Hospitalspædagoger

Sig det, blev der sagt

Landsmødet i SL’s netværk for hospitalspædagoger kredsede om stress og forandringsprocesser – og om hvordan netværket kan vokse sig større

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

Vi er mange, der arbejder under en leder, der knapt nok ved, hvad det er, vi kan.
Sådan lød konstateringen fra Jesper L. Pedersen, da han som netværksansvarlig indledte generalforsamlingen i netværket for hospitalspædagoger.
Eller Netværk for hospitalspædagoger ved somatiske og psykiatriske afdelinger og ambulatorier, som det retteligen hedder. Et navn, der dækker over meget forskellige arbejdsopgaver:

– Uden overskud holder vi op med at tale med hinanden og begynder at tale om hinanden. Georg Ørskov

– Vi laver mange forskellige ting. Hverdagen  på  en  somatisk  afdeling  er  meget anderledes fra dagen på en psykiatrisk afdeling. Men vi har også mange ting til fælles. Og der har vi en vigtig funktion som bindeled mellem de pædagoger, der arbejder på hospitalerne, sagde Jesper L. Pedersen til de godt 60 deltagere på Vejlefjord den 28. april, hvor generalforsamlingen var omgivet af landsmødet med oplæg om stress og forandringsprocesser.

Vi kan blive flere
Han konstaterede, at der er 100 medlemmer i netværket, men at der arbejder 300 pædagoger på landets hospitaler, og at tallet er stigende.
Og med de store forandringer, der sker på hospitalerne i forbindelse med kommunalreformen, er det så meget desto vigtigere er det at få markeret hospitalspædagogernes kompetencer og arbejdsforhold, sagde han.

Den enkle opfordring lød derfor: Bland jer, få valgt nogle folk til udvalg og tillidsposter, der kender til denne gren af det socialpædagogiske felt, og sørg for, at kollegerne tilmelder sig netværket.

Indimellem må man overveje, hvor ringe man kan udføre sit arbejde og alligevel fortsætte med det. Det gælder om hver dag at nå ned og få den der sommerferiefornemmelse Thomas Milsted leder, Center for Stress

– Dér har vi som medlemmer alle en opgave. På min arbejdsplads er vi 30 pædagoger, men kun ni medlemmer, sagde Jesper L. Pedersen.

Fra salen var der spørgsmål til netop balancen mellem det somatiske og det psykiatriske felt og vægtningen af de to områder i netværkets arbejde, og der var spørgsmål til overvejelserne bag den støtte, netværksledelsen kunne give til forskellige arrangementer. Igen lød opfordringen: Få kollegerne med – jo flere medlemmer, netværket har, jo flere tilskudspenge er der fra SL, og jo flere aktiviteter kan der være. Og meld jer til at tage ansvar for, at alle aspekter af det hospitalspædagogiske arbejde bliver repræsenteret i aktiviteterne.

Den sidste opfordring kom på lidt af en prøve ved valget til netværksbestyrelsen. Ordstyrer Jan Vium måtte vride forsamlingen lidt, inden det lykkedes at få valgt en fuldtallig bestyrelse.
Den lovede at arbejde for flere medlemmer og opfordrede blandt andet forsamlingen til at være mere aktiv i debatten på netværkets hjemmeside.

Mange bække små...
Et af debatemnerne kunne for eksempel være stress, og inden generalforsamlingen gav Thomas Milsted stof til eftertanke om emnet. Han er leder af Center for Stress og startede med at konstatere, at stressen griber om sig. På centeret er erhvervsgrupper som kirkegårdsgravere og ornitologer nu blandt kunderne.
Men han slog også fast, at stress ikke er noget flyvsk – det kan måles, ligesom forhøjet blodtryk. Bestemte påvirkninger over en given tid udløser ganske enkelt nogle ’stress’-hormoner.

Men ligesom med blodtrykket er det interessant – og afgørende – at kigger på årsagerne. Og så er det vigtigt at få skilt begreberne ad, så vi ved, hvornår vi er stressede, udbrændte og deprimerede.

