Tillids- og sikkerhedsrepræsentanter

Lang sagsbehandling

De venter og de venter

Urimelig lang sagsbehandlingstid i Arbejdsskadestyrelsen giver øget psykisk pres på medlemmer, der venter på en afgørelse af deres arbejdsskadesag. Det er uacceptabelt, mener SL’s næstformand Marie Sonne.

Af Kurt Ladefoged , redaktionen@sl.dk

I de grelleste tilfælde er der gået to år fra der er sket noget i en arbejdsskadesag, indtil næste skridt er blevet taget.
Og i tilfælde, hvor der ikke burde gå mere end en måned mellem to sagsbehandlingsskridt, er seks måneders ventetid eller mere ikke usædvanlig.
Derfor må SL’s Arbejdsskadeenhed gentagne gange rykke for at få sat gang i sagsbehandlingen i et stort antal af de omkring 450 arbejdsskadesager, SL er involveret i.

– Det er især den del af Arbejdsskadestyrelsen, der tager sig af sagerne fra det midtog nordjyske område – i Region Vest, der har et uacceptabelt sagsforløb med lange liggetider, siger arbejdsskadekonsulent Birgitte Wiborg Jensen fra Arbejdsskadeenheden i SL.

– I 15 procent af sagerne fra Region Vest oplever vi en helt uacceptabel sagsbehandlingstid. I disse sager taler vi om en uforklarlig liggetid på et og nogle gange to år mellem to sagsbehandlingsskridt. I nogle af sagerne forhales sagsbehandlingen yderligere ved, at Arbejdsskadestyrelsen kun tager  et  skridt  ad  gangen,  selv  om  man måske kunne tage fire. Man indhenter en oplysning og venter så på den, inden man indhenter den næste. Vi oplever også, at styrelsen beder om oplysninger, man allerede har.

Mister tålmodigheden
Birgitte Wiborg Jensen medgiver, at Arbejdsskadestyrelsen behandler tusindvis af sager, og at man derfor helt givet må regne med, at der går noget tid fra styrelsen modtager en oplysning og derefter tager det næste skridt i en sag.

– Det er da også noget, vi gør meget ud af at forklare vores medlemmer. Men når der går urimelig lang tid, uden at vi kan gennemskue, hvad der er problemet i den enkelte sag, så ophører vores tålmodighed, siger Birgitte Wiborg Jensen.

– Dertil kommer, at vi jo ved, at det for mange er en stor belastning at have en arbejdsskadesag kørende i flere år. Når vi så rykker Arbejdsskadestyrelsen for behandlingen af en sag, oplever vi desværre ofte blot at få et standardsvar om, at “sagen ligger til behandling i teamet, som i øjeblikket behandler et stort antal sager.“

– Hvis der fortsat ikke sker noget i en sag, hvor vi har rykket flere gange, sender vi en klage til den ansvarlige regionschef. Og så sker der som regel hurtigt noget i sagen.
– Jeg synes ikke, det er acceptabelt med en så lang sagsbehandlingstid i 15 procent af sagerne.
– Og det er meget uheldigt, at man i så stort et antal sager med hjælp fra sin fagforening skal op på chefniveau for at få sat skub i en sag, så den kan blive behandlet og afgjort inden for rimelig tid, fastslår Birgitte Wiborg Jensen.

Slider på psyken
SL’s næstformand Marie Sonne finder det også uacceptabelt, at mennesker, der i forvejen er ramt hårdt af en arbejdsskadeskade, skal udsættes for yderligere usikkerhed om deres fremtidige levevilkår på grund af den lange sagsbehandlingstid.

– Mange bekymrer sig selvfølgelig over, om de måske skal gå fra hus og hjem, fordi de ikke ved, hvad der sker med dem. Desuden har cirka halvdelen af de medlemmer, der er involveret i en arbejdsskadesag, pådraget sig en psykisk sygdom. En urimelig lang sagsbehandling kan føre til en yderligere belastning oveni.

– Jeg ved, at mange er på nippet til at give op, fordi de ikke kan holde ud at vente længere samtidig med, at de gang på gang risikerer at blive spurgt om de samme detaljer omkring arbejdsulykken årevis efter, at den er sket. Mange risikerer at blive retraumatiseret ved at skulle gennemleve sagen igen, siger Marie Sonne.

Hun hæfter sig også ved, at jo længere man bliver fastholdt i et sagsforløb eller et sygeforløb, jo sværere får man ved at vende tilbage til et normalt liv – ja måske endda et arbejdsliv.

– Vi oplever, at det for de fleste er en lettelse at få en afgørelse i en sag – næsten uanset udfaldet af sagen. Folk orker simpelthen ikke at vente længere. Det er en uværdig behandling, man udsætter dem for, konstaterer Marie Sonne.

Frister overskrides
I loven er der angivet en frist på fire uger, indenfor hvilken Arbejdsskadestyrelsen skal genvurdere en afgørelse, der tidligere er truffet i en sag. Denne frist har Arbejdsskadestyrelsen generelt svært ved at overholde, og det gælder ikke kun Region Vest Det grelleste eksempel er en ventetid på 18 måneder. I den aktuelle sag undskylder Arbejdsskadestyrelsen med, at man generelt har nogen sagsbehandlingstid, og at det er den eneste årsag til den lange ventetid. Men i loven står der altså, at der kun må gå fire uger.


En række sager står på i alt for lang tid, selvom der kun mangler få oplysninger – her er to eksempler

Arbejdsskadestyrelsen arbejder målrettet på at bringe sagsbehandlingstiden ned, siger regionschef Merete Roos

Der er kommet langt mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø og stress. Samtidig er det blevet mere legitimt at indrømme, at man har psykiske problemer, siger læge Martin Nielsen

Arbejdsmoralen er lav. Der er ingen stolthed ved arbejdet med mennesker. Omsorgssvigt er udbredt. Mange børn og unge er udsat for fysisk vold og seksuelle overgreb. Men nu skal den onde cirkel brydes, siger socialpædagogernes fagforening

Se flere