Børn og unge

Familiebehandling

Hele vejen rundt

Der skal flere vinkler på et barn, en forælder, en familie, når de havner i Familiehuset Hanghøj. Tværfaglig­ heden gavner nemlig både med­ arbejderne og familierne, mener en af de ansatte

, redaktionen@sl.dk

Lukning
Dagene er talte for Familiehuset Hanghøj i Skibby. Fra årsskiftet bliver tilbuddet i sin nuværende form nedlagt.
– ny Frederikssund kommune manglede omkring 45 millioner kroner på driftsbudgettet for 2007. De penge skulle findes, forklarer næstformand i opvækst- og uddannelsesudvalget, Mads Dydensborg (r).
Derfor blev der, efter råd fra forvaltningen, taget en overordnet politisk beslutning om at få større enheder på områder. Hvorefter administrationen nedlagde det nuværende tilbud. ikke fordi man syntes, det var et dårligt – men på grund af organisationsændringerne. Dermed slutter et tilbud, der startede tilbage i 1997. De følgende artikler handler om en del af det arbejde, der foregår i Familiehuset og om baggrunden for beslutningen.

Af Karianne B. Blem, kab@sl.dk

En kirke. Du står og kigger på den. Fra den ene side. Derfra kan du se, at bygningen buler ud og danner sideskibet. Derfra kan du se de to store buede vinduespartier, og derfra fremtoner kirken en anelse grå. Skyggesiden gør, at du kan se detaljerne i muren – ujævnhederne og fordybningerne.

Nu står du på den anden side. Derfra fremstår den hvidkalkede mur skarp. Solen bader den i lys og får den til at ligne et flødeskumbjerg, der har rejst sig foran dig. Derfra fremstår vinduerne som blanke overflader, men sollyset forhindrer dig i at se igennem dem.

Du står foran kirken. Derfra virker bygningen smal og spids. Den tunge, mørke trædør er svær at få blikket fra. Den indeholder mange udskårne detaljer, som man kun får øje på, hvis man tager sig tid.

Så står du bag kirken. Der kommer lidt lys fra den ene side og rammer hjørnet af muren. Lige der, hvor en enkelt ukrudtsplante har fået lov til uset at rejse sig. Her omme bag ved er der farver. Stærke farver fra mosaikkerne i vinduet. Og her omme bagved står graverens trillebør parkeret.
En kirke har flere sider. Den ser forskellig ud fra forskellige vinkler, men det er stadig den samme kirke.

Under samme tag
Sådan siger man i Familiehuset Hanghøj i Skibby. Og det er udgangspunktet for arbejdet med de familier, der henvender sig, fortæller familiekonsulent Merete Knudsen, der er uddannet socialpædagog. I Familiehuset er flere faggrupper nemlig samlet under samme tag. Psykolog, sagsbehandler, familiekonsulent, støttepædagog og skolelærer har ikke langt til hinanden, og den tværfaglige organisering bruges til at se på en familie med flere forskellige vinkler.

– Vi bruger billedet med at kirken har flere sider, fordi vi står fra hver sin side og ser på verden – på barnet. Det giver et mere nuanceret billede af barnet, fortæller Merete Knudsen.

– Man kan altid høre om der bliver krad­ set ekstra hårdt med blyanten, når et barn sidder ved siden af og tegner. Eller det holder pause med at tegne. Hvis børnene har noget at sige, skal de nok komme med det, men de skal ikke spørges om alt muligt, for ansvaret for situationen er forældrenes.
Merete Knudsen
– En iagttagelse et sted af et barn, kan af andre i en anden situation blive en anden iagttagelse. Det giver barnet nogle flere forcer, at man kan se noget mere i det. Og det kommer barnet til gode.

– Vi tager oftest hele familien ind til samtale, selvom det er barnet, der er beskrevet som den, der har problemerne. Det kan være, at lillesøster bare er symptombærer, for det der er galt i familien. Barnet er ikke problemet, men det er gjort til bæreren af problemet.

– Når jeg får henvist en familie, kommer de alle til en samtale. Det kan være foranlediget af, at et barn ikke trives i skolen, fortæller Merete Knudsen, der ofte holder samtalen sammen med en kollega fra huset, så der er flere faglige indgangsvikler.

– Sammen med familien skræddersyr vi et tilbud til dem, når de kommer ind. Det kan ændres henad vejen, men vi tager aldrig en beslutning udenom familien, forklarer hun.
– Det at vi er i samme hus giver lettere adgang til at arbejde tværfagligt, end hvis vi var spredt. Det er nemmere at samarbejde med de andre, der har med familien at gøre, fordi vi hurtigt kan mødes. Og når vi mødes tilfældigt på gangen, kan jeg hurtigt lave en aftale med for eksempel en støttepædagog om et møde. Vi skal ikke bestille tid til det tværfaglige arbejde, og det giver os nogle hurtige arbejdsgange.

