Noget om kærester

Scener fra et botilbud i Brøndby

Vi kigger over skulderen på 10 voksne udviklingshæmmede, der er med i et situationsspil om kærester, følelser, venskaber, sex, opførsel og det, der er dér imellem. - Venner går man ikke i seng med, og man kan altså ikke have to kærester. Det vil jeg i hvert fald ikke gå med til, siger Pia

Af Susannah Pedersen , redaktionen@sl.dk

– Skal I tage billeder nede i kærestecafeen? Så følg efter os. Vi er nemlig kærester – mig og Michelle. 

Hånd i hånd skridter Jack og Michelle ud for at danne fortrop ned til botilbuddet Hulegårdens kulturhus, hvor debatcafeen „Noget om kærester“ skal foregå. En hale af mennesker følger efter. Kærestecafeen er et hit her på Brugernes Dag. Ti voksne udviklingshæmmede har meldt sig til en formiddag med situationsspil og snak om kærester, følelser, venskaber, sex, opførsel og det meste dér imellem.

Noget om kærester Instruktion: Simon Simonsen og Janne Liliendal I rollerne: Jack Wøhler, hus 1 Michelle Larsen, hus 1 Kevin Lakomy, hus 2 Anita Faigh, hus 3 Christian Andersen, hus 5 Claes Pedersen, hus 5 Henrik Christensen, hus 6 Pia Brandt, hus 8 Per Esbensen, Værkstedet Peter Ingvordsen, Værkstedet På sidelinjen: Bruce Tingley, pædagog i hus 3 Mia Ehlers, pædagog i hus 5 Aida Jususbegâvec, pædagogstuderende i hus 6

De tager skramlende plads i en rundkreds omkring et lille scenegulv. Der er lagt op til totalteater i miniformat, styret af husets to seksualvejledere og pædagoger, Simon Simonsen og Janne Liliendal.
De har tydeligvis prøvet det før.
Det har deltagerne også.

Lykken er kærestefri dage
Simon og Janne vil gerne vide, hvordan man kan kende forskel på et vennepar og et kærestepar. Må man kysse sine venner? Og hvad laver man i grunden sammen, når man er venner. Og kærester? 

Pædagogerne mødes på scenegulvet og giver høfligt hinanden hånd: – Næh, goddag – hvordan går det?
– Fint. Og hvad med dig?
– Det var i hvert fald et vennepar, udbryder Michelle. Og Pia fortsætter:
– I gav jo hinanden hånd. Det gør kærester ikke. De kysser og krammer.

Hun ved det. For hun er selv forlovet med Kevin – med guldring, navneindgraveringer og det hele.
Men Christian er ikke ganske enig. Han siger: – Det kunne godt være et kærestepar. At man kysser er jo ikke ensbetydende med, at man er kærester. Man kan godt kysse sin pigeven. På kinden, for eksempel.

Pia ser skeptisk ud. Hun er ikke vild med tanken om, at Kevin skulle gå rundt og kysse eventuelle pigevenner på kinden. Slet ikke hvis pigerne er gamle kærester.

Også Jack protesterer. Han har kun én pigeven, og det er Michelle.
– Men man har jo også sit eget liv, selv om man er kærester, siger han efter en lille pause:
– Det gode ved at være kærester er, at så har man nogle kærestefri dage, ligesom jeg har på torsdag. Her kan man være sammen med vennerne og se fodbold...

Forsamlingen – inklusive kæresten – bryder ud i vild og højlydt jubel. Michelle har ikke så meget i klemme her. Hun nyder selv sine kærestefri dage med vennerne på Bakken eller i Tivoli.

Må man have sex med vennerne?
Kærester skal have blomster og sværmerier, mener forsamlingen. Venner er mere nogle, man har det sjovt med. Sådan på den uforpligtende måde.
Henrik møder for eksempel sine venner på arbejde. Han rejser sig fra stolen og går hen for at hilse på Janne, mens han forklarer:

– Se, det skal være stille og roligt. Og uha – man må ikke komme for tæt på. Ikke når man er venner. Man skal lære hende godt at kende først.
– Er det ok at have sex med sine venner, spørger Simon.
NEJ, lyder svaret. I kor.

