Synspunkt

Evidenskrigen

Evidente pædagogiske metoder eller ‘koncepter’ har lokal karakter og er derfor svære at overføre til andre institutioner og sammenhænge

Af socialpædagog Geir Wold Degnebakken 26 4681 Herfølge , redaktionen@sl.dk

Den diskussion om evidens, der har kørt i Socialpædagogen i den seneste tid, får mig til at tænke på religionskrige, hvor der kun findes kun en sandhed. Disse ”sandhedssøgende” debattører, der enten er for eller i mod evidensbaseret pædagogik/videnskab, er ude af trit med virkeligheden i videnssamfundet, hvor der findes mere end en sandhed, hvis der overhovedet findes nogen sandhed.

Evidens betyder sandsynliggjort, hverken mere eller mindre. Det er et begreb, der optræder inden for humaniora og samfundsvidenskaberne, bl.a. fordi det er umuligt at bevise noget som helst, i naturvidenskabelig forstand, inden for disse områder.

Spørgsmålet er, om socialpædagogisk arbejde har en effekt eller ikke. Her er det os  – og ingen andre end os – der kan og skal producere dokumentationen for, at socialpædagogisk arbejde virker.

Som pædagoger anvender vi alle sammen en række pædagogiske og/eller psykologiske metoder og teorier i vort arbejde. Ingen af disse teorier kan bevises som sande og almengyldige, de er kun sandsynliggjorte og derfor er der kun evidens for deres gyldighed. Derfor eksisterer der også utroligt mange teorier og metoder indenfor vort fagområde, der ofte synes at være inbyrdes modstridende. Det betyder formentlig at de kun giver svar på en meget lille flig af virkeligheden.

At evidensbegrebet er udviklet inden for den positivistiske  videnskabstradition,  og  deres stærke ønske om, at kunne måle og veje på samme måde som inden for naturvidenskaben, for dermed at have et begreb, der ‘matchede’ deres beviser og objektive sandheder for at skabe en aura af objektivitet og troværdighed omkring eget fag, er en anden sag.

Da vi konstruerer vor virkelighed gennem kontinuerlige forhandlinger i de forskellige sammenhænge hvor vi begår os, skaber vi også forskellige kontekstuelle ”sandheder” – sandheder, der kun gælder i et givet rum og en given sammenhæng .

Vi lever derfor i en verden, hvor vi kontinuerlig bevæger os i mange rum med egne ”sandheder”.
Derfor vil vi også opdage, at det, der er evident i én sammenhæng, falder fuldstændig til jorden i en anden sammenhæng. Dels fordi det er andre personkonfigurationer, og fordi der er mange andre materielle og immaterielle faktorer der varier, bl.a. den opgave der skal løses.

Lokale fænomener
Tilbage i 70’erne blev det svensk Hassellakollektivet kendt for sine exceptionelt gode resultater i arbejdet med narkomaner. Der blev gjort mange forsøg på at efterligne og kopiere Hassellakollektivets metoder i håb om at nå op på de samme høje ”helbredelsesprocenter”.

Mod forventning var der ingen, der nåede tilnærmelsesvis i nærheden af disse. Det var som om noget forsvandt i bestræbelserne på at kopiere. Jo mere tid man brugte på at ligne originalen, jo dårligere blev resultatet. 
Jeg vil fremføre den påstand, at evidente pædagogiske metoder eller ”koncepter” har lokal karakter, og er knyttet til den lokale kontekst og den aktuelle personkonfiguration, noget der gør det svært at overføre disse fra et sted til en anden.

En anden ting er, at vi mennesker, og dermed pædagoger, skaber vor egne individuelle og personlige evidensbaserede praksisteorier. Det vil sige teorier, der bygger på egne privat erfaringer (både tavse og eksplicitte) om hvad der virker og om hvordan verden er skruet sammen. Vi handler alle ud fra, hvad vi – qua vor erfaring – ved virker for os, også som pædagoger. Så vi kan sige, at vi anvender de virkemidler, som vi har personlig evidens for virker, eller som vi gennem et langt liv har erfaring for giver de ønskede resultater.