Forældrenes ansvar
Når en familie første gang møder Merete Knudsen, er humor og tryghed en væsentlig del af mødet. – Familierne træder ind i et hus med en rar atmosfære. Når jeg møder dem, forsøger jeg at spotte, hvad det er for en familie og tager en lidt uformel snak først – for eksempel om hvordan de er kommet hertil eller om hvordan børnene har haft det i børnehaven. I det lokale jeg primært bruger, er der sofaer og bogreoler med bøger og rod – ligesom i et almindeligt hjem. Og der sætter vi os ned og drikker kaffe og så går samtalen i gang, fortæller hun.

For Merete Knudsen er det vigtigt, at børnene altid er i lokalet, når hun taler med forældrene, hvis forældrene er indforstået med det.
– Hvis der for eksempel er nogle problemer i deres samliv, som de ikke ønsker børnene skal høre om, men som påvirker familielivet, så respekterer vi, at de ikke vil have børnene med, siger Merete Knudsen.

– Men i de fleste tilfælde er børnene med, og så fortæller vi dem, at vi taler med forældrene, fordi det er forældrene, der har ansvaret for at ændre situationen for børnene. Men at børnene må byde ind undervejs, hvis de får lyst, forklarer Merete Knudsen og fortæller, at der altid undervejs kommer små tegn fra børnene, hvis man i snakken med forældrene når ind til det, der gør ondt.

Balance på en knivsæg
Merete Knudsen arbejder ikke blot med familierne, når de kommer i Familiehuset. Hun tager også hjem til dem.
– Der er familier, som er nemmere at kommunikere med ved at lave noget praktisk i hjemmet end ved at sidde ned og tale med dem. Nogle af hjemmebesøgene har en kontrolfunktion, hvor vi for eksempel skal hjem og se, om de nu sørger for, at der er mad i køleskabet til børnene. Og andre har brug for mere konkret vejledning i praktiske gøremål end egentlig samtale, siger Merete Knudsen

Hendes opgaver kan for eksempel bestå i at hjælpe en mor med at få læst et brev fra myndighederne, som hun ikke forstår. Den slags situationer er med til at skabe en tæt relation til familierne. En relation som kræver balancegang – det er Merete Knudsen ikke i tvivl om.

– Jeg skal jo passe på, at jeg ikke bliver blind, når jeg er så tæt på familierne. Hvis jeg bliver i tvivl, kan jeg trække på kollegerne eller få supervision.
Merete Knudsen oplever, at forældrene ser Familiehusets ansatte som professionelle, men også at de kan få en “venskabelig” relation til hende og de øvrige ansatte. Men det mener Merete Knudsen ikke er nogen ulempe i arbejdet med familierne. Tværtimod.

– For når jeg arbejder med familierne er min umiddelbare opgave jo at sige, hvis der er noget, der bekymrer mig. Og jo bedre forhold jeg har til familierne, jo lettere er det faktisk at sige det, der bekymrer mig, for tilliden er der.

Fakta om Familiehuset Hanghøj
Familiehuset er Skibby kommunens behandlingstilbud til børn, unge og deres familier. Huset er opdelt i fire værksteder:
Børneværkstedet:
Her arbejder kommunens støttepædagogkorps med støtte, vejledning, behandling og træningsopgaver i forhold til børn. arbejdet foregår både i huset og i børnenes daginstitutioner.
Familieværkstedet:
Her yder familiekonsulenterne praktisk pædagogisk bistand, familiebehandling og behandling i grupper med familier med samme problemstillinger,
Terapiværkstedet:
Her arbejder Familiehusets psykolog med terapeutiske forløb til børn, voksne og parterapi.
Skoleværkstedet:
Her gives individuel specialundervisning for børn mellem seks og 15 år med indlæringsproblemer på grund af følelsesmæssige og sociale problemer.
Træningsklasse i at komme tilbage til folkeskolen: tilbuddet er specialundervisning til børn, hvis koncentrationsevne og evne til at begå sig socialt er væsentligt reduceret som følge af manglende tidlig følelsesmæssig tilknytning.
Arbejds- og praktikklasse for 8.-10. klasse:
klassen er et tilbud til fire elever, som er skoletrætte og har brug for alternativ praktisk og erhvervsrettet specialundervisning som følge af sociale problemer i familien og/eller skolen.
Aspergerklasse:
Specielt tilrettelagt undervisning for børn med asperger.
Alle familier med børn i alderen 0-18 år kan modtage støtte, hvis de har behov for det. Det er børn- og ungerådgivningens socialrådgivere og psykologer samt Familiehusets leder, der kan visitere til familiehuset.
kilde: www.skibby-kommune.dk/ og Familiehuset Hanghøj.


Fra nytår bliver Familiehuset Hanghøj spredt for alle vinde. Kun skoledelen vi bestå i sin nuværende form, men familierne har ingen grund til bekym­ ring, siger fagchef i Ny Frederikssund Kommune

For Heidi og hendes familie er Familie­ huset en base, de kan søge hen til, når bølgerne går højt. Der møder hun folk hun kender, og det hjælper hende til nemmere at bearbejde det at have et handicappet barn

Se flere