Puljemidler

Indsats for udstødte virker

En stor del af de mange projekter for de meste udsatte grupper af hjemløse, psykisk syge og misbrugere hjælper brugere ud af elendigheden, viser rapport

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

Det nytter rent faktisk. Det er den korte udlægning af en analyse af 316 store og små projekter, der landet over arbejder med de socialt mest udsatte.
Det handler ikke kun om at samle folk op og forhindre, at de får det værre. En stor del af projekterne arbejder målrettet på at forbedre livskvaliteten for de borgere, der trækkes med komplicerede sociale problemer, som ofte omfatter både psykisk sygdom, misbrug og hjemløshed. Og det lykkedes for en stor del af projekterne at nå deres mål.

Sådan lyder vurderingen fra Lars Messell fra Videns- og Formidlingscentret for Socialt Udsatte. Han har forfattet rapporten med  det  ikke  helt  mundrette  navn: Tværgående rapport 2005 – redegørelse for tendenser i 12 af Socialministeriets puljer målrettet særligt vanskeligt stillede socialt udsatte voksne. Analysen er lavet for Socialministeriet, der ønsker at holde øje med, hvordan det går med de cirka 500 millioner kroner, ministeriet hvert år uddeler til arbejdet med de særligt udsatte grupper. Og Lars Messell er opmuntret over resultatet:

– Det har været en positiv overraskelse at se, at så mange af projekterne direkte synes at forbedre brugernes livskvalitet og hjælpe dem til en tilværelse, der er mindre præget af social marginalisering. Og for nogles vedkommende resulterer i, at de kommer på helt ret køl igen, siger han.

Den mere ambitiøse del af projekterne, der sigter på at få brugerne på ret køl igen, udgør cirka halvdelen af de 316 projekter.
Her forsøger man for eksempel at få reetableret kontakten til brugerens familie eller at gøre brugeren selvforsørgende. Og der er altså en del gode erfaringer i de enkelte projekter, som kan samles og bredes ud til andre, vurderer Lars Messell.

Nødhjælp eller varigt løft
Rapporten fra VFC Socialt Udsatte er en årlig tilbagevendende analyse, og denne anden udgave dækker altså det arbejde, projekterne har udført i 2005. Projekterne har fået deres penge fra 12 forskellige puljer, og de fleste af dem løber over en 4-årig periode fra 2004 til 2007. Det vil sige, at de fleste af projekterne i rapporten løber på andet år. Nogle er dog først startet op i 2005.

Projekterne koncentrerer sig i alt væsentligt om et eller flere af fem hovedformål:
– Botilbud og bostøttetilbud.
– Beskæftigelses- aktiverings, værestedseller undervisningstilbud.
– Udvikling af indsatsen.
– Brugerinddragelse og -indflydelse.
– Behandlingstilbud.

Det siger sig selv, at der i mange projekter er flere af disse formål i spil på én gang. Dels fordi man satser på en helhedsorienteret indsats, dels fordi man arbejder parallelt med det praktiske og det teoretiske, hvor man evaluerer og metodeudvikler på den konkrete indsats.

De grupper, projekterne er rettet mod, er – ikke overraskende – præget af meget komplekse sociale problemer. mange brugere har dobbelt- eller triple-diagnoser. De er for eksempel både hjemløse og psykisk syge, eller de kan have såvel et misbrug, være psykisk syge og hjemløse.

I en række tilfælde sætter man fra de sociale myndigheder og projekterne ind mod et af problemerne – at få fjernet misbruget for eksempel. Man kan kun forhindre dem i at få det værre, det vil sige forhindre den totale udstødelse, hvor de helt mister kontakten med de sidste muligheder for at få hjælp og måske dør en tidlig død.

Men i halvdelen af de undersøgte projekter er ambitionerne altså større. Her vil man ikke bare forhindre brugerne i at gå helt til bunds – her handler det om at bryde den onde cirkel, hindre tilbagefald og skabe varige forbedringer i brugerens liv. En slags kvarterløft på individuelt plan, kunne man sige. 

Effektiv udslusning
Et eksempel: Et vigtigt redskab til at sikre varige forbedringer for hjemløse, viser erfaringerne fra projekter, er en ordentlig udslusning efter opholdet på § 94-boformen.

Indsatsen i projekterne er blandt andet rettet  mod  unge  hjemløse,  der  måske dårligt har nået at have egen bolig, før de blev hjemløse og endte på herberget.

Opholdet på § 94-boformen er tænkt som midlertidigt, men mange vender tilbage, fordi ikke magter at bo for sig selv. Udslusningsprojekterne sigter derfor på at sørge for, at der er tilbud til den nu tidligere hjemløse, der kan hjælpe ham eller hende med at fastholde livet med foden under eget bord.