Et nyt styringsredskab
Jeg er af den overbevisning, at når nu evidensbegrebet pludselig dukker op i den faglige diskussion i dag, så er er det fordi det har et særligt formål.
Jeg spørger mig selv, hvorfor vor faglige organisation og navnlig vore arbejdsgiverorganisationer er interesseret i at højprofilere dette akademisk-videnskabelige begreb? Jeg er overbevist om, at evidensbegrebet er tiltænkt rollen som styringsredskab i en erkendelse af, at de styringsmidler, man har anvendt frem til i dag, ikke har givet de ønskede resultater.

At bruge evidens som et styringsredskab indebærer en utrolig stor fare for ensretning  og  indsnævring  af,  hvilke  mulige pædagogiske og psykologiske metoder der kan og må anvendes.

Jeg tror, at det – lige som med eksemplet Hasselakollektiverne – vil vise sig utroligt svært at opnå de samme gode resultater i andre sammenhænge end i den kontekst, hvor metoden blev udviklet og viste sine evident gode resultater.

Kopiering, efterligning eller imitation af en pædagogisk metode har den svaghed, at de, der kopierer, vil lægge sit engagement i kopieringen af metoden, og ikke i arbejdet med de aktuelle mennesker og det at skabe og udvikle noget, man brænder for.

Vi må selv producere viden
De pædagogske metoder eller koncepter, der kan fremvise evident gode resultater, bærer præg af et dybt og inderligt engagement i sit arbejde, i brugerne og arbejdsmetoderne, mod til at tro på sine ideer, lyst og vilje til at betræde nye veje, troskab mod egne udtryksformer og en eksperimentel tilgang til den pædagogiske virkelighed og ikke mindst en dybfølt tro på, at virkeligheden kan ændres.

Uanset diskussionen om det anvendelige i evidensbaseret pædagogik, så bliver vi nødt til at forholde os åbent og fordomsfrit til omgivelsernes krav om dokumentation for vort arbejdes virkning og resultater. Hvis vort arbejde ikke virker, så er det set med samfundets øjne, bortkastede midler. Spørgsmålet er, om socialpædagogisk arbejde har en effekt eller ikke. Her er det os – og ingen andre end os – der kan og skal producere dokumentationen for, at socialpædagogisk arbejde virker.

Den socialpædagogiske profession, kan ikke længere nøjes med at konsumere eller tilegne sig viden, som andre har produceret. Vi bliver nødt til selv at producere viden og dokumentation. For ikke, at blive påduttet måle-, evaluerings- og dokumentationsmetoder, der er udviklet af andre professioner (eksempelvis økonomer og jurister), bliver vi selv nødt til at udvikle disse, så vi selv kan stå inde for de resultater, der fremkommer.

Der er masser af metoder
Til dem der slår kors for sig, og mener at man ikke kan måle menneskelige relationer, at følelser ikke kan sættes på tal, siger jeg: Du tager fejl. Der findes utrolig mange kvalitative metoder, der kan tages i anvendelse for at dokumentere effekterne af vort arbejde.

Vi vil – i kraft af de nye kandidatuddannelser på DPU – blive langt bedre rustet til at forske i egen praksis og effekten af vort arbejde. Vi vil se, at der vokser praksisforskere frem på vore arbejdspladser, der forsker i egen pædagogisk virkelighed alene eller i samarbejde med forskere fra rene forskningsmiljøer.
Jeg vil i den forbindelse opfordre alle, der undrer sig over noget i eget praksisfelt, at igangsætte små forskningsprojekter, søge kontakt med forskere eller at skrive en artikel om det, man undrer sig over.

Jeg vil opfordre de faglige organisationer, arbejdsgiverorganisationer,  kommuner, regioner og andre interessenter til at oprette ph.d.-stipendier for at fremme forskning indenfor det socialpædagogiske arbejde på døgninstitutioner.