Quiz-vinder
Vil ned og høre opera
Socialpædagog Linda Lund fra Nordborg var en af de dygtige quizdeltagere, der havde alle 10 svar rigtige i SL’s jubilæumsquiz på sl.dk. Så der måtte trækkes lod, og her var hun den heldige, der vandt præmiechecken på 5.000 kroner.
Af Kurt Ladefoged, redaktionen@sl.dk
Så nu vil Linda tage sin mand med på en operarejse til Wien eller Milano og se og høre opera.
– Det er ikke, fordi jeg har været særlig interesseret i opera. Men når man nu vinder en præmie på denne måde, skal pengene gå til noget, vi ikke plejer at gøre. Så de skal ikke bare bruges til en almindelig ferierejse, siger Linda Lund.
Hun er 32 år og arbejder som hjemmevejleder og støtte- og kontaktperson i et bofællesskab under socialpsykiatrien i Nordborg Kommune på Als, der fra nytår bliver en del af Ny Sønderborg Kommune.
– Når vi overgår til Ny Sønderborg Kommune bliver vi tilknyttet et nyt fagcenter for “Voksne med særlige behov”. Vi er ret stolte over, at man ikke bare benævner målgruppen som “voksne med handicap”. Der ligger en enorm signalværdi i at fastslå, at der er tale om mennesker med særlige behov, mener Linda Lund.
Hun er uddannet fra seminariet i Aabenraa i 1998, men kom allerede som studerende ind i amtskredsbestyrelsen i SL Sønderjylland, hvor hun har siddet i samlet fem år. Desuden er hun tillidsrepræsentant for sine kolleger i Nordborg.
Men hvordan kan hun i så ung en alder vide så meget om SL’s historie? – Jeg tror, det hænger sammen med mit arbejde i amtskredsbestyrelsen og min uddannelse som tillidsrepræsentant. Her fik vi jo en grundig introduktion til SL. Så jeg har vel fået en slags tavs viden, som har lagret sig i hukommelsen.
Denne viden er nu 5000 kroner værd. Det synlige bevis fik Linda Lund overrakt af forbundskasserer Kaj Frederiksen.