Forbund og a-kasse

Kongres 2006 beretningsdebat

Ris, ros og rolig debat

Det var først og fremmest kommunalreformen, velfærdsdebatten, alliancemulighederne og uddannelsen, der fyldte i debatten om formand Kirsten Nissens beretning

Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk

I debatten af Kirsten Nissen mundtlige beretning var det tydeligt, at der både er forventninger og nervøsitet forud for den kommunale omvæltning, der er en realitet om en måneds tid. Et af de store spørgsmål er, hvor meget kommunerne ved om det socialpædagogiske område  på forhånd, men her var der optimisme at spore blandt de kongresdelegerede:

– Vi som socialpædagoger og vores arbejde er i dag godt kendt i kommunerne og regionerne. Det skyldes både vores arbejde med kommunalreformen, men i høj grad også  de socialpædagoger, der allerede arbejder i kommunerne, sagde Verne Pedersen, formand for SL Østjylland, og hun opfordrede til åbenhed, men også fasthed i forhold til det kommunale mantra om normalsystemets rummelighed:

– Her skal vi også offensivt gå ind i debatten.
Vi skal selvfølgelig oplyse kommunerne om, at vi ikke arbejder for at fastholde mennesker inden for det specielle område, hvis de ud fra en faglig vurdering trives og udvikles bedre i normalområdet. Men vi skal gøre det klart, at sådanne afgørelser skal bygge på en konkret faglig vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte menneske, sagde Verne Pedersen, og samme melding kom fra Kirsten Hornbæk, formand for SL Midt- og Vestjylland:

– Vi skal vise, at vi er villige til dialog, men vi skal også udtrykke vores skuffelse over besparelserne, sagde hun.
Hanne Ellegaard Pedersen, formand for SL Lillebælt, pegede på, at kommunalreformen og debatten om den har styrket socialpædagogerne:

– Nøden – kommunalreformen – lærte socialpædagogerne at spinde. Vi er blevet styrket på vores arbejdspladser og er en stærkere organisation nu end tidligere. Vi ser, at arbejdspladserne, lederne og medlemmerne slutter op om SL, om vores fælles faglighed og vores social- og specialpædagogik. Vi formåede at skubbe os ud over rampen og lige op i øjenhøjde med de nyvalgte politikere i de nye kommuner. Det fodfæste skal vi fastholde og videreudvikle, sagde Hanne Ellegaard.
Ib Poulsen, formand for Ledersektionen, pegede på, at SL’s lederpolitik bærer frugt i denne sammenhæng:

– Det er blevet klart, hvor vi sammen vil hen. Og lederne er de første, der bliver inviteret med til  forhandlingsbordet. Det er os, der har skullet forklare de nye arbejdsgivere, hvordan den socialpædagogiske verden ser ud, sagde han.

Hva’ mæ BUPL?
Lis Thiemer fra SL Lillebælt er en af dem, der meget konkret kommer til at mærke kommunalreformen, fordi hun fremover bliver omfattet af en BUPL-overenskomst. Hun havde derfor bidt ekstra mærke i Kirsten Nissens bemærkninger om forhandlingerne med BUPL om overenskomstdækningen på specialområdet:

– Det er godt at lytte til, at du (Kirsten Nissen, red.) er skuffet over det resultat, der er kommet ud af samarbejdet med BUPL. Sagen må ikke slutte her for SL. Ved årsskiftet skal cirka 1.400 medlemmer organiseres i BUPL og cirka 400 i FOA. I må ikke glemme, at de er SL’ere inderst inde. Så kæmp for at få os tilbage, lød hendes opfordring.
Også flere andra talere var inde på samarbejdet – eller ikke-samarbejdet – med BUPL, og på alliancepolitik i det hele taget. Uffe Torup Kristensen fra SL Storkøbenhavn opfordrede til et tættere samarbejde:

