Kvalitetskonference

Farvel til kinabogen

Kampen om velfærdsressourcerne skærpes, men det er bare en ekstra grund til, at socialpædagoger bør kaste sig over arbejdet med dokumentation og kvalitetsudvikling, lød meldingerne på konferencen om kvalitet, dokumentation og udvikling. Det svære bliver at finde balancen mellem hverdagens konkrete og komplekse praksis og forskningens helikopter-perspektiv.

Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk

Der sænker sig en mumlende koncentration over salen. Efter de første par indlæg på Socialpædagogernes konference om "Kvalitet, dokumentation & vidensbaseret praksis" er der nu minimøder, hvor seks­otte deltagere om hvert bord reagerer på og diskuterer det, der lige er ble­vet sagt fra talerstolen.

Ved et af bordene arbejder deltagerne på et bredt felt af socialpædagogiske arbejdspladser, men der er enighed om en række ting: Dokumentationsredskaberne skal tilpasses de enkelte arbejdspladser og deres brugergruppe. Arbejdet skal tage udgangspunkt i medarbejdernes arbejde og brugernes behov og mål. Formålet skal være tyde­ligt – det skal være en yes­opgave, som en formulerer det. Dokumentationen skal ned på papir, og det kræver (efter)uddannelse og opkvalificering. Og så skal der skabes nogle fora, hvor den viden og erfaring, der er på arbejdspladserne og med de enkelte brugergrupper kan cirkuleres, så den ikke forbliver "hemmelig".

– Da jeg blev uddannet i 1985, talte vi også om tavs viden. Nu må vi snart se at få den på bordet, som en af deltagerne siger det.

Tale­ og diskussionslysten fortsatte dagen igennem på konferencen, der blev holdt i Odense den 9. marts. At timingen var nærmest perfekt, var der også enighed om: Efter en turbulent tid oven på tv­udsendelserne med skjult kamera­op­ tagelser fra mistrøstige hjørner af de socialpæda­gogiske arbejdspladser, var der mærkbar begej­ string over at fokusere på udvikling og på, "hvor­dan vi kommer videre".

– Mange oplever, at der er masser af muligheder for at gøre det bedre. Mange oplever, at der mangler kvalitet, og er usikre på, om indsatsen virker. Der er behov for kompetenceudvikling, og vi skal have nogle troværdige værktøjer, der kan dokumentere, at indsatsen virker, sagde Benny Andersen, næstformand for Socialpædagogerne i sit oplæg.

– Og med troværdig, mener jeg, at vores viden er mere end det, der står i de kinabøger, der bliver brugt rundt omkring. Der er mange data, vi regi­strerer vores arbejde,  der er arbejds­ og dagbøger og der er tal, billeder og video. Men det bliver først til viden, når det bruges til at svare på de spørgs­mål, vi gerne vil have svar på, konstaterede han.

Benny Andersen fastslog derefter, at der er be­ hov for at Socialpædagogerne og kommunerne laver rammeaftale for dokumentations­- og videns­ området.

– Den skal beskrive, hvordan  arbejdet med do­ kumentation, kvalitet og formidling kan foregå i tæt samarbejde. På den måde sikrer vi, at medar­ bejderne bliver inddraget, og at vi ikke får redska­ ber, der peger i alle mulige retninger, sagde Benny Andersen.

Hvad skal det bruges til?
Et af nøgleordene – og et forkætret sådant – i de senere års diskussion af dokumentation inden for det sociale område har været evidens, og der greb den første af dagens to eksterne oplægsholdere fat i.

Ole Steen Kristensen, er psykolog og har netop afsluttet et fem år langt forskningsprojekt om livet på døgninstitutioner. Som forsker advarede han indledningsvist mod den udbredte tendens til at se et modsætningsforhold mellem evidens og erfaring. På den måde bliver der etableret et fjendtligt forhold mellem hverdagsmagerne og forskerne.

– Tænk i stedet på evidens som en stadig un­ dersøgelse af egen praksis, opfordrede Ole Steen Kristensen.

Og så kastede han sig ud i en analyse af den balancegang, der er et arbejdsvilkår, når man skal dokumentere sit arbejde – en balance mellem det individuelle og det generelle.

– Der er et stort behov for en bevidst strategi for, hvordan man bruger sin viden. Man skal være helt klart på, hvad der er formålet med dokumentationsarbejder, og hvilke interesser der er på spil, sagde han.