–  Udbrændthed  er  endestationen  på stress-vejen. Og risikoen for at brænde ud er større, hvis man arbejder resultatorienteret end procesorienteret. Der er kommet sådan en slags B.S. Christiansen-skole, hvor det er den enkeltes ansvar at kunne levere. Men der er altså grænser for, hvad det enkelte individ kan klare. Derfor breder udbrændtheden sig, sagde Thomas Milsted og pegede på, at grænsen for, hvor meget et menneske kan klare måske er lavere, end mange tror.
– Stress-belastninger under to timer er ok – det giver ikke varige skader. Men derefter er det usikkert land, sagde han.

Han fortalte videre, at flere og flere inden for omsorgs- og relationsarbejde udvikler posttraumatisk stresssyndrom – også uden at der har været nogen traumatiserende enkeltbegivenhed. – Der er ikke beviser for det, men noget tyder på, at mange små faktorer summer sammen og udløser posttraumatisk stress, sagde han.

Sommerferie – hver dag
Thomas Milsted advarede på den anden side mod, at man som individ eller medarbejdergruppe ’omformulerer’ stress til et ressourceproblem.
– Pas på ikke at blande tingene sammen. Det er ikke sikkert stressen forsvinder, fordi ressourcerne bliver flere, sagde han og oplistede en række faktorer, der forebygger stress: Listen talte blandt andet en klar og fleksibel ansvars- og rollefordeling, direkte feed back, reel indflydelse på det relevante, aktiv konfliktløsning og en balance mellem stabilitet og udvikling.

Og denne sidstnævnte balancen har det svært i forbindelse med kommunalreformen, konstaterede Thomas Milsted.
For medarbejderne som gruppe handler det om åbenhed og parathed til at gribe ind, når en kollega er på vej ud i stress – for kollegaens skyld, men også fordi det går ud over patienterne.

– Lad være med at vente på de somatiske tegn – lad være med at vente på blodproppen. Vær lige så konkrete og problematiserende i forhold til stress som i forhold til alkohol. Få en politik på området og nogle klare aftaler, opfordrede han.

For den enkelte gælder dels om at kende sine grænser – hvordan skulle andre eller kunne se dem? – og om at kunne tømme hovedet for tanker om sit arbejde – hver dag.
– Indimellem må man overveje, hvor ringe man kan udføre sit arbejde og alligevel fortsætte med det. Det gælder om hver dag at nå ned og få den der sommerferiefornemmelse, sagde han til et lydeligt suk fra flere i salen.

Sig det – med ord
Efter  frokosten  var  det  noget  af  det stress-udløsende, nemlig forandringsprocesser, der blev taget under behandling. Georg Ørskov er tømrer, socialpædagog og psykolog – og der var både håndværk, omsorg og hjernespind i den meget underholdende afdækning af, hvordan vi går og ter os på arbejdspladserne. Og opblandet i de spidende og morsomme portrætter af den danske medarbejder, lå den helt grundlæggende opfordring til at tale med hinanden, ikke om hinanden.

Georg Ørskov tog fat på menings- og menigheddannelsen. På den sammenspisthed, der gør, at det indimellem er vigtigere at være enige om, at det går ad helvede til, end at gøre noget ved det. Og på de uofficielle møder, hvor de egentlige ’sandheder’ bliver sagt.

– Men på den måde – med disse mellemfolkelige sandheder - skaber vi mere eller mindre ubevidst fokus på begrænsninger. Og så er vi ikke i stand til at forandre, for forandringer kræver overskud. Og uden overskud holder vi op med at tale med hinanden og begynder at tale om hinanden, sagde han.
Georg Ørskov advarede at forfalde til en dyrkelse af det, han kaldte ’de udbrændte fællesskaber’, fordi det i alt for høj grad kommer til at handle om afmagt og om, at ”det ikke er vores ansvar”.

I stedet var hans enkle opfordring: Sig det – med munden og med ord – når der er noget, der ikke fungerer, eller du er utilfreds med.
– Sig det til den, der kan gøre noget ved det, og sig det med omsorg – og husk, at når du har sagt det, så har du et ansvar for at problemet bliver løst, lød Georg Ørskovs udgangsbøn, før landsmødets deltagere overgik til den mere uformelle del af mødet – nemlig middagen, hvor de så kunne øve sig i at sige det til hinanden.