Tilbudsportalen
Ugens tilbud
Det gælder om at fatte sig i korthed, når alle sociale tilbud skal beskrive sig selv på Tilbudsportalen. Portalen skal sikre en god dialog mellem brugere og sagsbehandlere om at finde det rigtige tilbud. Socialministeren afviser, at portalen er et spareredskab
Af Bille Sterll, redaktionen@sl.dk
Fra 50 linier til fire. Sådan gik det beskrivelsen af Røntofte Krisecenter, da centret var en tur gennem Tilbudsportalen. De mange ord er væk og erstattet af korte og klare vendinger.
– Man skal tænke meget mere konkret og meget anderledes, end vi er vant til. Jeg skrev det vel om syv-otte gange, før jeg så på det en gang til sammen med vores bestyrelse. Det er en lang proces, og ikke en, man skal gå i gang med i 11. time, for så er man godt nok bagud, siger Røntoftes daglige leder Marianne Kierkegaard, som også lægger vægt på, at processen har været både sjov og udfordrende.
Fra april skal alle sociale tilbud være beskrevet på portalen. Er de ikke det, bliver de ikke brugt. De enkelte arbejdspladser skal selv levere ordene, og de skal helst være korte og præcise.
Bedre grundlag for dialog Ifølge socialminister Eva Kjer Hansen bliver portalen et værktøj, som både myndigheder og borgere kan få gavn af.
– Tilbudsportalen giver bedre mulighed for at inddrage borgerne. Det er nok så vigtigt ud fra et retssikkerhedssynspunkt. Den giver et bedre grundlag for dialog om, hvad der er det rigtige tilbud i den pågældende situation, siger Eva Kjer Hansen.
Selvom alle sociale tilbud fremover skal være at finde i portalen, kan sagsbehandleren ikke nøjes med at visitere borgerne fra skærmen.
– Portalen erstatter ikke den personlige kontakt. Den er et screeningsværktøj, som erstatter skuffelisten, men det er stadig nødvendigt med den personlige kontakt mellem sagsbehandleren og institutionen, siger udviklingschef SvenÅge Westphal fra Styrelsen for Social Service, der driver portalen.
Derfor er vi dyre En anden arbejdsplads, som har været turen igennem, er botilbudet Lindebjerg på Fyn. Også her er erfaringen klar: det gælder om at fokusere på arbejdets indhold og fatte sig i korthed.
– Det sværeste ved processen har været at begrænse os. Vi vil så gerne skrive om alle de tilbud, vi har, og alle de individuelle hensyn, vi tager. Der er en signalværdi i at skrive stolpe op og stolpe ned, men de stakkels sagsbehandlere bliver jo trætte af at læse det, siger Lindebjergs souschef, Michael Henriksen.
Skriveøvelsen handler imidlertid om mere end at holde sagsbehandlerne vågne. Beskrivelsen i Tilbudsportalen skal også gerne gøre det lysende klart for politikerne, hvorfor et tilbud som Lindebjerg koster, hvad det koster.
– Vi er blevet meget opmærksomme på, hvilke ydelser og hvilket arbejde der indgår i hverdagen.
Vi skal kunne skille grundlæggende omsorg fra det socialpædagogiske arbejde. Når politikerne kommer på besøg, kan de ikke se forskel på os og de kommunale plejehjem. De kan ikke forstå, at vores normering skal være større. Det kan jeg godt forstå, når man kun er her en halv time. Derfor er det er vigtigt, man kan se, at der er en grund til, at taksten er, som den er, siger Michael Henriksen.
‘Sund finansiel indstilling’ Fremover skal taksten for hvert tilbud beregnes – og alle udgifter fra lønninger over husleje til afskrivninger på græsslåmaskinen skal regnes med. Det regnestykke har Lindebjergs souschef lidt svært ved at se for sig.
– Den eneste oplysning, vi mangler nu, er taksterne. Dem er der ingen i kommunen, der kan regne ud. De eneste, der kan det, er en håndfuld medarbejdere i Fyns Amts handicapafdeling, siger Michael Henriksen.
Han frygter, at taksterne bliver et skøn: – Vores vedligeholdelse bliver nu samlet centralt i kommunen. Hvordan de så vil regne ud, hvad det koster for Lindebjerg, det ved jeg ikke. Det kan de måske sige om et år, men ikke på forhånd.
Også på Røntofte Krisecenter kan man blive lidt bekymret for, hvad taksterne kommer til at betyde.
– Vi har eksisteret i 21 år, og min erfaring siger mig, at prisen betyder meget. Jeg kan jo høre, at sagsbehandlerne bliver presset til at finde et billigt tilbud. Udbud og efterspørgsel bliver rigtig tydeligt nu, og det må vi være forberedt på, desværre, siger Marianne Kierkegaard.
Socialminister Eva Kjer Hansen afviser, at taksterne skal bruges til at konkurrere på prisen alene.
– Det kan man ikke. Kommunerne skal sikre borgerne de tilbud, borgerne har behov for. Men derfor kan man jo godt have en sund finansiel indstilling, så hvis der er tre tilbud, der matcher borgernes behov, kan man godt tage det billigste, siger hun.
Fakta om tilbudsportalen Tilbudsportalen er en database som beskriver samtlige sociale tilbud. Den skal stå klar den 1. april 2007. alle sociale tilbud skal registreres i portalen. kommunerne kan ikke henvise borgere til tilbud, som ikke er beskrevet i portalen. De enkelte tilbud skal selv levere beskrivelserne, og kommunerne har ansvaret for at godkende og opdatere oplysningerne. tilbudsportalen drives af Styrelsen for Social Service. For at sikre en fælles standard og et fælles sprog i indberetningerne, har Styrelsen lavet en manual, der beskriver og definerer de mange oplysninger. Manualen findes på www.tilbudsportalen.dk. |