Synspunkt

Jeg er vigtig!

Hvorfor det er vigtigt at vide, at man er vigtig, og hvordan vi som medarbejdere kan bidrage til denne proces...

Af Sanne Ferdinansen & Margit Kristiansen , redaktionen@sl.dk

Vi er ansat i Det Miljøterapeutiske Tilbud, Granhøjen, som er et opholdssted for psykisk syge voksne. Granhøjen har de sidste mange år haft en systemisk indfaldsvinkel, og vi begyndte for nogle få år siden at bevæge os i den narrative retning.

Vi er meget interesserede i den narrative teori, fordi vi kan genkende, at identiteten udspringer af de historier vi fortæller om os selv og andre. Vores forståelse af det narrative er, at vi hele tiden fortæller og hører historier om os selv og hinanden, og at de historier, eller narrativer, har afgørende betydning for, hvordan vi opfatter os selv og hinanden.
I narrativ forstand består en historie/narrativ af en række begivenheder, kædet sammen i en bestemt rækkefølge over tid, i overensstemmelse med et plot eller en intrige.

Når vi arbejder narrativt, så benytter vi disse narrativer til at gøre tynde beskrivelser til mere righoldige beskrivelser, og derved bliver man under mindre indflydelse af de oprindelige, ofte problemfyldte beskrivelser.
Den anerkendte historie

En tynd beskrivelse er en problemfyldt dominerende historie, og det er den historie, som er identitetsbærende for personen. Der er altid flere historier om samme person, så den dominerende er blot en af mange, men det er den, som personen anerkender. Det er den der fortælles oftest, og den har derfor størst indflydelse på identiteten.

Når man har en problemfyldt dominerende historie om sig selv, så bliver det en del af ens identitet, og det bevirker, at man handler ud fra denne idé. Når man har en identitet som en der ikke kan noget, så opfatter man sig selv som sådan, og så husker man alle de gange hvor man ikke har kunnet.

De gange det har kunnet lade sig gøre husker man ikke, fordi det ikke hænger sammen med den identitet man har. Da vores identitet bliver skabt i samspil med andre, vil det betyde, at man relaterer sig til omverdenen, som en der ikke kan noget. Ingen i ens omgivelser vil forvente, at man kan noget, og man bliver så fastholdt i historien om, at man ikke kan, fordi andre også har en historie, om at man ikke kan.

Hvis man så ændrer sin opfattelse, vil man automatisk relatere sig anderledes til omverdenen, og en problemstilling kan så opløses helt eller delvist.
Opløsningen sker ved at man flytter sit fokus fra det man ikke kan, til det man kan, og får det bevidnet, så man ender op med en ny identitet som en der kan. Problemet med, at man ikke kan, er så helt eller delvist opløst.

Nuanceret selvbillede
En alternativ historie er en historie mere om samme person, og i narrativ terapi hjælper man så personen med, at fortælle og beskrive den alternative historie og eventuelt finde flere alternative historier. På den måde kan personen få mulighed for at se sig selv fra flere vinkler, og derved få et mere nuanceret selvbillede, en mere righoldig beskrivelse, og de alternative historier til sammen, kan komme til at fylde så meget, at de kan blive den nye dominerende historie, og derved skabe en ny identitet.

En ny identitet giver flere handlemuligheder for personen, fordi man så ikke bliver begrænset af den tidligere problemfyldte dominerende historie. Når man ikke er fastholdt i en problemhistorie om sig selv, så får man mulighed for at udforske og måske genopdage andre sider af sig selv. Disse andre sider påvirker så igen historien om én osv. osv. Vi oplever, at når man får ændret fokus fra den dominerende problemhistorie til de alternative historier, så får problemhistorierne trange kår.

En måde at støtte processen på, er at berige en alternativ historie ved hjælp af interview om en historie om udvikling (en række begivenheder kædet sammen i en bestemt rækkefølge) over tid, i overensstemmelse med en pointe.

Vi har interviewet en beboer, om den udvikling hun havde været i gennem i sit arbejdsliv på Granhøjen. Det gjorde vi blandt andet ved at stille spørgsmål til en række af begivenheder, der kobler fortid og nutid, og derved viser en udvikling over tid i overensstemmelse med en pointe om, at beboeren er vigtig for sin arbejdsplads.

Vi ville anerkende beboerens bestræbelser på udvikling ved at spørge til dem, og vi bevidnede dem ved at lytte til hendes svar. Samtidig ville vi spørge til, om hun havde andres bevidning, og hvilken betydning det evt. kunne have.
Dernæst ville vi vise interviewet til en out side witness group for at bevidne bestræbelser og udvikling endnu mere.

Nutiden, fortiden og forskellen
Vores hensigt med interviewet var at forsøge at berige beboerens historie om sig selv, idet hun havde en problemfyldt dominerende historie om, at hun ikke rigtig kunne udvikle sig, og at hun ikke var så betydningsfuld for sin arbejdsplads, hvilket hun oplevede at andre var enige med hende i, fordi de opfattede hende som en der ikke lavede noget.

Vi valgte derfor at spørge i tidsperspektiv, forstået på den måde, at vi stillede spørgsmål, der gav beboeren mulighed for at fortælle om, og derved opdage, den eventuelle forandring eller udvikling hun havde været i gennem. Vi spurgte til nutiden, fortiden og forskellen mellem dem.

