Kvindekrisecenter

Søde skat, jeg elsker dig

Der tikker en SMS ind på hendes mobil: “Du er mit livs kærlighed. Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg elsker dig overalt på jorden. Jeg vil gå i antabus”.

Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk

Hun læser det igen og igen. Bliver varm i hele kroppen. Ligesom den allerførste gang, hun mødte ham, og de blev forelskede.
I nat flyttede hun ind på Randers Kvindekrisecenter. Politiet hentede hende og børnene. De lå og sov, mens han slog hende.
Nu løber de rundt og leger på Kvindekrisecentrets legeplads. Hun kan se dem fra vinduet. Den yngste går i vuggestue, den mellemste i børnehave og den ældste i 2. klasse.

Hun er forvirret. Er både glad og bange for den søde mail, han har sendt til hende. Nu sidder hun og har en indvendig kamp med sig selv: Skal hun tage tilbage til ham?

Randers Kvindekrisecenter Randers Kvindekrisecenter er en selvejende institution, der har driftsoverenskomst med Århus amt. i forbindelse med ny kommunalstruktur den 1. januar 2007 bliver der tegnet driftsoverenskomst med randers Kommune. Der er plads til ni kvinder og 16 børn. lmp

Selv om hun med sin sunde fornuft ved, at hun ikke burde gøre det. Han slår hende altid, når han er fuld. Og det er han ofte. Men så er han også alt det andet. Han er den dejligste mand, hun nogensinde har kendt. Hun kan ikke bare slukke for sine følelser. Hun elsker ham. 

Det er anden gang, hun og børnene er på krisecentret. Første gang var for to måneder siden.
Dengang tog hun hjem dagen efter. Han bønfaldt hende om at komme hjem. Og hun savnede ham. 

Men der gik kun et par dage, før han igen slog hende. Hun blev bundet til sengen, når hun skulle være alene i lejligheden. Og så slemt havde det aldrig været før. Hun måtte ikke gå ud alene. Ikke låse døren til toilettet. Han overvågede hende hele tiden og slog hende, også selv om han ikke var fuld.
Måske flytter hun hjem igen. Måske først om nogle dage. Måske tager hun slet ikke tilbage. Det vil de kommende timer og dage vise.

Selvtilliden er banket ud
På Randers Krisecenter kender de den indre kamp, som hun skal igennem. De stærke kærlige følelser for ham. Og så volden. Ydmygelserne.
De forsøger at støtte hende. De tror på hende, når hun siger, at hun ikke længere vil finde sig i at blive slået.

– Første gang de er her, tror de ofte, at vi gør grin med dem, når vi roser dem. Kvindernes selvtillid og selvværd er minutiøst pillet ud af dem. De kan ikke sætte grænser eller beskytte sig selv. Solveig Mannemar, leder

De ved også, at nogle kvinder kommer forslåede tilbage både to, tre, ja endnu flere gange, før det lykkedes for dem at frigøre sig fra manden og volden. Ofte tager kvinderne hjem mod børnenes ønske. For nogle lykkes det aldrig at slippe manden.

Rekorden på kvindecentret er syv. Så mange gange skulle en kvinde bruge, før hun endelig kunne løsrive sig fra den voldelige mand. – Vi kan se, at nogle af gengangere flytter sig lidt fra gang til gang, fortæller leder Solveig Mannemar. Og hun beskriver det med et eksempel på en kvinde, der er her for tredje gang.

– Den første gang havde vi svært ved at få øjenkontakt med hende. Hun talte utydeligt og lavt. Men denne gang kigger hun på os og taler direkte og klart. Hende hår er blevet klippet, og hun har taget mere magt over sit eget liv.

Solveig Mannemar forklarer, at nogle kvinder skal have et stort tilløb for at frigøre sig. Navnlig hvis de ikke tror, de kan noget, fordi de hele tiden har fået at vide, at de er dumme og grimme.

– Første gang de er her, tror de ofte, at vi gør grin med dem, når vi roser dem. Kvindernes selvtillid og selvværd er minutiøst pillet ud af dem. De kan ikke sætte grænser eller beskytte sig selv.

Hun fortæller om en ung kvinde, der var intelligent og usædvanlig smuk.
– Jeg havde aldrig forestillet mig, at hun ville havne her. Heller ikke, at hun ville gå tilbage til manden, der slog hende. Samtidig med, at han fortalte hende, hvor grim og dum, hun var. Så kan veninderne sige nok så mange gange til hende, at hun er smuk, sød og intelligent, og at hun nok skal finde sig en sød kæreste. Hvis hun ikke selv tror på det, hjælper det ikke.
Nogle mænd kan også holde på deres kvinde, fordi de truer med at slå hende ihjel, hvis hun  forlader ham, begå selvmord, eller slå børnene ihjel.

Hvad man i barndommen nemmer
Som regel begynder det med en lussing.
Og det er her, man skal sige stop, fortæller Soveig Mannemar. Sådan rådgiver hun unge kvinder, der sender mail til hende og spørger, hvad de skal gøre? Deres kæreste har slået dem.

“Kom væk”, lyder hendes klare kontante besked.
– Hvis ikke, kvinden siger fra i starten, eskalerer volden. Og det er kun pigen selv, der kan sige fra. Det kan hverken veninden, naboen eller kollegaen gøre. Man kan sige, hvad man ser. At man ikke tror på det med en dør, hun er gået ind i, eller en trappe, som hun er faldet ned af. 
Solveig Mannemar forklarer, at de fleste fortrænger volden, og nogle tror, at hvis bare de elsker ham højt nok, vil han aldrig slå dem igen.

Nogle kvinder er måske selv vokset op i en familie, hvor vold var en del af dagligdagen. De er vant til, at mænd overskrider deres grænser. Måske er de blevet misbrugt seksuelt. 

– Det er et stort problem, at børn vokser op med, at vold er en almindelig måde at løse konflikter på. De fleste vil gentage det, når de selv bliver voksne, for vi er alle præget af det, vi har lært i barndommen.