Anbragte

En mand og hans mission

Børnesagens Fællesråd får fra årsskiftet ny formand. Vi har stillet den nyudnævnte Geert Jørgensen en række spørgsmål om hans planer for rådet, og her understreger han, at alle der arbejder inden for anbringelses­ området, bør se kritisk på sig selv

Af Karianne B. Blem, redaktionen@sl.dk

Vi fanger ham på mobilen. Her svarer han roligt på spørgsmålene. Han er ikke det fjerneste nervøs for sin ny position som formand for Børnesagens Fællesråd. Han lyder nærmest som om, det er lidt af et underligt spørgsmål at stille. Det er det måske også, eftersom 56-årige Geert Jørgensen er en garvet mand. Den tidligere radiomekaniker og merkonom, der har en påbegyndt cand.pæd. uddannelse med sig i bagagen, har nemlig arbejdet med anbragte børn gennem det meste af sit liv. Siden 1997 i LOS – Landsforeningen af Opholdssteder, botilbud og Skolebehandlingstilbud, hvor han i dag er direktør.

Børnenes nye lobbyist Geert jørgensen bliver formand for Børnesagens Fællesråd, der er en paraplyorganisation inden for børneog ungdomsarbejdet. Medlemsorganisationerne dækker tilsammen  arbejdet med mere end 200.000 børn og unge. Børnesagens Fællesråd er høringsberettiget i forbindelse med lovgivning på området for socialt udsatte børn. kab

Hvorfor sagde du ja til jobbet?
– Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at skabe bedre forhold for anbragte børn. Tidligere arbejdede jeg direkte med dem – senere organisatorisk i LOS. Derfor spekulerede jeg ikke så meget over, om jeg skulle sige ja. Det var naturligt at gøre, for det hænger sammen med det arbejde, jeg i øvrigt laver i LOS, og den række af bestyrelser, jeg sidder i.

Hvad er det, du kan byde på som formand?
– Dels har jeg – selv om jeg ikke har det på eksamenspapiret – en bred teoretisk baggrund. Jeg  har læst mere pædagogik og psykologi end de fleste. Så har jeg en organisatorisk baggrund, et stort netværk og praksiserfaring, hvilket man ikke skal kimse af. Jeg har været tæt på nogle af de drenge og piger, det handler om og har fået indsigt i, hvad der er vigtigt for dem.

Er det her et ønskejob, som du har gået og sukket efter?
 Nej, det ved jeg ikke, om jeg har. Men det er noget, jeg klart gerne vil, for jeg vil godt være med til at påvirke indsatsen over for udsatte børn og unge. Og det har jeg bedst mulighed for i Børnesagens Fællesråd.

Hvilken berettigelse mener du, Børnesagens Fællesråd har?
Det er en organisation, der udelukkende har fokus på udsatte børn og unge. I modsætning til Børnerådet, som jo har ansvar for alle børn og unge.

Hvad er den første opgave du vil tage fat på som formand for Børnesagens Fællesråd?
– Vi skal finde ud af hvilke temaer, rådet skal arbejde med det kommende år. Jeg mener, at vi blandt andet skal sætte fokus på undervisningen af anbragte børn og unge. For mange af dem får ikke et tilstrækkeligt skoletilbud. Nogle spises i lange perioder af med 10 ugentlige timers eneundervisning eller mindre. Undervisningen er vigtig, fordi det er et væsentligt element i ethvert barns liv, og den er særlig vigtig for anbragte børn, hvis de skal kunne klare sig selv senere hen.

– Vi skal også sætte fokus på kommunalreformens konsekvenser for de udsatte børn og unge. Der er nu et stort økonomisk pres på kommunerne og på hele anbringelsesområdet, fordi der har været så meget hysteri om, at anbringelserne ville blive dyrere end hele folkeskoleområdet. Men den kurve er knækket, og nu kan vi jo se, at der sker en nedgang i antallet af anbringelser. På trods af at antallet af børn og unge er stigende i disse år, viser  tallene fra Danmarks Statistik, at der siden 2002 hvert år er sket en nedgang i antallet af anbringelser. Vi får i øjeblikket mange meldinger om gennemgang af børnesager med henblik på hjemtagelser af børn. Nu er målet jo ikke i sig selv, at der skal anbringes så mange børn som muligt, men hjemtagelser eller fald i anbringelser sker jo ikke, fordi de udsatte børn har fået det meget bedre de senere år.

– En tredje ting, som vi er nødt til at kigge på, er os selv. Om vi gør det godt nok. Alle dem, der arbejder inden for anbringelsesområdet, skal se kritisk på sig selv. Vi skal finde en balance i hele kvalitetsdiskussionen. I gamle dage beskrev vi slet ikke, hvad vi gjorde, og det duer ikke. Men vi skal heller ikke blive “evidensfanatikere”. Vi er nødt til at lave en model, der tilgodeser dokumentationskravene, men ikke ødelægger kernen i den pædagogiske indsats, så vi glemmer dét, det handler om. I LOS har vi for eksempel lavet et akkrediteringsprojekt for blandt andre opholdssteder. Medarbejderne skal på fire hovedområder beskrive, hvordan de agerer indenfor 17 bestemte standarder, hvorefter der kommer to assessorer ud på opholdsstederne og taler med både de unge og medarbejderne for at “dobbelttjekke”, om det foregår, som de har beskrevet. Det er stikprøver af virkeligheden. Assessorene laver herefter en rapport og indstilling til akkrediteringsnævnet, der afgør om stedet kan akkrediteres.

– Derudover skal vi have mere fokus på en øget inddragelse af de anbragte børn og unge og herunder deres rettigheder. De skal være aktivt med i beslutninger omkring deres liv, deres skolemuligheder, deres fritidsmuligheder – i dagligdags spørgsmål. De skal være med i dagliglivet på institutioner og plejefamilier. Det vil gøre, at de dels oplever at blive respekteret. Hvis man bare tager beslutninger hen over hovedet på dem, er det jo tegn på disrespekt.

I hvilket retning vil du bevæge Børnesagens Fællesråd?
– Jeg synes, at Børnesagens Fællesråd har bevæget sig i en positiv retning, som jeg gerne vil se fortsætte. Før i tiden var dets image noget støvet, men i dag er det blevet langt mere offensivt. Og jeg vil tage op i bestyrelsen, hvordan vi får styrket rådet mediemæssigt. Vi skal blive bedre til at sætte en dagsorden i medierne, der sætter fokus på forholdene for de udsatte børn og unge. Ikke bare når der er problemer, men også for at vise, at der er succeshistorier. De udsatte børn og unge er ikke en grå masse, men individuelle personer som alle andre. Det er vigtigt at vise, at der er en vej ud i livet.  Vi må styrke dialogen med politikerne – både på Christiansborg og ude i kommunerne. Sådan som vi for eksempel gjorde det i forbindelse med forlængelse af efterværnet op til 23 år. Så  der skal der mere lobbyisme til – lobbyisme på børnene vegne.