Her oplever vi, at beboeren har en alternativ historie om sig selv. Hun er således ved at berige sin alternative historie, og hun kan nu tro på at hun er vigtig for sin arbejdsplads.
Senere i interviewet bliver beboerens alternative historie, om at hun er vigtig, bevidnet i kraft af hendes brors udsagn, ”jeg troede ikke, at du lavede noget”. Vi spurgte til hvem der ser den forskel beboeren lige havde beskrevet, og vi talte til sidst om hendes familie, vi spurgte da:

En vigtig person i hendes liv har således allerede bevidnet, at hun er andet end den person der ikke laver noget, og det genbevidnes ved, at hun fortæller det her hvor vi hører det. 

„Uden for vidne gruppe“
Samtidig opdager beboeren, at det er vigtigt for hende hvad hendes bror ser, fordi det betyder noget for hende, hvordan han ser hende som person. Hun opdager, at hun selv kan være med til at give ham en ny og alternativ historie om hende.

En måde at få bevidnet den historie, der har foldet sig ud i interviewet på, er at benytte out side witness group.
Direkte oversat betyder out side witness group „uden for vidne gruppe“, det vil sige en gruppe af vidner, som er uden for.

I narrativ praksis er udenforstående vidner, personer, der ikke indgår i det terapiforløb „klienten“ er i, men som bevidner det de er inviteret til at høre i et terapeutisk interview. Rent praktisk foregår det på den måde, at terapeuten interviewer „klienten“, mens out side witness gruppen overværer samtalen.
Når interviewet er færdigt, så indtager vidnerne „klientens“ plads i terapilokalet, og bliver så interviewet om hvad de har hørt.

Til sidst interviewer man så „klienten“ om det vidnerne har sagt om det de har hæftet sig ved, og hvilken betydning det har for „klienten“ at have hørt det.
Idéen med at bruge out side witness group er, at få bevidnet de historier, der folder sig ud i interviewet. Bevidningen validerer de fortalte historier, idet historierne nu er sagt højt, genfortalt og koblet til vidnernes eget liv.

Det er særligt anerkendende, at deltagerne i en out side witness group skal forbinde den fortalte historie til noget i deres eget liv. På den måde skal deltagerne forholde sig personligt til historierne, og ikke blot udtale sig som en slags eksperter i forhold til den interviewede.
Hvis ikke de historier vi har om os selv bevidnes, så er der ingen, der ser forandringen, og hvis ingen ser den, og siger det højt, så er det svært at skabe en forandring i opfattelsen af egen identitet.

Identitetsskabende relationer
Begrebet identitet, som vores historier jo er, er jo netop også et begreb i sammenhæng med relationer. At tale om identitet giver ikke mening, hvis man ikke samtidig taler om relationer, da interaktion jo sker i relationerne set ud fra et narrativt synspunkt.

Her bevidnes det, at nogen har hørt, at beboeren oplever, at hun kan bruges til noget, at hun er vigtig. En bevidning af den alternative historie, spiren til beboerens nye identitet.
Det vi har oplevet er, at de bevidninger, der kommer fra deltagerne i out side witness groupen, har en betydning for beboerens historie om sig selv, idet hendes alternative historie blev bevidnet, og derved har fået en større indflydelse på hendes opfattelse af sin egen identitet. Efter at have set og hørt bevidningerne begyndte hun at tale om sin fremtid, og hun satte ikke spørgsmålstegn til om hun kunne det hun nu ville, hun begyndte mere at reflektere over, hvordan hun skulle gøre.

Set i forhold til hendes oprindelige dominerende historie, så må man sige, at det er en noget alternativ historie hun begynder at berette, når hun nu ikke tvivler på hun om kan, men om hvordan. Problemet i den oprindelige historie, om at hun ikke kunne udvikle sig, er således i opløsning.

Blev virkelig hørt
Det at „fremmede“ mennesker var interesserede i at lytte til hendes historie, gjorde et stort indtryk på beboeren, og at de så samtidig havde kommentarer til det de havde hørt, og nogle kunne fortælle om noget fra deres eget liv de kunne genkende i hendes historie, det gjorde, at hun oplevede, at de virkelig havde hørt hvad hun havde forsøgt at udtrykke.

Da hun hørte bevidningerne, sagde hun, at hun blev glad fordi hun følte, at hun havde fået bekræftet, at hun var på rette vej, og at hun skulle fortsætte det arbejde hun var i gang med.

Ligeledes havde hun fået bekræftet, hvor vigtigt hendes arbejde er for hende. Den alternative historie om at hun har udviklet sig, og er vigtig for sin arbejdsplads, blev bevidnet, og hun fik en bekræftelse på at hendes udvikling går i den rigtige retning, og hun nu tør fortsætte sin udvikling, uden at frygte at hun får det for godt.

Hun sagde at gruppen havde set hendes angst for fremtiden, og umiddelbart forstået hvor svært det er for hende at håndtere angsten for succes. Specielt bevidningen, som bevidnede angsten for fremtiden hos beboeren, fik stor betydning, idet den skabte en refleksion over fremtiden. Kort efter begyndte hun at snakke om fremtiden, og hendes håb og drømme for denne.

Dette eksempel på anvendelse af den narrative praksis viser at „klienten“ langsomt ændrer sin opfattelse af sig selv, sin identitet. Fra at være en der ikke kan udvikle sig, og som ikke er betydningsfuld for sin arbejdsplads, begynder hun at opfatte sig selv som en der allerede er i gang med en udvikling, og som en der er vigtig for sin arbejdsplads. Denne nye måde at se sig selv på giver hende pludselig mulighed for at reflektere over sin fremtid, og hun får lyst til at tale om sine håb og drømme.

Man kan sige, at processen med at få „klienten“ beskrevet mere righoldigt og, for hende, mere hensigtsmæssigt nu er sat i gang. Kun tiden kan vise, hvad det kan udvikle sig til….