Debat
Vi vil blive i SL
Tillidsrepræsentanter i Storstrøm og Vestsjællands amt (Modtaget d. 14.6.2006)
, redaktionen@sl.dk
Vi skriver på baggrund af, hvad der rører sig på vores arbejdspladser, men tilsyneladende også hvad der rører sig på mange andre arbejdspladser, som bliver tvunget til at overgå til BUPL, når vi overgår til kommunerne. Vi blev inspireret af artiklen i Socialpædagogen nr. 6/2006, hvor tillidsfolk fra Vejle Amt har ytret deres bekymring for at skulle skifte fagforening til BUPL.
Vi tænkte, det må da være muligt at blive hørt, inden det er for sent. Vi bliver da nødt til at gøre noget. Det kan da ikke være rigtigt, at man skal tvinges over i en fagforening, man slet ikke hører til. Vi ved, at SL arbejder på at få lavet et samarbejde med BUPL om en evt. fælles overenskomst, men ingen ved, om BUPL vil indgå en sådan aftale.
Vi synes, der er brug for opbakning fra medlemmernes side, derfor har vi taget initiativ til en underskriftsindsamling, hvor vi vil få mulighed for at gøre indsigelser og ytre vores bekymring, men også et råb om at kunne få lov til at blive i SL, som varetager specialområdets interesser.
På vores arbejdspladser er bekymringen meget:
Er BUPLs overenskomst en forringelse af vores nuværende med SL?
Da BUPL er en fagforening, der varetager normalområdets interesser, hvad kan de så gøre for os? Har de overhovedet kompetence inden for det område, og vil vi overhovedet blive hørt?
Hvad med TR? I SL har vi fået udlagt en stor del af kompetencen til tillidsmanden/kvinden på den enkelte arbejdsplads, vil det blive en forringelse af de lokale aftaler, at det vil blive styret mere foroven? Den kompetence, som SL har udlagt, har været med til at udvikle vores arbejdsplads, da vi selv har haft indflydelse på, hvad der skulle prioriteres.
Hvad med pædagogmedhjælperne, der er tvunget over i andre fagforbund såsom FOA osv? Hvorfor kan man ikke stå sammen, det fungerer fint i SL.
Vi synes selv, vi har et godt fagblad med nogle gode socialpædagogiske artikler, som er relevante for vores områder. Efter at have læst nogle af BUPLs fagblade, er det meget inden for normalområdet, hvilket ikke er så relevant for os. Det samme gælder jobannoncer osv.
Alt i alt kan vi kun se forringelser ved at skulle overgå til BUPL og vil derfor kæmpe imod på det kraftigste. Vi håber meget, at SL kommer igennem med at få lavet en fælles overenskomst med BUPL.
På vegne af tillidsrepræsentanter i Storstrøm og Vestsjællands amt.
Line Hobolth – Ladegårdsskolen
Vinni Jensen – specialbørnehaven Lærkereden
Joan Jørgensen – specialfritidshjemmet Solsikken
Anna Hermann – specialfritidshjemmet i Holbæk
Lotte Dalsgaard – specialbørnehaven Tumlingen
Marianne Voigt Jensen – specialbørnehaven Solsikken
Vivi Seerup – specialfritidshjemmet – Kvædehuset
Dorthe Isager – Ådalskolen
Institutionens underskrift
Medlemmers underskrift
Svar fra Kirsten Nissen
Mange medlemmer, der arbejder i specialbørnehaver og på specialskoler (skolefritidsordninger) har henvendt sig til SL’s forretningsudvalg. Fra 39 forskellige arbejdspladser har vi modtaget 585 (opgjort pr. 21.6.2006) underskrifter på en enslydende henvendelse, hvor I udtrykker bekymring for udsigten til at skifte faglig organisation, når jeres arbejdspladser pr. 1. januar 2007 overgår til kommunerne.
Først en tak for henvendelsen.
Jeg har, på forretningsudvalgets vegne, tidligere udtrykt forståelse for jeres frustration. (Socialpædagogen nr. 6/2006 side 21, www.sl.dk/Socialpædagogen/arkivet). Vi mener også, at SL har de bedste forudsætninger for at varetage specialområdets faglige interesser og har arbejdet for, at SL i samarbejde med BUPL kunne få en anden løsning for socialpædagogerne.
Desværre er vi ikke kommet igennem med en anden løsning. På mødet mellem SL’s og BUPL’s forretningsudvalg den 19. juni afviste BUPL vores forslag om, at SL beholder forhandlingsretten for medlemmer i pædagogstillinger frem til den 1. april 2008 med henblik på at indgå en fælles overenskomst fra det tidspunkt.
SL foreslog alternativt, at vi kunne lade medlemmerne i fællesskab afgøre, hvor forhandlingsretten skal placeres, men det kunne der heller ikke opnås enighed om.
Derfor må vi desværre konkludere, at BUPL fra den 1. januar 2007 har forhandlingsretten i forhold til jeres stillinger, og at SL ikke længere har muligheden for at forhandle jeres ansættelsesforhold. Vi vil i forlængelse af denne afklaring drøfte sagen med FOA og forventer en tilsvarende afklaring for pædagogmedhjælperne.
Forretningsudvalget vil skrive personligt til det enkelte berørte medlem og her gøre rede for, hvilke konsekvenser det umiddelbart får for jeres løn og ansættelsesforhold.
Kirsten Nissen
Forbundsformand