– Medlemmerne i København forstår simpelthen ikke, at når de får nyt arbejde 100 meter længere nede ad gaden, så kan de risikere at skulle skifte ikke kun fagforening og A-kasse, men især pensionsordning. Lad os samle medlemmerne i BUPL og SL i stedet for at slås om dem, sagde han blandt andet.
Og hans kollega fra Storkøbenhavn, Svend S. Troelsen, talte for et konkret samarbejde i forhold til uddannelsen og en ny praktikordning:

– Med kommunalreformen er det nu i stor udstrækning op til de kommunale arbejdsgivere at skabe gode praktikforhold. For at det kan lykkes, tror jeg, det er nødvendigt, at vi genskaber det gode samarbejde, som vi tidligere har haft med  BUPL på uddannelsesområdet, så vi sammen med den kommunale arbejdsgiver lokalt kan få en god uddannelse, sagde Svend S. Troelsen.

Kritik af uddannelsesreformen
Han var lige som et par andre talere kritisk over for den omlægning af pædagoguddannelsen, der træder i kraft fra nytår:

– Jeg er ikke enig med SL om, at det er en god reform. Vi nåede noget, men jeg kan ikke få armene op over hovedet i begejstring, for vi kom ikke igennem med en reform af praktikken, sagde han.
Og kritik af reformen kom der også fra dem, der er midt i uddannelsen. Lars Grenaa fra PLS udtrykte stor bekymring for uddannelsens fremtid – og kritiserede samtidig SL for at have mistet blikket for helheden:

– SL bifalder den nye pædagoguddannelse med den begrundelse, at vi får øget specialisering. Her ser vi igen, at SL tænker alt for snævert. Man er  med til at acceptere små forbedringer i stedet for at tænke på, hvad der skal til for at skabe gode og kompetente pædagoger, sagde han.

– SL er blinde for, at pædagoguddannelsen er udsat for en massiv skoleficering. Det unikke i det pædagogiske risikerer at gå tabt ved, at der både på uddannelsen og i institutionerne tænkes mere og mere i faste skemaer, standardiserede metodeopfattelser og en rigid form for dokumentation, lød kritikken fra PLS’ mand på talerstolen.
Og Poul Flack-Jensen SL Sydjylland pegede på, at det kniber med at få specialiseringsidealerne til at slå igennem i de enkelte fags central færdighedskundskaber, ligesom han talte for en opgradering af praktikvejlederuddannelsen, så den også bliver reelt kompetencegivende.

For sent på barrikaderne?
PLS’ Lars Grenaa var også en af dem, der var utilfredse med SL’s engagement i velfærdsprotesterne, og han bandt det sammen med en erkendelsesproces i hele fagbevægelsen:
– Det er på tide, at fagbevægelsen kigger sig selv dybt i øjnene og spørger sig selv: Hvad vil vi?

Vil vi være et forsikringsbonus-indvividueltopsparings-liberalt-regeringsunderstøttende tabersammenslutning – eller vil vi udover at sikre vores medlemmer gode arbejdsforhold også kæmpe for et kollektivt indstillet samfund! Her er vi glade for, at SL nu åbent har bekendt side og meldt sig på barrikaderne sammen med PLS, sagde Lars Grenaa i et nok ikke utilsigtet provokerende tonefald.

Også Lars Pedersen, nyvalgt formand i SL Storkøbenhavn, mente, at SL var for lang tid om at komme ind i velfærdsoprøret – men han øjnede dog håb forude:
– Det har undret mig, at SL’s hovedbestyrelse ikke kunne bakke op om den underskriftsindsamling, som FOA og BUPL iværksatte mod regeringens forringelser af velfærden. SL’s begrundelse var, at det var en defensiv aktion. Udviklingen har jo senere vist, at SL tog fejl, fordi aktionen netop bragte regeringen i knæ. Men det tæller til vores ære, at SL nu er med i LO’s nye velfærdsinitiativ, “Dialog om velfærd”. Det understreger, at vi går positivt ind i velfærdskampen, som samler bredt fra uddannelsesorganisationer, brugergrupper og andre interesseorganisationer, sagde Lars Pedersen.

