Sindslidende

Psykiatri

Medicinfri behandling syltet

Psykiatrisk behandling med kun lidt medicin og meget terapi er aldrig blevet til noget. For fem år siden ville både sundhedsministeren og formanden for Amtsrådsforeningen ellers have indført forsøg med medicinfrie afdelinger. Psykiaterne indrømmer, at de intet har gjort for at efterleve kravet.

Af Gitte Rebsdorf , redaktionen@sl.dk

Psykisk syge må stadig kigge langt efter en behandling, hvor de ikke bliver tvunget til at tage medicin.
Tidligere sundhedsminister Arne Rolighed (S) og tidligere formand for Amtsrådsforeningen Kresten Philipsen (V) krævede ellers tilbage i 2001, at der blev indført forsøg med medicinfri behandling. Men nu fem år efter er der ikke et eneste forsøg i gang i Danmark. Det ryster tidligere sundhedsminister Arne Rolighed.

– Det er chokerende. For der var jo opbakning til det fra flere sider. Også fra regeringen. Så det er ikke acceptabelt, at det aldrig er blevet gennemført
Arne Rolighed
– Det er chokerende. For der var jo opbakning til det fra flere sider. Også fra regeringen. Så det er ikke acceptabelt, at det aldrig er blevet gennemført, siger Arne Rolighed.

Kresten Philipsen er enig.
– Det er en god ide med medicinfrie afdelinger, og derfor er det noget skidt, at det ikke er blevet til noget. Men der må jo ikke have været en reel interesse i amterne for at gennemføre det, siger Kresten Philipsen.

Medicin virker ikke altid
Behovet for medicinfrie afdelinger, hvor der bliver brugt ingen eller kun meget lidt medicin, skal ses i lyset af, at omkring 25 procent af alle skizofrene patienter ingen gavn har af medicinen. Det har flere eksperter fastslået både i 2001 og for nylig. Desuden er der ofte meget alvorlige bivirkninger ved den medicinske behandling og blandt andet derfor, har flere brugerorganisationer haft et stort ønske om et alternativ til neuroleptika.

– Vi er ikke modstandere af medicin. Men det er vigtigt, at der er flere behandlingsmuligheder. Derfor skal vi afprøve nye metoder og tænke bredt, siger formanden for Landsforeningen Bedre Psykiatri, Ebbe Henningsen.

Sygdom i hjernen
Langt de fleste psykiatere er dog modstandere af medicinfrie afdelinger. De mener, at det vil berøve patienterne den allerbedste behandling, nemlig medicinen. Professor Raben Rosenberg fra Psykiatrisk Hospital i Århus lægger da heller ikke skjul på, at psykiaterne intet har gjort for at efterkomme den politiske udmelding.

– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere
Raben Rosenberg
– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere, siger Raben Rosenberg, der var formand for Dansk Psykiatrisk Selskab tilbage i 1998, mens debatten for alvor kørte.

Andre eksperter inden for psykiatrien mener, at det er alt for ensidigt at se sindssygdom udelukkende som en sygdom i hjernen. Sociolog og konsulent ved uddannelsesafdelingen på Psykiatrisk Hospital i Risskov, Bo Kristian Nielsen, peger på, at der i dag stort set er enighed om, at  sindssygdomme skyldes mange faktorer.

– Der er sociale, psykologiske og fysiske faktorer på spil. Og det bør også afspejle sig i de initiativer, man iværksætter indenfor psykiatrien. Derfor virker det påfaldende, hvis man kun fokuserer på den biomedicinske behandling, siger Bo Kristian Nielsen.

Gode erfaringer fra udlandet
Et ekspertudvalg under Sundhedsstyrelsen har da også tidligere anbefalet, at der blev indført forsøg med medicinfrie afdelinger. Begrundelsen var blandt andet, at der var gode erfaringer med det i udlandet. Og et af de steder, hvor man var interesseret i at indføre ordningen herhjemme var i Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvor Lone de Neergaard dengang var sundhedsfaglig direktør.

– Jeg synes, at det er en god ide som et supplement til den behandling, man har i forvejen. Det kan godt være, at det kræver omstilling og flere ressourcer. Men det er noget, som skal afprøves netop på grund af de gode erfaringer fra andre lande, siger Lone de Neergaard, der i dag er leder af Enhed for Planlægning i Sundhedsstyrelsen.
Men selv om både landets sundhedsminister og øverste sundhedsmyndigheder dengang anbefalede at indføre forsøg med medicinfrie afdelinger, så er det altså aldrig blevet til noget.
– Det er ikke godt, siger Lone de Neergaard, der nu vil kigge nærmere på sagen.

Fagkampe
Det kommer dog ikke bag på Bo Kristian Nielsen, at ordningen med de medicinfrie afdelinger aldrig er blevet til noget. Han mener, at psykiaterne som faggruppe sidder meget tungt på behandlingen indenfor psykiatrien, mens aktørerne på den anden side ikke er stærke nok.

– Det her handler også om, hvad behandling er. I dag er det psykiaterne, der definerer det. Hvis man fjernede medicinen, så fjernede man også et af deres væsentligste grundlag for at være til stede. Derfor er det ikke så underligt, hvis professionen ikke er interesseret i medicinfrie afdelinger, siger sociologen fra Århus.
Da tidligere sundhedsminister Arne Rolighed for nu mere end fem år siden opfordrede amterne til hurtigst muligt at indføre forsøg med medicinfrie afdelinger var det netop ud fra devisen om, at behandlingen skulle have så få ulemper som muligt.

– Grunden til, at jeg gik ind for de medicinfrie afdelinger var, at jeg ville sikre en så skånsom behandling som muligt. Hvis psykoterapi er tilstrækkeligt, sådan som rapporten fra sundhedsstyrelsen pegede på, skal man jo ikke bruge medicin, som har alvorlige bivirkninger, siger Arne Rolighed.

Se flere