Hvis udslusningen skal være effektiv, kræver det, at kommunens socialforvaltning til fulde forstår omfanget og karakteren af brugerens problemer. Det kan som nævnt være nødvendigt at lære ham eller hende at bo i egen lejlighed: at få købt ind, ryddet op, betalt regninger og få et ordentligt forhold til naboerne. Der kan med andre ord være brug for en bostøtteordning.

Og hvis den tidligere hjemløse for alvor skal blive selvforsørgende, kræver det også en uddannelses- og/eller job-indsats. Igen kræver det særlige vilkår. Uddannelsen skal målrettet den enkeltes behov, og jobbet skal være på en arbejdsplads, der kan rumme alle de vanskeligheder, brugeren kan have med at passe sit arbejde og leve op til de krav, der stilles.

Det lyder alt sammen meget logisk, men netop fordi det kræver et samarbejde mellem en række forskellige instanser, er der risiko for at falde igennem. Og her har udslusningsprojekterne altså vist sig at være det, der kan få indsatsen til at hænge sammen.

In- eller eks-?
Udslusningsprojekterne  er  et  konkret eksempel på et centralt succeskriterium for projekterne: Lykkes det at vende eksklusion til inklusion? Noget ret centralt i den socialpædagogiske indsats, må man vel sige.

Rapporten peger på, at det er svært at trække en meget skarp grænse mellem tiltag, der går efter det direkte inkluderende, og tiltag, der skal forhindre yderligere eksklusion. At arbejde med inklusion vil sige at fjerne eller minimere betydningen af de faktorer, der ødelægger den enkeltes mulighed for at have et godt liv. Når man forebygger yderligere eksklusion handler det om at sørge for, at disse risikofaktorer ikke slår yderligere igennem.

Med andre ord: Hvis målgruppen i projektet har fået det bedre, tæller det i rapporten som en inkluderende effekt. Har man stoppet nedturen og sørget for, at målgruppen ikke har fået det værre, er der tale om forebyggelse af eksklusion.

Men rapporten er som nævnt forsigtig med at drage bombastiske konklusioner, men én ting står klart. Fra 2004 til 2005 er inklusionsperspektivet blevet langt mere fremherskende. Mens det i 2004 var målet for 41 procent af projekterne, så havde 54 procent af projekterne i 2005 inklusion for øje. Ambitionsniveauet synes altså at være steget betydeligt.

Det er ikke særlige målgrupper, som inklusionsindsatsen er rettet mod, og ser man på de formål, de enkelte projekter har, så er det kun i aktiverings- og beskæftigelsesprojekter, at inklusionsperspektivet er altdominerende. Det betyder selvfølgelig ikke, at inklusion ikke er en parameter i andre typer af projekter, men i de arbejdsmarkedsorienterede projekter er det altså et centralt succeskriterium – formodentlig fordi den type projekter så at sige er de sidste i kæden på vej på et ’normalt’ liv.

Kommet for at blive?
Når projekterne bliver spurgt, om de har nået deres mål, svarer rigtigt mange ja – selvom de fleste altså kun har været i gang i halvdelen af projektperioden. 223 af de 316 projekter angiver således, at deres mål er nået, og deres formål opfyldt.

En tredjedel af projekterne betegner tillige deres hidtidige erfaringer som værdifulde. Og de værdifulde erfaringer er også gjort i projekter, der endnu ikke har nået deres mål: Halvdelen af dem mener, at de allerede har høstet brugbar viden.

For at kunne betegne erfaringer som værdifulde, skal man i projektet for eksempel have opnået bedre resultater end forventet: Brugerne har ikke alene undgået at få det værre – de har fået det bedre. Det kan også være, at man har overvundet forhindringer, hvis projektet er blevet ændret og tilpasset uforudsete forhold, og – indlysende nok – hvis projektet er gået efter planen og har vist sig bæredygtigt.

Tilbage står så det evige spørgsmål, når det handler om puljestøttede, tidsbegrænsede projekter: Hvad sker der, når puljemidlerne er brugt? Hvordan er muligheden for at forankre projekterne til varige indsatser? Vil kommunerne og amterne gøre dem til blivende tilbud.

Forankringen kan ske på flere måder: Medarbejderne bliver måske opkvalificeret gennem projektet, og deres nye viden forsvinder jo ikke. Det gælder i 74 af projekterne. Og samarbejde mellem forskellige instanser, der er etableret gennem projektet, kan forhåbentlig også fortsætte uden projektet.

Her halvvejs i den fireårige periode har halvdelen af projekterne kunnet give et bud på, om de kan blive blivende tilbud. Og ud af de 158 projekter oplyser 94, at de er kommet for at blive, mens yderligere 59 har svaret, at de formodentlig forankres. Kun to svarer, at de definitivt ikke bliver kørt videre.

Lars Messell: Tværgående rapport 2005 – redegørelse for tendenser i 12 af Socialministeriets puljer målrettet særligt vanskeligt stillede socialt udsatte voksne. Rapporten kan downloades fra www.vfcudsatte.dk