Debat

Tid til faglig ledelse?

Charlotte Kremmer Larsen. Kogsbøllevej 75, 5871 Frørup. (Modtaget d. 27.2.2007)

, redaktionen@sl.dk

Nu har medarbejderne på Strandvænget fået deres straf for ikke at behandle de udviklingshæmmede ordentligt. Men vores faglige stolthed reddes ikke af det alene.

Skal vi som socialpædagoger genoprette vores rygte og renommé, må vi se på vores faglighed fra flere forskellige vinkler.

Jeg ønsker at bringe de tendenser, der præger ledelsesstrategierne på området ind i debatten.

Der er en tendens til, at ledelsesområderne bliver større og større. Mange steder taler man om centerledelse. Forstanderne/institutionslederne skal være ledere for større enheder. Den samme tendens ses på afdelingslederniveau.

Med forstanderens fravær fra institutionerne vil afdelingsledernes arbejdsopgaver ændres. De vil blive mere bureaukratiske og indeholde opgaver, forstanderen tidligere varetog. Samtidig vil de større afdelinger betyde større driftsområder, flere personaler, mere omfattende arbejdsplanlægning osv.  Konsekvensen af dette, kan man frygte, er for lidt tid til/fokus på faglig ledelse.

Ledelse som fag indeholder mange elementer. På de sociale institutioner er det god ledelse at sætte mål. Dette gøres på alle niveauer i organisationen. Den øverste ledelse (kommunen/regionen mv.) udfærdiger missioner, visioner og strategier. Institutionslederen lægger sin strategi for institutionen og formidler denne til afdelingslederen, som så har ansvar for at denne omsættes til handlinger.

Afdelingslederen skal være garant for, at værdier, handleplaner osv. er omdrejningspunkt i det daglige arbejde. At alle medarbejdere arbejder efter disse. Det er nødvendigt, at afdelingslederen er kulturskabende. Faglig dialog, sparring, supervision, coaching er blandt andre nødvendige redskaber for at skabe et miljø med motiverede og engagerede medarbejdere.

Det er denne del af afdelingslederens opgaver, vi skal værne om. Vi skal være opmærksomme på, at afdelingslederne har en central rolle i forhold til at omsætte mål og visioner til socialpædagogik. Vi skal overveje den overordnede ledelsesstrategi. Sørge for at skabe nogle rammer, der prioriterer pædagogisk udvikling lige så højt som økonomi og daglig drift. Således at vi også i fremtiden kan have veldrevne institutioner med et højt fagligt niveau på det socialpædagogiske område.

 

Jeg læser i mine aviser, at fire ansatte på Strandvænget i Nyborg, som er blevet fyret, fordi de angiveligt har udvist nedværdigende behandling, truet og indespærret beboere, får erstatning for afskedigelsen. SL´s ledelse må godt lige forsøge at give en rimelig, hvis muligt, forklaring på dette.

Gurli Dam, Pædagog (Modtaget d. 10.2.2007)

Se flere