Debat

Fællesskabet mellem mennesker

Niels Dujardin, uddannelseskonsulent, Århus Amt (Modtaget d. 19.6.2006)

, redaktionen@sl.dk

Venstreorientering beror på forkert tænkning. På venstrefløjen højprioriteres fællesskabet mellem mennesker med, hvad det indebærer af loyalitet, solidaritet osv., og følgelig går den venstreorienteredes bestræbelse ud på at nedbryde det, der skiller. Pr. venstreorientering er det klasseskel og nationalstater, der skiller, og følgelig skal disse nedbrydes. Venstreorienteringens kerne-værdi, nemlig ’fællesskabet mellem mennesker’ er i og for sig ikke dårlig; det er venstre-perspektivet, der er forkert.

Venstrefløjs-tænkningen kikser, fordi den overser det, der faktisk og temmelig naturgivet samler, nemlig den historisk betingede kultur, som pr. langsom vækst har dannet, hvad Grundtvig kalder, de folkelige fællesskaber. Da disse jo ikke er abstraktioner, men konkreter, må de naturligvis afgrænse sig i et jordisk hjem og en under en lov; det forhold er, hvad vi kalder ’nationalstaten’.

Det er lige netop det, der naturligt samler, som venstrefløjen vil nedbryde, vil opløse. Venstrefløjen tror på, at folk og folkeslag kan samles via en kollektiv og bevidst bestræbelse, der er fikseret på paroleagtige værdiudsagn. Det er en idealistisk teori – en såkaldt ’utopisme’ – som ikke indtil dato har ladet sig realisere. Den slags bestræbelser har blot skabt et nyt og særdeles dybt skel i det naturlige, folkelige fællesskab; nemlig skellet mellem de korrekte og de ukorrekte. De konkrete aktiviteter for at realisere et værdi-sæt fra oven, har resulteret i flere rædselsregimer, for eksempel: Nazi-Tyskland, Sovjet, DDR, Nordvietnam, Nordkorea osv. 

I de senere år har vi oplevet, hvordan prominente personer fra venstrefløjen har opdaget, at de så ind i et troldspejl, hvad angår deres ideologisk-politiske topprioritering: – Fællesskabet mellem mennesker. Det gælder eksempelvis eks-venstresocialisterne Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, socialdemokraten, forfatteren og debattøren, Ole Hyltoft, den tidligere ekstremt venstreorienterede journalist og forfatter, Lars Hedegaard, eks-socialdemokraten, Mogens Camre, og sikkert en del flere uden for mediefladen.

Jeg er i dette blad blevet kaldt personlighedsspaltet, fordi jeg er medlem af Dansk Folkeparti og samtidig er hyper-socialpædagog. Jeg er nu intet paradoks, men har bare en anden mening, fordi jeg har en anden analyse. Min mening er desværre klassificeret som ukorrekt af vores fagforbund, hvis ledelse lever i et troldspejl-kabinet. Fredag den 16. juni modtog jeg en mail fra socialdemokraten Karen Jespersen. Karen animerede mig til at fortsætte kampen mod dansk kulturs opløsning. Så man kan næppe beskylde mine kompagnoner for at være lutter højreekstremister.

Sluttelig: Det er fuldkommen etisk, moralsk og politisk legitimt for en socialpædagog at befinde sig på, hvad en absolut velmenende, men lettere tankefortumlet venstrefløj, kalder for højrefløjen.