Familiebehandling

Dér føler jeg mig tryg

For Heidi og hendes familie er Familie­ huset en base, de kan søge hen til, når bølgerne går højt. Der møder hun folk hun kender, og det hjælper hende til nemmere at bearbejde det at have et handicappet barn

Af Karianne B. Blem , redaktionen@sl.dk

Det var da hendes lille pige blev født. To år efter broren. Det havde været på vej længe, men efter dén fødsel, kollapsede hun. Familien fungerede ikke. Forholdet fungerede ikke, og skilsmissen truede forude. På et af sine besøg, tog sundhedsplejersken fat i Heidi. Familien skulle have hjælp, og sundhedsplejersken kendte et sted, som Heidi og hendes familie kunne kontakte. Stedet var Familiehuset Hanghøj i Skibby.
I dag husker hun den ro, der var, da de første gang trådte ind af døren. 

– Jeg følte mig tryg. Og jeg følte en større fortrolighed, der gjorde, at jeg turde fortælle, hvor bange  jeg var. Bange for hvad der skulle ske. Og her havde jeg lov til at være ked af det, fortæller Heidi, der sammen med sin familie har benyttet sig af det kommunale tilbud i et års tid.

– Hos en sagsbehandler føler jeg mig tit i vejen og føler, at det bare er noget, der skal overstås, fordi sagsbehandleren ikke har tid, siger Heidi. Men tid har hun haft brug for. Det viste sig nemlig, at familiens nu fem-årige dreng har ADHD.

– I Familiehuset er der god tid. Jeg har skullet flytte mig, og jeg har skullet lære at sige højt, at jeg har et handicappet barn. Det har taget et halvt år. Nu kan jeg også begynde at tale om at få en aflastningsfamilie. Den bearbejdning havde jeg ikke kunnet lave uden Familiehuset, fastslår hun.
– For det betyder meget for mig at få hjælp et sted, jeg kender.

– Medarbejderne har hjulpet med at finde ud af, hvad der er bedst for vores barn, og hvad der er bedst for os. De tager fat om hele familien, fortæller hun.
Også vennerne og den øvrige familie har været med til møder i Familiehuset, hvor de har kunnet stille de ansatte spørgsmål om drengen. Og det har gjort situationen nemmere for begge parter.

– De er så bange for at gøre os kede af det ved at spørge os selv. Og det er heller ikke alle svar, vi kan give. For eksempel vil min mor gerne på næste møde bringe et emne op om, hvordan hun bedre kommer til at snakke noget mere med os, fordi børnene fylder så meget, når vi ses. Havde vi ikke haft Familiehuset, så var det ikke sikkert, at det var blevet bragt op, siger hun.

Samlet på et sted
For Heidi og hendes mand har sønnens ADHD-diagnose også betydet mange møder med læger, skole og PPR. Møder, som Familiehusets medarbejdere har deltaget i, og som ofte er foregået i Familiehuset.

– Jeg kan bedre overskue, at det foregår dér, i stedet for at vi skal rende flere forskellige steder hen, for så kan man hurtigt føle sig som en kastebold. Og at der er nogle vi kender med betyder også, at jeg bedre kan huske, hvad der bliver sagt, fordi vi snakker om det bagefter.

Da familien for nogle måneder siden ønskede at møde andre familier med samme diagnose inde på livet, arrangerede medarbejderne i Familiehuset en hyggeaften.
– De ansatte stod for maden og hjalp snakken i gang rundt om bordet. Det gjorde det nemmere end hvis vi bare havde fået et telefonnummer stukket ud, mener Heidi. 

Når bølgerne går højt
– Jeg ser ikke de ansatte som ansatte. Jeg ser dem mere som en form for bekendte, som jeg ved, jeg kan få hjælp hos. Stedet er en base for os – et ståsted, som vi bruger, når bølgerne går højt herhjemme. For eksempel i de perioder, hvor vores dreng skal have medicin, og han ikke vil have det, og vi sover dårligt om natten, siger Heidi. Hun tvivler på, at hun vil bruge en familiekonsulent oppe på rådhuset i Jægerspris, når Familiehuset ved årsskiftet lukker, og konsulenterne rykker derop. Heller ikke selv om det er den samme medarbejder, der har været i Familiehuset.

– Det er koldt at være sådan et sted, og jeg ville ikke føle mig godt tilpas.
Så Heidi og hendes familie håber, at de kan klare sig uden.

– Men jeg har hørt andre familier sige, at gid de havde sådan et hus, der hvor de bor. Mange af dem er kørt flade og er blevet skilt.
– Efterhånden bliver det nemmere og nemmere for os – så jeg håber vi er stærke, for jeg ved ikke, hvor vi går hen, hvis vi ikke er, siger Heidi.