Kommunalreforme
- Lønnen kommer også i 2007
Langt de fleste socialpædagoger får nye arbejdsgivere den 1. januar. Mange får også en ny overenskomst. Men det vil de færreste mærke
Af Kurt Ladefoged, redaktionen@sl.dk
Når nytårsklokkerne falder i slag den 1. januar markerer de ikke kun det nye år. De bebuder også starten på den nye kommunale og regionale struktur, der betyder, at langt de fleste socialpædagoger får nye arbejdsgivere. Mange får også nye overenskomster.
– Men det vil de fleste ikke mærke meget til, siger teknisk forhandlingsleder i SL, Karsten Esbjerg.
– SL har nemlig her i efteråret ført såkaldte tilpasningsforhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL), som bevirker, at overgangen til de nye arbejdsgivere sker sådan, at man bevarer sine hidtidige løn- og arbejdsvilkår.
Løngarantien Gælder for alle, der er omfattet af opgave- og strukturreformen (kommunalreformen):
- Sikring af hidtidig løn. undtagelse: Ændret beskæftigelsesgrad, tidsbestemte tillæg og område tillæg.
- Sikrer aftalte lønstigninger frem til 31.03.2006. Lokalt aftalte løndele sikret med mindre en ændring i lønnen ikke kan tilskrives kommunalreformen.
- mulighed for at fastfryse lønnen fra 01.04.2008. Skal i givet fald ske med gældende varsel.
- mulighed for aftrapning af lønnen over tre år. Kan kun ske ved væsentlig stillingsændring.
|
– Endvidere vil de medlemmer, der overgår til ansættelse i regionerne bevare de overenskomster, de havde under ansættelsen i amterne.
– For øvrigt blev der allerede ved indgåelsen af OK 05 indgået en række aftaler, der sikrer de ansatte den størst mulige overenskomstmæssige tryghed ved ikrafttrædelsen af kommunalreformen til nytår, tilføjer Karsten Esbjerg.
Det vil sige, at den ansatte bærer en masse individuelle rettigheder med over til den nye arbejdsgiver. Desuden blev der aftalt den såkaldte løngaranti, der sikrer den ansatte mod lønnedgang ved skift af arbejdsgiver og skift til anden overenskomst.
Han er tilfreds med forløbet af forhandlingerne, hvor det i de fleste tilfælde er lykkedes at udvide de områder, der ikke i forvejen var dækket af en kommunal overenskomst. Det gælder således:
Krisecentrene
Forsorgshjemmene
Specialundervisningen af voksne
Kostskolerne.
– Overordnet har der været en god stemning ved forhandlingerne om overgangen fra amtslig til kommunal ansættelse. KL har været meget imødekommende – også med hensyn til de af vores medlemmer, der nu overgår til BUPL.
– Disse medlemmer bevarer den højere løn og højere pension, de har fået på SL’s overenskomst, ligesom SL’s arbejdstidsregler videreføres frem til den 31. marts 2008, hvor overenskomsterne skal fornyes, siger Karsten Esbjerg.
Til bupl og foa Konkret er der tale om de socialpædagoger og pædagogmedhjælpere, der er ansat ved specialbørnehaver og specialfritidshjem, og som nu overgår fra amtskommunal til kommunal drift. Disse stillingstyper er i kommunerne dækket af andre organisationer. For de uddannede socialpædagoger betyder det, at de overgår til BUPL’s daginstitutionsoverenskomst, mens medhjælperne overgår til FOA’s overenskomst for medhjælpere i daginstitutioner.
Det samme vil være tilfældet for de ansatte ved specialskoler for børn og unge, der overgår til kommunal drift. De vil også overgår til henholdsvis BUPL’s og FOA’s overenskomst.
Men der er undtagelser.
Socialpædagoger, der er ansat ved en børnehave eller fritidshjem, og som organisatorisk og ledelsesmæssigt hører under en døgninstitution, vil overgå til SL’s overenskomst med KL. Desuden vil omsorgs- og pædagogmedhjælpere samme sted fortsætte på den eksisterende overenskomst.
Pædagogiske konsulenter Pædagogiske konsulenter får også en særlig ordning. De pædagogiske konsulenter, der arbejder på børn- og ungeområdet vil overgå til FOA’s overenskomst på området.
Men der er også konsulenter, der arbejder på voksenområdet. Og her dækker FOA-overenskomsten ikke. Her er der derfor lavet en særlig løsning i forbindelse med tilpasningsforhandlingerne.
For det første vil parterne arbejde for at indgå en fælles overenskomst på området i forbindelse med OK 08. For det andet er der indgået et protokollat mellem KL og SL om, at konsulenterne på voksenområdet fortsætter med den nuværende grundløn og pensionsindbetaling, mens de øvrige vilkår reguleres efter FOA’s overenskomst.
Konsulenterne på børn og ungeområdet overgår derimod til FOA’s overenskomst, men er sikret deres individuelle rettigheder fra den gamle overenskomst gennem et tillæg til FOA’s overenskomst. SL bevarer forhandlingsretten for konsulenter, der alene arbejder med døgnanbringelser – også selv om de overgår til FOA’s overenskomst.
Lærere Lærere ved døgninstitutioner med intern skole vil – medmindre institutionen videreføres i en region – overgå til Lærernes Centralorganisations (LC’s) overenskomst med KL.
Lærerne overgår fuldt og helt til den nye overenskomst den 1. august 2007 og kan ikke vælge at fortsætte på de gamle vilkår. Men via løngarantien er de sikret mod lønnedgang. Lærerne overgår også til nye arbejdstidsregler og en ny tillægsstruktur. Og så stiger deres pension fra 14, 2 til 17,3 procent den 1. august 2007.
SL bevarer dog forhandlingsretten.