Arbejdsmiljø
Screening virker ikke
ARBEJDSMILJØ Arbejdstilsynets screening af arbejdspladserne opfanger ikke problemerne med dårligt psykisk arbejdsmiljø i social- og sundhedssektoren. Det fremgår af en undersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har lavet for LO.
Af Kurt Ladefoged , redaktionen@sl.dk
Ved den såkaldte arbejdsmiljøre-form i 2005 skete der en radikal omlægning af arbejdsmiljøreguleringen. Fra at forebygge arbejdsmiljøproblemer blev fokus rettet mod kontrol af arbejdspladserne. Kontrollen skulle ske ved en screeningsordning for pege virksomheder med dårligt arbejdsmiljø ud.
Allerede inden reformen blev vedtaget, advarede LO om, at et halvanden times screeningsbesøg ikke muliggør en effektiv kontrol med især det psykiske arbejdsmiljø. Og det giver DTU’s analyse af den hidtidige indsats efter arbejdsmiljøreformen nu LO ret i.
– Tilsynsindsatsen indfanger ikke de væsentligste arbejdsmiljøproblemer, og omlægningen af den danske arbejdsregulering har ikke haft tilstrækkelig effekt i forhold til at påvirke virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde i en positiv retning, skriver LO-konsulent Tine Møller Kristensen i sit forord til rapporten.
– Social- og sundhedssektoren er karakteristisk ved et meget belastende arbejdsmiljø, hvor især psykiske belastninger og belastninger af bevægeapparatet bidrager til et overgennemsnitligt stort sygefravær og stor udstødning fra arbejdsmarkedet.
– Begge de nævnte arbejdsmiljøproblemer formår tilsynsindsatsen ikke at indfange, og der bliver givet alt for få rådgivningstilbud. Hermed bidrager myndighedernes tilsynsindsats til at skabe en falsk form for tryghed, når Arbejdstilsynet ikke påtaler meget alvorlige arbejdsmiljøproblemer, skriver Tine Møller Kristensen.
– Når virksomhederne blot får en neutral smiley efterlades de med det indtryk, at arbejdsmiljøet og indsatsen for arbejdsmiljøet er godkendt. Intet kan være mere forkert.
Rapporten „Arbejdsmiljø og screening i social- og sundhedssektoren“ kan downloades hos www.lo.dk kl@sl.dk