– Det går ikke så godt. Slet ikke hvis man også har en kæreste, mener Christian. Og Pia er enig:
– Man kan altså ikke have to kærester. Det vil jeg i hvert fald ikke gå med til. Man er sammen med venner. Man går aldrig i seng med dem!
Janne pirker lidt: – Hvad nu hvis to venner bliver enige om, at de vil i seng med hinanden. Er det så ikke ok?
Pia: – Så går det helt agurk. Det er bestemt ikke ok.

Christian: – Hvis hormonerne er meget til det, så kunne det måske være en mulighed. Man kan jo godt, hvis begge parter bestemmer det.
– Men, fortsætter han tænksomt: – Det kan lige give problemer med kæresten. Man er nødt til at lukke ned for én af dem...

Hvor dum er du nu...
Det er forår og lysegrønt – oplagt sæson for skovtur. Midt i alt det grønne får Simon øje på den allerdejligste pige i verden. „Du ser spændende ud“, bekendtgør han, mens han tager fat om pigen. Nu blev hun ikke lige ramt af Amors pil, da hun så Simon. Så hun beder ham om at lade være. „Jamen, du skal være min kæreste“, siger han...
– Nu er det jo ikke kun dig, der bestemmer..., bemærker Christian.
– Nåh, hvorfor ikke det? Jeg er vel den stærkeste, mener Simon. Christian: – Det har ikke noget med det at gøre. Du kan kun få hende, hvis hun selv vil!

Jack blander sig myndigt: – Du må altså spørge, Simon!
Simon: – Ok, så har jeg en idé: „Dav, skulle vi ikke lige tage på skovtur? Så kan vi snakke lidt, mens vi går. Og blive kærester bagefter.“ Han hiver af sted med Janne.

Henrik flyver op som trold af en æske: – Nej, nu skal jeg sgu’ lære dig at høre efter, Simon!
Han stormer hen til pædagogerne, skiller dem ad og tager forsigtigt fat i Jannes arm:
– Sådan skal det være, Simon. Stille og roligt! Ikke noget med at hive og flå i hende...

Per rejser sig med den adstadighed, som hører alderen til. Han er 41 år og ved nok, hvordan man skal opføre sig over for en dame.
Han finder en stol og byder høfligt Janne at sidde. Dernæst giver han hånd:
– Goddag, jeg hedder Per...

Med sin nye viden om pli og piger sætter Simon sig forsigtigt ved siden af Janne. Dér sidder de så – og sidder.
– Man skal jo ligesom sige noget, mener Christian. Og Janne indrømmer, at hun føler sig lidt fjollet.
Simon rykker tættere på.

Han læner sig kærligt op ad hende.
Christian: – Man skal ikke så tæt på endnu. Har du ikke overvejet at stirre hende dybt i øjnene. Eller noget?
Simon kaster sig ned på knæ og kigger bedende op.

– Hvor dum er du nu, hva’, lyder det tørt fra Christian: – Skal en professionel lige komme til...!

Med charme og lækkert hår
Christian præsenterer sig høfligt og spørger, om Janne har lyst til at gå med i biografen. Så kan de snakke og lære hinanden nærmere at kende senere, foreslår han.
Men Janne går ikke med fremmede i biffen. Hun synes, de skal lære hinanden at kende først. „Sæt dig her og lad os snakke lidt“, opfordrer hun.
For en gangs skyld er Christian mundlam. Han aner ikke, hvad han skal sige; sidder bare og kigger ned på sine fødder.

– Nåh, bor du her i nærheden, spørger Janne.
– Ja, svarer Christian – helt lettet.
– Jeg har fået at vide, at det her er et kulturhus. Så kunne man måske få noget at drikke...?
– Ja, det kan man godt, svarer Christian beredvilligt.
– Ja, for jeg er faktisk lidt tørstig, forsøger hun igen.

Stilheden er larmende, indtil Christian springer op: – Jamen, skal jeg da hente noget til dig?
– Joh tak, det ville da være dejligt, siger hun smilende, mens publikum brøler af grin.
Henrik tilkæmper sig ørenlyd. Han vil af med et godt råd: – Når du nu om et par dage inviterer damen ud på disko-dasko, så skal du ikke danse vildt. Han illustrerer ved at spjætte rundt på gulvet.

