Synspunkt
Når teenagere bliver anbragt
At læse Tine Egelund’s undersøgelse „Sammenbrud i anbringelser“ fra Socialforskningsinstituttet vækker eftertanke, da jeg som afdelingsleder i Ungdomscentrets Døgnafdeling i Århus Kommune arbejder specialiseret med anbringelse af unge fra 14 år til 18 år med mulighed for forlængelse til det 23. år i familiepleje og socialpædagogiske opholdssteder.
Af Dorte Petersen, afdelingsleder i Ungdomscentrets Døgnafdeling, Århus Kommune , redaktionen@sl.dk
Det er ikke positive resultater Tine Egelund kommer frem til i undersøgelsen af anbringelse af specielt teenagere uden for hjemmet. Hun konkluderer, at cirka 50 procent af anbringelserne fører til sammenbrud, og at sammenbruddet oftest sker inden for de første tre måneder.
I Århus kommune har vi igennem en årrække valgt at have en speciel indsats over for unge anbragt i familiepleje eller på social pædagogiske opholdssteder. Indsatsen i Århus adskiller sig fra en del andre kommuner ved, at konsulenten har en hyppigere kontakt til den unge og anbringelsesstedet, og at indsatsen de første tre måneder er intensiveret, da vores erfaring viser, at det oftest er her de første optræk til krise indtræffer. Gennem den tættere kontakt til konsulenten opbygges en relation og en tillid, som er brugbar for den unge, for eksempel i en konfliktsituation på anbringelsesstedet.
Den unge kan lettere tale med konsulenten om mere følsomme emner, som konflikter med de voksne, forældre eller andet. Denne kontakt og et større kendskab til anbringelsesstedet betyder at konsulenten kan intervenere tidligere og dermed være med til at løse en konflikt, som uden konsulentens indsats, ville kunne eskalere og føre til et sammenbrud. Ligeledes betyder den hyppigere kontakt, at det er muligt at give en bedre orientering til forældrene. Denne organisering stiller til gengæld store krav til koordinering af samarbejdet, idet der er mange aktører involveret.
Det interessante er jo så, om den større indsats gør en forskel. I ungdomscentrets Døgnafdeling har vi lavet en undersøgelse af effekten på vores indsats for året 2005. Vi undersøgte hvor mange anbringelser vi havde haft igennem året 2005, og på hvor mange sammenbrud der havde været, samt hvad årsagen til sammenbrudene var.
Antal anbringelser i 2005: 205
Antal ophørte anbringelser i 2005: 83
Antal positive ophør i 2005: 61
Positive ophør er defineret ved: Planmæssig udslusning, sager der oversendes til handlekommune i.f.m. at den unge er fyldt 18 år, men hvor anbringelsen fortsætter, planlagt hjemgivelse som vurderes positiv for den unge og familien, anbringelsen ophører i.f.m. at den unge fylder 18 år og ikke længere ønsker støtte, anbringelsen ophører i.f.m. at den unge har afsluttet fase 2 i.f.m. en Ungdomssanktion, planmæssig ny anbringelse til mindre indgribende foranstaltning.
Ud af de 83 anbringelser der førte til ophør, flyttede 27 af de unge i udslusning, dvs. flyttede i egen bolig. De fleste med støtte i form af enkelte timer om ugen og enkelte uden støtte. Overordnet er udslusningen først etableret i det øjeblik, den unge er i gang med uddannelse eller arbejde/praktik.
Ud af de 83 anbringelser der førte til ophør, havde de 26 en dom med krav om anbringelse.
Århusmodellen er positiv Sammenlignet med Tine Egelund’s undersøgelse må jeg konkludere at Århus modellen har en positiv effekt. Tine Egelund’s undersøgelse konkluderede, at cirka 50 procent af anbringelserne førte til sammenbrud. Udfra de anbringelser Ungdomscentret havde i 2005 førte 10.75 procent af anbringelserne til sammenbrud. Det betyder jo ikke, at 10.75 procent ikke er for mange, og at vi ikke skal blive dygtigere til at lave anbringelser. Sammenbrud behøver ikke nødvendigvis være af det onde, når en genanbringelse fører til en positiv udvikling for den unge.
Men jeg synes det fortæller noget om, at relationen og respekten til den unge kombineret med tæt opfølgning/tilsyn på anbringelsesstedet, har betydning for forløbet og udfaldet af anbringelsen og dermed den unges muligheder for at kunne skabe en fremtid både via uddannelse/arbejde og via et socialt liv.
Arbejdet kræver ydmyghed Den nye Anbringelsesreform som trådte i kraft januar 2006, peger på vigtigheden i at der er tæt opfølgning på anbringelsen, samt at den unge skal have mulighed for at have en neutral person at betro sig til. Derudover stiller den større krav til forundersøgelsen op til en anbringelse. Det kan også have afgørende betydning for, at der kommer færre sammenbrud, da en sådan undersøgelse forhåbentlig sikrer en større afklaring af den unges behandlingsbehov og dermed sikrer at det rigtige anbringelsessted findes første gang.
Vi må jo konstatere, set i bakspejlet, at nogle af de anbringelser der har ført til ophør, blandt andet skyldes at den unges problemer var større en først antaget. Derforuden peger Anbringelsesreformen på en større tydelighed i.f.t. at måle effekten af indsatsen. Det bliver en af de store udfordringer, som jeg kan se meget positivt i, da den kan være med til at styrke bevidstheden om, hvorledes den aktuelle pædagogik virker og om en anden kunne være mere konstruktiv. Men den stiller samtidig store krav til, at de målinger vi vælger bliver så nuancerede som muligt, idet et menneske og dets handlinger ikke kan laves om til tal.
At arbejde med anbringelser, kræver ydmyghed. Det er andre menneskers skæbne vi bærer i vores hænder. De unge menneskers livsvilkår kan synes så urimeligt forskellige fra det vi kalder „normalt”, ikke desto mindre, gemmer hvert menneske positive ressourcer, som i de rigtige omgivelser og sammenhænge vil kunne udfolde sig. Det er denne forskellighed det er vigtig at have for øje, når man vurderer hvad der er positiv udvikling og realistiske mål i arbejdet med anbringelser.