Debat
Pædagogisk tankevækkende TV-udsendelse
Ahmet Demir, Cand.pæd & familieterapeut, Leder af Blæksprutten (Modtaget d. 8.6.2006)
, redaktionen@sl.dk
Mandag den 22. maj sendte TV2 en interessant udsendelse, som handlede om, at en gruppe på 6 unge med forskellig etnisk baggrund fra Gellerupparken i Århus skulle mødes med 6 unge danskere fra Aalborg. Formålet var at finde ud af, om de to grupper har et ekstremt syn på hinanden. Inden udsendelsen blev vist, stillede man spørgsmål til socialarbejdere, politikere og andre der interesserer sig for unge, om det kunne lade sig gøre at stille de to grupper over for hinanden. En stor del sagde straks nej, det kan ikke lade sig gøre, vi må sørge for at holde dem væk fra hinanden. Men realiteten er, som det ses af TV2-udsendelsen, at det kan lade sig gøre
Jeg vil ikke stemple alle pædagoger og øvrige socialarbejdere som inkompetente hvad angår konflikthåndtering, men jeg så i udsendelsen, hvordan pædagoger håndterer dette, og for mig at se spiller de fallit over for etniske unge. Socialarbejderen og pædagogen vurderede i den konkrete situation, inden de mødte de unge, om det var nogen, de ville køre en konflikt helt til bunds med, eller om de måtte trække sig midt i konflikten.
Udsendelsen gav stof til eftertanke, hvad angår de professionelles håndtering. Vi bør forsøge ikke at spille fallit over for etniske unge. Vi bør som voksne sætte os i respekt, og jeg vil opfordre socialarbejderne til at tænke sig grundigt om, inden de går ud i konflikter. Personligt vil jeg køre konflikter til bunds, fordi signalværdien har stor betydning. Respekten over for den enkelte pædagog og institution afhænger blandt andet af konflikthåndteringen.
Mange tror, at etniske ungdomsgrupper er homogene og har en truende adfærd over for danskere eller andre. Som det ses i udsendelsen, opstår konflikten typisk, hvis man på forhånd har denne holdning. Problemet for mange er, at de ikke har noget tillidsforhold, fordi politi og andre ser dem som et problem. Her mener jeg, at vi professionelle skal være opmærksomme på, hvad der foregår i grupperne, og så arbejde med deres holdninger.
Jeg hører ofte unge påstå at for eksempel danskerne er racister. Men min kommentar er, du er også racist, og det reagerer de voldsomt på. Jeg er af den overbevisning, at vi bør arbejde ensartet med ekstreme ungdomsgrupper, som en del af os bliver bange for på grund af deres indstilling.
Som det ses i udsendelsen, gav de unge selv udtryk for, at de er langt fra hinanden hvad angår holdninger og menneskesyn, men de kunne dog være i samme rum. Derfor mener jeg, at især vi socialarbejdere ikke bør være dømmende på forhånd. Jeg er stor tilhænger af konfrontationspædagogik og har positive erfaringer med det.