– Nej, du skal tage pænt om hende og danse roligt. Og armene ryger ud til en vals med imaginær partner.
– Men tag endelig ikke for hårdt. Og heller ikke for tæt... Christian afbryder med et nærmest livstræt udtryk i ansigtet: – Altså, nu har jeg jo mine egne charmesider og lækkert hår. Jeg ved sgu’ nok, hvordan man scorer piger...
– Jamen, forsvarer Henrik sig. Noget fortørnet: – Jeg vil jo bare vise, hvordan man danser. Det har jeg selv set i fjernsynet...

Kærester må også godt sige nej
Janne og Simon tager skovtursscenen nok en gang. De går tur, snakker, drikker kaffe, bliver mere og mere interesserede i hinanden.
Alle er enige om, at det er en god måde at blive kærester på. Og så kunne det jo udvikle sig i løbet af aftenen, mener Christian.

„Jeg har lyst til at have sex med dig, vil du det?“, spørger Simon. Og det er fint med Janne. Simon tager om hende, men hun stopper ham, da han skal til at kysse. „Nej, jeg vil ikke. Jeg har ikke lyst alligevel...“ Hun skubber ham væk.
„Men du lovede jo! Skal man ikke holde, hvad man lover?“
– Joh, svarer nogle. Nølende.

Simon griber fat i Jannes arm. „Kom nu...“ „Nej, jeg vil IKKE“, råber hun og rykker sig fri.
– Må hun godt skifte mening midt i det hele, spørger Simon forsamlingen.
– Hvis hun ikke har lyst, har hun ikke lyst. Det er du nødt til at acceptere, svare Kevin. Og de andre tilslutter sig synspunktet.
Simon vil vide, om det også gælder, hvis man er kærester?
Ja, lyder svaret.

– Er I alle sammen enige om det?
– JA!
– Det er altså rigtigt, Simon. Man er to til at bestemme. Og man skal være enige, siger Michelle.
– Jamen, så er jeg fanden gale mig sur nu, brøler Simon og sparker vredt til en dør.

– Ja, det er muligt, du er sur. Men du kan ikke opføre dig sådan, siger Christian bestemt med armene over kors.
Men Henrik er provokeret. Han flyver nok engang op fra stolen og nærmer sig Simon med løftet pegefinger:
– NEJ, NEJ, NEJ...

– Det går ikke. Jeg går ikke og smadrer døre, når jeg er ude og besøge folk. Lad være med det. Det er en dum idé. Og vold... Du kan blive meldt for vold...!

Ømhed, nærhed og respekt
Pædagogerne vil gerne have flere bud på, hvad kærester laver sammen.
Pia forsøger sig: – Altså – man spiser måske sammen. Ser film eller hører musik. Og så kysser man og kæler for hinanden. Man er tættere bundet sammen, når man er kærester. Eller forlovede...

Kevin nikker og giver Pias hånd et lille klem. Det med at røre ved hinanden er vigtigt, mener de begge. Man skal vise sin kæreste opmærksomhed. Og respekt.

– Kan I vise, hvordan man er sammen som kærestepar, opfordrer pædagogerne.
De fniser lidt. Men ja – det kan de da godt. Pia får et stort kys på munden.
– Uhhh – ismand, råber Christian, mens en taktfast klappen hagler ned over det let rødmende par. 
– Hvordan føltes det, vil Janne vide.
– Det var da dejligt, siger Pia og smiler bredt.

Kevin og Pia har fået blod på tanden. Der er lagt op til en ny scene.
Parret står tæt sammen. De kærtegner hinanden. Stryger blidt med hænderne ned over kinder, skuldre, arme, krop, ben. Der er helt stille omkring dem.
Da Kevin har aet Pia oppefra og ned og tilbage igen, træder han frem på gulvet, rømmer sig og siger:

– Sådan viser man sin kæreste ømhed, kærlighed og respekt. Man skal give og modtage følelser fra hinanden. Det ville vi vise. Tak...
Forsamlingen synes, det så rigtig rart ud. Og Simon siger: – Hvis man kan stå så tæt sammen, kan man virkelig godt holde hinanden ud, ikke? Det er en god test på, om man er kærester.
– Jo, mener Jack: – Men man skal i hvert fald spørge først...