille Kvarning, chefkonsulent i Kommunernes Landsforening (KL). Der vil ikke være nok netværksplejefamilier i en kommune, til at det kan udbydes.

– Det vil være alt for dyrt at sende dem alene på kursus, og hvis de skal vente på, at der er nok til et kursus, så bliver det jo langt henne i anbringelsen, mener hun.
– Derfor er mit budskab til kommunerne, at netværksplejefamilierne er på de almindelige plejefamiliekurser, og at man så i forløbet sørger for at være opmærksom på de særlige vinkler, der er på netværksanbringelser,  siger  Pernille  Kvarning  og tilføjer:

– Jeg tror ikke, at kursernes indhold vil være væsentlig forskellige. Grundlæggende påvirker det familierne på samme måde at have et barn med særlige problemer boende.

Hr. og fru Jensens erfaringer
I Københavns Kommune laves der ikke særlige kurser for netværksplejefamilier. De kommer på de almindelige kurser for pleje- og aflastningsfamilier.
Koordinator i den koordinerende Familieplejeenhed i Københavns Kommune, Ulla Jepsen, mener ikke, at den optimale løsning er et separat kursus målrettet netværksplejefamilierne.

– Min erfaring er, at netværksplejefamilierne faktisk kan lære en hel del af de garvede almindelige plejefamilier. For eksempel har de det til fælles, at de går fra at være en anonym familie til at blive en offentlig familie, som skal samarbejde med folk, der kommer i deres hjem. På en eller anden måde, så virker det bedre på dem, når det er hr. og fru Jensen, som er plejefamilie fra Skælskør, der videregiver deres erfaringer og råd, end når jeg står og siger noget om det.

I Københavns Kommune består grundkurset af tre dage, hvoraf de to dels omhandler teorier om omsorgssvigt og symptomer på det, dels omhandler det at være en plejefamilie og konsekvenserne for familiens egne børn. Og de to dage mener Ulla Jepsen er relevante for netværksplejefamilierne at deltage i.

– Den eneste dag, hvor det er problematisk, er den dag, der handler om forældresamarbejdet. Blandt andet fortæller netværksplejefamilierne, at det er svært at sidde og høre på alt det negative, der bliver sagt om de biologiske forældre, siger hun. Derfor mener hun, at man som plejefamilie uanset om man er i slægt eller ej, skal have samme tilbud blot med nogle justeringer i.

Derudover skal netværksplejefamilierne have et mere målrettet tilbud, der handler om det vanskelige i samarbejdet med forældrene og den følelsesmæssige relation. Og det er grunden til, at hun og de øvrige koordinatorer nu arbejder på at stable en netværksgruppe for netværksplejefamilier på benene svarende til kommunens netværk for almindelige plejefamilier. Meningen er, at netværket skal mødes en gang om måneden over fem gange og derefter er intentionen, at det skal være selvkørende.

– Her vil vi skabe et forum, hvor man kan sætte ord på det, der er svært. Blandt andet skal deltagerne opnå selvindsigt i, hvorfor de reagerer som de gør og samtidig skal gruppen bryde isolationen og blive et fællesskab med ligesindede. Det kan vi se virker for almindelige plejefamilier, siger Ulla Jepsen og tilføjer:
– Vi kan snakke specialkurser eller ej. Det, der er afgørende for, om de her anbringelser kommer til at virke, er, at de får tilsyn, råd og vejledning undervejs.

Et missing link
Benny Andersen, der er næstformand i SL, mener ikke, at det er nok, at kommunerne tilbyder netværksplejefamilierne et almindeligt familieplejekursus.
– Anbringelsesreformen er ikke fyldestgørende på det område. Der er et „missing link“ i anbringelsen, hvis man ikke laver noget målrettet for disse plejefamilier, siger han.

– En netværksanbringelse kan være god, hvis der er lavet en ordentlig forundersøgelse, og man har fundet ud af, at et barn vil have gavn af at blive anbragt hos for eksempel noget familie. Men det er ikke godt nok, hvis man ikke klæder onkel eller tante ordentlig på til opgaven.
Benny Andersen understreger, at kravene til netværksplejefamilier ikke er mindre end til almindelige plejefamilier.

– Der er jo nogle særlige problemstillinger ved netværksanbringelser for eksempel omkring familierelationer. I yderste konsekvens kan det føre til endnu et brud for barnet, hvis man ikke er godt nok forberedt. Og så bliver det jo til et dobbeltbrud for det barn, det går ud over, fordi det først bryder med sin far og mor og derefter med tante og onkel, siger Benny Andersen.

Han mener derfor, at netværksplejefamilier bør tilbydes et supplement til de almindelige plejefamiliekurser – et kursusforløb, der lægger vægt på familierelationerne, forældresamarbejdet og det livshistorieforløb, som barnet bringer med sig. kab@sl.dk (Læs mere på næste side)