En reaktion på artiklen “værdighed og lykke – om udviklings­ hæmmedes livsvilkår” af Niels Christian Vibholm og Bent Suhr, bragt i Socialpædagogen nr. 7 2009

Pædagogers arbejde er i disse dage i søgelyset og det er sådan set godt. Blot medierne også ville vise virkeligheden fra de mange bofællesskaber, hvor etik og omsorg er i højsædet. Hvor personalet ikke blot er “headhunted” men også “hearthunted”!

Pædagogikken man ikke ser. Reel omsorg – og om at udvikle sig sammen. Historier fra et bofællesskab

Som pædagog med 8 års erfaring i at arbejde med udviklingshæmmede – jeg arbejder på et daghjem (et beskæftigelsessted) for de svagest fungerende udviklingshæmmede, – har jeg nøje fulgt sagen fra Strandvænget i pressen. Men jeg oplever, at der mangler dimensioner i den debat, der er fulgt i kølvandet. Det er efter min mening alt, alt for enkelt og forsimplet blot at tale om brådne kar, inkompetente medarbejdere, eller svigt i personligt ansvar.

Jeg fik kvalme da jeg sad og så udsendelsen fra Strandvænget i Nyborg. Sikkert ligesom alle andre danskere der så tv den tirsdag aften.

Ingen bryder sig om de forhold TV-2 har afdækket på Strandvænget i Nyborg. Det forekommer umenneskeligt og uværdigt. Så er det sagt, her til indledning.

Ensomhed er et stort problem for mange udviklingshæmmede i kommunale og amtslige botilbud