Nordisk Konference

Fremtiden – velegnet til socialt arbejde

Den nordiske konference om fremtiden for det sociale arbejde gav ingen entydige svar, men klare billeder af, at der bliver nok at tage fat på, omstille sig til – og blande sig i

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

Man tager op mod 200 socialarbejdere fra hele Norden og placerer dem på et hotel i det sydlige Norge. Og så får man dem til at snakke om udfordringerne til det sociale arbejde i det, der lidt unuanceret kaldes for fremtiden.

Man lader dem høre både teoretikere og praktikere holde indlæg, sender dem i workshops for at høre, hvordan andre gør og tænker, og man samler dem igen til en paneldebat, hvor der er fokus på de krav, de kommende års ændringer stiller til socialarbejdernes arbejde.

– Et godt råd til socialarbejderne er at træde i karakter. At tydeliggøre over for politikerne, hvilke konsekvenser det får, når man skærer ned, og fortælle dem, hvad der virker og ikke virker, Joakim Palme, sociolog og fremtidsforsker

Vupti, har man konferencen „Fremtidsperspektiver på det sociale arbejde i Norden“, arrangeret af Nordisk Forum for Socialpædagoger (NFFS) og Nordisk Samarbejdskomite for Socionomer (NSSK).

Gennem det hele strømmer de centrale spørgsmål: Hvordan skal vi forvalte vores sociale faglighed og styre den gennem velfærdsstatens mere og mere oprørte vande? Med andre ord: Hvordan får vi plads til at udføre det sociale arbejde, der skal gøres?
At der er ukendt farvand forude, synes ingen af de tilstedeværende at være i tvivl om:

– Vi står over for kæmpe forandringer – både af hvordan vi ser på os selv, og af hvordan vores fag bliver opfattet, konkluderede Cecilie Omre, lektor på Universitet i Stavanger, under den afsluttende paneldebat.
Det var også heromkring, Niels Justesen tog ordet. Han er med i ledelsen for SL’s netværk for familieplejekonsulenter, og han slog ned på det evigt ømme punkt: ingenmandslandet eller – i værste fald – bermudatrekanten mellem teori, politik og praksis:

– Som socialarbejder er jeg jo på en diplomatisk opgave, når jeg til daglig med min faglighed skal forene modsætningerne mellem  forvaltningen  og  plejefamilien. Der er jo tale om voldsomme modsætninger i den kulturelle virkelighedsopfattelse. Og spørgsmålet er, hvad der er viden og faglighed i den sammenhæng, lød spørgsmålet fra Niels Justesen.
Svaret – eller et af dem – faldt fra norske Liv Schjelderup, kollega med Cecilie Omre i Stavanger:
– Vi skal have en videnskabelig faglighed, der inkluderer menneskers egen livsforståelse, sagde hun og blev suppleret af Ninna Leth, studierektor på CVU Vest, som gav sit bud på en meget central opgave for socialarbejdere i de kommende år: – Vi skal blive meget bedre til at identificere forskellen på forvaltningernes kvalitetsopfattelse og brugeroplevet kvalitet, sagde hun.

Træd i karakter
Foråret var slet ikke kommet til Lillestrøm endnu. Der lå dynger af gusten sne i vejsiderne i den noget uskønne, Klondyke-agtige by midtvejs mellem Oslo og lufthavnen, Gardermoen. Og guldet må være der et eller andet sted, for der bygges på livet løs, og dør om dør med provins-sirlighed og discountkæder som Kiwi, Rema og Jysk ligger ejendomsmæglere, der med en sær selvfølgelighed udbyder luksuslejligheder i Brasilien på samme planche som annoncerne for hytter i fjeldet.

– Jeg tror, vi må gå helt nye veje og give slip på den traditionelle forherligelse af det sociale arbejde. Vi kan ikke blive ved med at udvikle og udvikle. Vi må også afvikle – sige farvel til metoder og arbejdsformer, som ikke slår til. Ja, jeg vil godt være med til at lave en nordisk konference om det, vi må sige farvel til, lød det fra Ninna Leth. Nina Leth, studierektor, CVU Vest

På den måde ligner Lillestrøm måske meget godt den sammensatte størrelse, som de nordiske velfærdssamfund allerede er og i endnu højere grad bliver i de kommende år. Velstand på visse betingelser, kunne man måske kalde det.
Betingelserne for fortsat velfærd blev remset op nærmest fra første minut af konferencen.

