Kvindekrisecenter
Far slog mor fordi…
Vi er her, fordi mor skulle sove sammen med far. Det ville hun ikke. Og så slog han. Så derfor er vi her.
Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk
“Her” betyder Randers Kvindekrisecenter. Og den, børnene fortæller historien til, er socialpædagog Helle Mikkelsen.
Helle Mikkelsen er ansat til at hjælpe børnene. Hun skal ikke passe dem. Det skal mødrene selv gøre, men hun skal stille sig selv til rådighed for børnene, der ofte er i chok og har brug for at komme af med de meget voldsomme oplevelser.
Mødrene får det som regel bedre af at være på krisecentret, fordi de kan bruge hinanden og profitere af fællesskabet. Men det kan børnene ikke gøre på samme måde uden hjælp fra en voksen.
– Hvis der for eksempel er to søskende her, er det to individuelle historier. De har hver deres oplevelse, og begge har lige meget krav på at blive hørt. Vi ser aldrig, at søskende, selv om de objektivt set har oplevet det samme, kan hjælpe hinanden. Der skal være en voksen til at kæde historierne sammen, siger Helle Mikkelsen.
Når hun møder om morgenen, har hun altid en plan for, hvordan dagen med børnene skal forløbe. Men det går sjældent som planlagt. Når hun cirkulerer rundt i huset og på legepladsen, bliver hun opsøgt af mødrene, og ud af samtalen opstår tingene spontant. Det handler ofte om, hvordan de skal opdrage deres børn. – Mens mødrene er på krisecentret, er det fristende for dem at fralægge sig ansvaret og overlade opdragelsen til os, fordi de så er fri for at tage konflikter med børnene. Ofte har de ikke det mentale overskud, der skal til. Måske heller ikke kompetencerne. Desuden er de meget opmærksomme på, at vi er der som en slags samvittighedens øjne. De er bange for, at vi fortæller noget til kommunen.
Rollemodel Når Helle Mikkelsen ser nogle ting, som mangler i forholdet mellem mor og barn, bruger hun sig selv som rollemodel. Hun skal balancere.
På den ene side skal hun give hjælp til selvhjælp, hvor hun oversætter nogle af de ting, som barnet udtrykker og prøver at give moren en forståelse for barnets reaktioner. For eksempel: “Det ser ud, som om han har brug for mere tid med dig.” “Han synes vist det er ved at være ubehageligt at gå i det samme tøj.” “Det lyder som om, han er er sulten.” “Hold da op. Han er godt nok utilfreds, når du afviser ham.”
På den anden side, skal hun bare lade stå til. Og hvad det betyder, forklarer hun:
– Jeg observerer moren for at få afklaret, om hendes uhensigtsmæssige reaktioner skyldes, at hun er i krise, eller at hun ikke forstår at opfylde barnets behov. Hun får lidt elastik i starten, men efterhånden som hun kommer til hægterne, begynder vi at se på, om hun magter opgaven.
Hvis moren ikke grundlæggende kan tage sig af børnene, bliver det indberettet til socialforvaltningen
Helle Mikkelsens arbejdsdag veksler mellem konkrete råd og så vejledning i mere alvorlige sager. Det ene øjeblik vejleder hun mødrene i ernæring. Det næste i forældreroller. I barnets soverytmer. I at sætte grænser for barnet. Hele tiden skal hun være klar til at skifte emne og forstå, hvad det er, som lige nu optager den enkelte kvinde.
– Generelt har de alle brug for at blive styrket i forældrerollen og få hjælp til at sætte fokus på barnet. Netop fordi de selv er i krise, kan det være fristende at skubbe børnene til side og overlade dem til os. Derfor skal vi forsøge at få dem til at se børnene. For når mor er i krise, så er børnene det også. Selv om de fleste tror, at de har skærmet børnene mod de voldsomme oplevelser.
– Jeg forsøger at se de signaler, barnet sender, og fortæller dem til moren. Det kan være hårdt for hende at erkende, at hendes barn er i krise. Det er vigtigt, at vi ikke kun viser moren, hvorfor hendes barn reagerer på volden. Vi skal også give hende nogle redskaber til at tolke sit barn og støtte det.
Følelser gennem dukketeater Udover samtalerne med mødrene skal Helle Mikkelsen også faglig være i stand til at tale med børnene om deres problemer, så børnene ikke bliver ladt i stikken. Hun skal kunne tale med børn på forskellige alderstrin om den krise, de befinder sig i. Kriser, der er så ømtålelige, at børnene knap nok selv har ord for det., fortæller hun.
Udover samtaler med det enkelte barn, bruger hun musik og dukketeater, hvor børnene mere generelt kan give udtryk for følelser.
– De kan lære at genkende følelser og få sat ord på, når deres grænser bliver overskredet. Hvis man har overhørt, at mor er blevet banket, vil man almindeligvis blive bange, gal og ked af det. Men hvis barnet ikke får anerkendt den følelse af de voksne, så bliver den oplevet som at være noget andet, end den i virkeligheden er. Barnet lærer måske at omgå følelsen, som at det er ok, at mor græder tit, at far slår, og måske bliver barnet også som voksen en kvinde som græder tit, og som får bank. Det andet, der kan ske, er, at barnet får lavt selvværd, fordi den ubehagelige følelse, som det oplever ved volden, ikke bliver anerkendt.
De fleste børn er glade for at være på kvindekricentret, fordi det kan være en slags time-out fra hverdagen, hvor de faktisk oplever at have deres mor tæt på i flere dage, forklarer Helle Mikkelsen:
– Børnene – især de yngste – tror nogle gange, at de er på ferie.