Familiebehandling
Familiehuset splittes op
Fra nytår bliver Familiehuset Hanghøj spredt for alle vinde. Kun skoledelen vi bestå i sin nuværende form, men familierne har ingen grund til bekym ring, siger fagchef i Ny Frederikssund Kommune
Af Karianne B. Blem, redaktionen@sl.dk
Når kommunerne lægges sammen, lukkes Familiehuset Hanghøjs tilbud om støtte, behandling og konsulenthjælp, mens kun skoledelen består i sin nuværende form. Baggrunden er, at når kommunerne skal samles, så skal medarbejderne også samles på rådhuset. Det siger Bjarne Nielsen, der er fagchef i opvækst- og uddannelsesunderudvalget i Ny Frederikssund Kommune.
– Alternativet er at videreføre fire forskellige systemer, og det er jo ikke formålet med kommunesammenlægningen, understreger Bjarne Nielsen. Han mener, at ved at bevare alle de eksisterende tilbud i de fire kommuner, Slangerup, Skibby, Frederikssund og Jægerspris, der lægges sammen til Ny Frederikssund Kommune, forhindrer man den bedst mulige indsats over for børnene.
– Det vil være ufleksibelt at have for eksempel en femtedel af vores støttepædagoger placeret i et hjørne af den nye kommune, hvis der nu skulle blive pres på behovet for dem i en anden del af kommunen. De skal være en del af Ny Frederikssund – derfor skal vi ikke lave en stat i staten. Hvis man undtog de tre grupper af medarbejdere, der er i Familiehuset, vil de ikke blive en del af helheden i den nye kommune, og vi ville ikke udnytte deres ressourcer, siger Bjarne Nielsen.
– Vi er jo nødt til at sikre os, at de vanskelige sager bliver vurderet bredt af dem, der har ansvaret, blandt andet kommunens PPR. Jeg er ikke interesseret i at bygge noget op, der sætter disse aktører ud af spillet.
Ikke kun én metode Og det er ikke fordi, Bjarne Nielsen mener, at Familiehuset ikke gør sit arbejde godt.
– Men vi bibeholder jo heller ikke løn- og personalekontoret i Skibby, selvom det fungerer godt. Beslutningen om Familiehuset er ikke politisk og bunder udelukkende i en organisationsomlægning, der er en naturligvis konsekvens af kommunesammenlægningen, forklarer han.
Og når det gælder, hvilken måde man yder familier med særlige behov hjælp, mener Bjarne Nielsen ikke, at der kun er ét facit.
– Alle der sværger til én metode i forhold til børn og familier, bliver uenige med mig. Jeg har arbejdet med børn igennem 30 år, og der er flere forskellige måder at arbejde på, derfor skal man ikke hænge fast i, at nu bliver det bare skidt det hele, siger han.
Bjarne Nielsen mener ikke, at de familier, der benytter familiehuset på nuværende tidspunkt, har grund til bekymring.
– De er omfattet af de samme rettigheder i forhold til at få hjælp, som alle andre. Personerne de skal tale med, sidder blot et andet sted.
Og Bjarne Nielsen afviser da heller ikke, at dele af idéen bag familiehuset kan bruges, når han i den kommende tid skal være med til at bygge et nyt system op i Ny Frederikssund kommune.
– Det kunne handle om venlige lokaler, hvor man kan komme og lave aktiviteter og have som en base, man kan bruge, siger han.
Andre fysiske rammer Bjarne Nielsens kollega i den nye kommune, fagchef for Familiebehandlingsområdet, Hanne Sørensen, oplyser, at der er lavet en overgangsfase i Familiehuset. Således at de familier, der i øjeblikket benytter tilbuddet, ikke fra nytår skal finde hjælp et andet sted. Men der er ikke sat tid på overgangsfasen.
– Det har vi ikke taget stilling til endnu, siger Hanne Sørensen.
Hvad familierne skal gøre efter overgangsfasen, har hun heller ikke noget svar på.
– Det kan jeg dybest set ikke svare på. Men den enkelte borger har jo sin ret til at henvende sig i familieafdelingen i administrationscentret i Jægerspris, understreger hun.
– Når og hvis politikerne tager stilling til en ændring af dagbehandlingstilbuddene, er det da min intention, at der skal etableres nogle særlige fysiske rammer. Det skal der til, for at man kan udføre sit arbejde. Og det skal være noget andet end et kontormiljø. For et kontor er jo blot der, hvor man har sin pc og sin stil, men det er ikke dér, livet udfolder sig i familiearbejdet, siger Hanne Sørensen.