Den fremtrædende svenske sociolog og fremtidsforsker  Joakim  Palme  startede med at konstatere, at der ikke er noget automatisk lighedstegn mellem velfærd og velfærdsstat. Bare fordi vi har en velfærdsstat nu, betyder det ikke, at vi har velfærd i tiden, der kommer.

– Men det er ikke noget tilfælde, at de nordiske lande over en længere periode har haft stor stabilitet, sagde han og pegede på den nordiske models fordele:
Lav livscyklusfattigdom, mindsket ulighed, høj beskæftigelse og stærk opbakning til velfærdsmodellen – en  nærmest selvforstærkende opskrift.

– Men tendensen i Europa er nu en stadigt ældre befolkning og faldende fødselstal. Arbejdslivet ændrer sig, der er arbejdsløshed og øget socialudstødning. Lighedstanken er under pres – det er en udvikling, som ikke passer til den nordiske model, sagde Joakim Palme.
Modtrækket er at øge antallet af skattebetalere gennem indvandring og inkludering af de mange uden for arbejdsmarkedet – at bruge den humane kapital bedre, som det hedder.

Og så sagde Joakim Palme noget, der kom til at gå igen og igen i de efterfølgende indlæg: – Et godt råd til socialarbejderne er at træde i karakter. At tydeliggøre over for politikerne, hvilke konsekvenser det får, når man skærer ned, og fortælle dem, hvad der virker og ikke virker, lød opfordringen fra Palme.

Finsk fremtid
Finske Ilse Julkunen, professor ved universitetet i Helsinki og forskningsdirektør ved Stakes, den finske pendant til Socialforskningsinstituttet, havde foretaget et lille eksperiment.
Hun havde bedt en række kolleger pege på ’nye’ problemer, som toner frem nu og som vil forstærkes frem til år 2025 – samt bedt dem om bud på, hvilke problemer der vil forsvinde. Svarene var ret klare, men ikke særlig betryggende:

– I år 2025 er kløften mellem de, der klarer sig, og de, der ikke gør, vokset. Klasseskellene er blevet tydeligere. Mange er trætte af det at arbejde, og de unge er voldsomt kritiske over for den globale effektivitet. De etniske konflikter er taget til, og vi ser  en  øget  NIMBY-effekt  (Not  In  My BackYard, ikke i min baghave). Fremmedgørelsen er vokset, der er større problemer med skolerne og voksende indlæringsproblemer, og der er stor ensomhed blandt ældre, lød de dystre udsigter. 

De finske eksperters liste over problemer, der så er forsvundet i 2025, er desværre ikke lige så lang og tung. Den indeholder bedre forhold for de ældre, færre integrationsproblemer – men siger ellers at ingen af de ’gamle’ problemer er forsvundet.

For socialarbejderne kommer det til at betyde, at de skal specialisere sig yderligere, at de skal arbejde mere med marginaliserede grupper, i nær- og hverdagsmiljøer, at professionsgrænserne udviskes og – her kom den igen – at de kommer til at stå i spidsen for en kritisk modoffentlighed.

Til gengæld er brugerne blevet mere aktive og brugercentreringen øget, den sektoropdelte indsats er afløst af nye serviceformer, mens familiens rolle som støtte og netværk i den sociale indsats over for den enkelte er nedtonet – ganske enkelt fordi slægtsbåndene er så usikre.

Agenter for klienter
Men hvad gør alle de disse tendenser, som de finske spådomme peger på, så ved den faglige rygrad hos socialarbejderne? Det forsøgte Ingerid Aamodt fra Diakonhjemmets Høgskolesenter i Norge at komme med et par bud på på andendagen af konferencen.

Og hun startede med en advarsel og en provokation:
– Det er slående, hvor let vi går ind i nye trends, tager dem til os og nikker bejaende – som det skete, da man begyndte at tale om brugerperspektivet, som nu gennemsyrer alt. Måske går det for let, spurgte Ingerid Aamodt.