Vil med til lønfest
Debatten indholdt også kommentarer til en række andre områder: Udsigten til privatiseringer på det kommunale område og de problemer, det kan medføre på overenskomstfronten; og Michael Madsen fra SL Sydjylland pegede på det afgørende i at få indgået MED-aftaler, fordi de kan blive et vigtigt redskab til at få indflydelse på arbejdsmíljø og sikkerhed.

Og som en opvarmning til overenskomstforhandlingerne 2008 gentog Peter Kristensen fra SL Nordjylland sin modstand mod Ny Løn. Han sagde nej dengang og er nu en stærkere modstander:

– Arbejdsgiverne accepterer ikke de bløde værdier, men kun de hårde punkter. Derfor kommer vi sjældent videre med arbejdsgiverne, når vi rejser krav med udgangspunkt i værdierne på vores arbejdsområde. Heller ikke i tvistsystemet. Derfor må vores krav til OK 08 være en mere ligeværdig adgang til lønkronerne ved lokalt funderede forhandlinger, sagde han.

Også i PLS har de indstillet sigtekornet mod pengekassen i Finansministeriet, og PLS’ Lars Grenaa opfordrede i kritiske vendinger fagbevægelsen til ikke at lade sig nøje:
– Ved de kommende overenskomstforhandlinger har statskassebestyrer Thor P. udstykket en ramme på cirka tre procent, som han plejer. Og når han gør det, så flokkes de faglige organisationer om det lille fad som gribbe om et udtørret skelet af et kadaver. Det kan ikke være rigtigt, at de kommunalt og de regionalt ansatte – der jo udfører nogle af samfundets vigtigste velfærdsopgaver – ikke skal have del i overskuddet. I PLS kræver vi, at pædagoger, pædagogstuderende og andre offentligt ansatte bliver inviteret med til lønfest, sagde Lars Grenaa.

Vi håbede på en dynamisk og åben debat og opinionsmåling og jeg blev i hvert fald ikke skuffet.

I sidste instans er arbejdsglæden dit eget ansvar. Det mener Alexander Kjerulf, der er forfatter til bogen “Happy hour fra 8 til 16”

Vil du gerne se, hvad velfærdsminister Karen Jespersen har at sige til socialpædagogerne? Høre formand Kirsten Nissen fortælle, hvad der har været Socialpædagogernes vigtigste opgaver siden sidste kongres? Eller overvære valget af det forretningsudvalg, der skal tegne fagforeningen frem til næste kongres? Så kan du følge med på computerskærmen.

OK 08, arbejdet mod en ny socialpædagogisk uddannelse, ny kreds- og a-kassestruktur og det socialpædagogiske arbejdes placering på det politiske landkort – emnerne var mange, da Socialpædagogen bad de fire medlemmer af Forretningsudvalget sætte ord på resultaterne i den forgangne og udfordringerne i den kommende kongresperiode

LO fik ikke den nye formand, Socialpædagogerne havde ønsket sig, men ellers var LO­ kongressen en god markering af den sociale profil

For fire år siden blev grundlæggende reformer af LO indledt – på den kommende kongres skal Nyt LO evalueres efter en periode med stigende politiske indflydelse og faldende medlemstal. Store opgaver venter på den kommende formand

Nyt LO er ikke i mål, og de kommende år kræver præcision og endnu bedre samarbejde, siger Socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen forud for LO-kongressen. Hun er meget tilfreds med LO’s socialpolitiske profil – og så ser hun gerne en kvinde på formandsposten

Politikerne må tage ansvar og sørge for, at socialpædagogerne som velfærds samfundets kernetropper får ordentligt arbejdsbetingelser, sagde formand Kirsten Nissen, da Social-pædagogerne udtog sine krav til OK 08

For nogen er 13 måske et tal, der varsler uheld. Men det gjaldt ikke for Socialpædagogernes 13. kongres. Tværtimod. Jeg har været med til alle 13 kongresser, og jeg tør godt sige, at stemningen i år var helt speciel.

Se flere