Debat
Evidensundersøgelsen - part 10
Af Søren Magnussen, leder af Vilde Læreprocesser (www.vildelaereprocesser.dk)
, redaktionen@sl.dk
I min igangværende proces med, i læserbrevsform, at opstille et alternativ til SLs falden på røven for det store oversolgte fupprojekt - evidensbaserede effektundersøgelser, som genvej til at finde den bedste metode i det pædagogiske arbejde – er jeg stødt på en spændende artikel i Ugebrevet Mandag Morgen fra den 24. april i år.
I dette nummer præsenterer Mandag Morgen resultaterne fra den første konkurrence nogensinde om at være den mest innovative arbejdsplads i Danmark – både private og offentlige virksomheder deltog i denne konkurrence.
Ugebrevet besvarer i bladet spørgsmålet, hvad det så er, der karakteriserer vindervirksomhederne i Danmark. Følgende er de ti stærkeste vindertræk:
· Virksomhederne har klart definerede målsætninger for, hvordan og hvorfor de skal drive innovation.
· Virksomhederne har stor risikovillighed.
· Virksomhederne har ledere, der er engagerede i arbejdet med udvikling af innovation.
· Virksomhederne interesserer sig indgående for deres kunders behov.
· Virksomhederne lytter til deres medarbejdere og fremelsker medarbejdernes initiativlyst.
· Virksomhederne har stor vidensdeling internt og gør meget ud af at fortælle medarbejderne, hvad virksomheden vil med sine innovationsaktiviteter.
· Virksomhederne har en stærk projektledelse af innovationsprocesserne.
· Virksomhederne lægger vægt på eksternt samarbejde og deltager i eksterne netværk.
· Virksomhederne inddrager internt alle typer af kompetencer (forskellige medarbejdere) i innovationsforløbene.
· Virksomhederne har evne til at handle hurtigt og smidigt fra ide til færdigt produkt.
Efter som de fleste jo efterhånden er enige om, at et innovativt miljø skaber de bedste resultater, hvad enten det handler om at skabe mest overskud til virksomheden eller mest overskud i livet hos de børn og unge, der hele deres korte liv har haft et kæmpe underskud på kontoen af godt liv, så vil jeg som nyvalgt positiv læserbrevsstrategi fremover tage udgangspunkt i netop disse vindertræk.
Måske ligger her kimen til et alternativ til den evidensstrategi på hele det sociale område, som SL’s ledelse ellers hidtil har været enig med de ellers fornuftige medarbejdere på Mandag Morgen omkring.
Vores pædagogiske praksis er konkret og lokal og ikke universalistisk og statistisk abstrakt som inden for evidenstænkningen. Der findes ikke én bestemt ”best practice”, hvad Nordisk Campbell Centers undersøgelse af MST for nyligt viste så af-slørende.
Men måske viser Mandag Morgens undersøgelse, at der er noget fælles ved de bedste metoder, som vi bør forfølge – uden evidensvrøvlet.