Når hun brugte brugerperspektivet som eksempel, var det ikke tilfældigt. For hvad er brugerinddragelsen et svar på – og hvad er spørgsmålet?
– Vi er måske så begejstrede for forholdet mellem ’mig og brugeren’, at vi kommer til at glemme, at brugerinddragelsen er et radikalt anslag mod vores kvalifikationer, og til at undervurdere, hvordan det påvirker hele grundlaget for vores arbejde, sagde Ingerid Aamodt.

Men grundlaget for fagligheden og det sociale arbejde kan kun ses i sammenhæng med de rammer, som institutionerne opstiller, fortsatte hun. Derfor får man kun noget ud af at se på brugerperspektivet, hvis man ser på alle de ændringer, der i realiteten vil medføre for de involverede parter.

Det handler om at ’kontekstualisere sociale erfaringer’, at arbejde for at brugerne ikke kommer til at fremstå som enkeltskæbner, men bliver en del af det store billede.
– Det er os som socialarbejdere, der skal være radikale. Vi skal være agenter for klienterne, vi skal forvalte det dobbelte perspektiv, sagde Ingerid Aamodt.

Hvor blev debatten af?
Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og det fremgik med tydelighed af de indlæg, der startede sidstedagens paneldebat.
Her  konstaterede  studierektor  Ninna Leth fra CVU Vest indledningsvis, at det sociale arbejde er i modvind i disse år, hvor mange af de nye kommuner symptomatisk nok ikke har en socialforvaltning:

– Vi diskuterer velfærdspolitik, men ikke socialpolitik, og samtidig med at vi har stigende krav om myndighedsudøvelse, så er det i Danmark ikke usædvanligt at høre selv en socialminister betegne det sociale arbejde som ’omklamrende’ og ’umyndiggørende’, konstaterede hun.
Hun pegede på, at det er nødvendigt at tænke nyt, hvis den socialpolitiske debat skal tilbagerobres:

– Jeg tror, vi må gå helt nye veje og give slip på den traditionelle forherligelse af det sociale arbejde. Vi kan ikke blive ved med at udvikle og udvikle. Vi må også afvikle – sige farvel til metoder og arbejdsformer, som ikke slår til. Ja, jeg vil godt være med til at lave en nordisk konference om det, vi må sige farvel til, lød det fra Ninna Leth.

Ind på scenen
Cecilie Omre fra universitetet i Stavanger pegede på, at socialarbejdere generelt er for låste i egne roller og i den viden, der har skabt deres identitet. Skønnet og dømmekraften er noget centralt i det sociale arbejde, men det er nødvendigt at se kritisk på, om det er fænomener, der indimellem står i vejen for, at beslutninger funderes i dokumenteret viden, og for at brugernes livserfaringer inddrages, sagde hun.

Evidens og kravet om effektivitet kan ligne en trussel, men kan også bruges som løftestang for udvikling, mener hun: De studerende skal bruge den nyeste viden, og ude i praksis skal der stilles større krav og afsættes flere ressourcer til forskning og opkvalificering.

– Politikerne har ansvaret for at finde ressourcerne, men de har også ansvaret for at efterspørge den nyeste viden, fastslog Cecilie Omre.
Og så var den der igen: Socialarbejderne har et stort ansvar for at formidle deres viden om det, de går og laver til det politiske lag.

– Vi skal blive bedre til at tydeliggøre konsekvenserne af det samfund, vi lever i og gøre det til et fællesskabsanliggende, sagde Ninna Leth fra CVU Vest.
– Vi skal gå fra kulissen ud på scenen, som Liv Schjelderup fra Universitetet i Stavanger formulerede.

Og så gik den afsluttende taler, socialrådgiver og cand.polit. Randi Kroken, på talerstolen og talte blandt andet om ’ansvarsoversvømmelsen’ af både personlige og faglige grænser, der truer socialarbejderen. Og om det første, der skal gøres, når man bedriver det sociale arbejdes ’store diplomati’.
– Vi må vælge at vælge – det er det første valg, sagde hun.

Således sluttede konferencen. Fremtiden er begyndt. Velkommen.

Læs materialer, taler og indlæg fra konferencen på www.fobsv.no