Når man skal dokumentere en socialpædagogisk indsats, er det nødvendigt at forenkle for at skabe overblik og for at gøre dokumentationen anvendelig for andre. Men en sådan forenkling kan let tage overhånd og komme til at skygge for det komplekse. Derfor er kommunikationen mellem de forskellige systemer, der står for praksis, forskning og forvaltning helt afgørende, argumen­ terede Ole Steen Kristensen.

Gode pædagoger er ikke alt
Hvis dokumentationsarbejdet skal lykkes, er der brug for forskellige tiltag, sagde han:

For det første er det nødvendigt at se på ar­ bejdsdelingen. Gode pædagoger er ikke nødven­ digvis gode til at dokumentere deres arbejde, og derfor vil stillinger som udviklingskonsulenter, kvalitetskonsulenter og evaluatorer i stadig højere grad vinde indpas på det sociale område.

Som en anden ting mener Ole Steen Kristen­ sen, at man skal satse parallelt på overvågning og fokuseret udviklingsarbejde. Den store screening af indsatsen på et område kan ikke stå alene, men den giver overblik og frihed til at slå ned på detal­ jerne.

Det er som et tredje element også vigtigt at være opmærksom på faren for magtkampe mel­ lem forskellige faggrupper og bureaukratier, sagde han.

Og så er det altafgørende med noget grund­ forskning på det socialpædagogiske område. Det er måden til at skabe en anderledes opfattelse af socialt arbejde – en opfattelse som er i overens­ stemmelse med virkeligheden ude på de sociale tilbud, sagde Ole Steen Kristensen.

I det minimøde, der fulgte, var der genkenden­ de nik til Ole Steen Kristensens tanker.

Der blev talt om det vigtige i at træde ud af eg­ ne observationer og lytte til brugerens behov. Om hvordan man kobler brugeren og de pårørendes behov og mål med de professionelle mål.

Der var argumenter for at passe på, at doku­ mentationsprojekter ikke bliver lederens projek­ ter og medarbejderne tabes på gulvet. Og at det der for er altafgørende, at der bygges bro mellem  hverdags­ og handleplanet på den ene side og do­ kumentationsindsatsen på den anden. En af delta­ gerne mindede om, at data ikke bliver til viden, før de kan bruges til at løse et problem.

Viden – hvad er det?

- Grundlæggende vil vi gerne vide, hvad vi går og laver, men det handler også om at få vist, at det sociale område er meget bedre end sit rygte. Hele den sociale indsats bygger på tillid, og bedre dokumentation vil styrke tilliden og i sidste ende give bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. Ole Pass formand for Socialchefforeningen

Og netop spørgsmålet om, hvad viden egentlig er, var emnet for næste oplægsholder, Jørgen Sønder­ gaard, direktør for Socialforskningsinstituttet.

Han startede med at konstatere, at det at opnå viden er en proces, der aldrig stopper.

– Målet er en kontinuerlig stræben efter at øge kvaliteten i det arbejde, man laver. Og det er ikke bare en indsats, vi kan lave over tre­fire år, og kan vi holde op igen, konstaterede han og slog fast, at “grænsen mellem det, vi ved, og det, vi tror, altid kan udfordres”.

Han efterlyste en stærkere evalueringskultur, og pegede på, at det for socialpædagoger først og fremmest er viden om årsagssammenhænge, der skal fokuseres på. En sådan viden kan man få gen­ nem egen erfaringer og gentagne iagttagelser og så gennem forskning og systematisk erfaringsop­ samling, sagde Jørgen Søndergaard.

De to metoder kan ikke undvære hinanden – og ingen af dem kan stå alene, sagde han.

– Når man arbejder med så komplekse sam­ menhæng, som man gør i socialpædagogisk arbejde, kan det være svært at se, hvad der er år­ sag til hvad, når man selv er tæt på. Det er også begrænset, hvad man formår at prøve selv, og at få et stort materiale gennem gentagne iagtta­ gelser kræves der ofte lang tid – som for eksem­ pel, når man skal undersøge konsekvenserne af anbringelser af børn og unge, sagde SFI­direk­ tøren.

Her komme forskerne og deres helikopter­per­ spektiv så ind i billedet. De kan svæve over van­ dene og få et samlet billede. Men det er på anden side heller ikke meget værd uden detaljerne. Prak­ tikernes medvirken er den absolutte betingelse for forskning, der giver mening i, ja, netop praksis, lød konklusionen – og opfordringen – fra Jørgen Søndergaard.

Bedre end vores rygte
Konferencen sluttede med en paneldebat, hvor Socialpædagogernes næstformand Benny Ander­ sen blev flankeret af socialchef­foreningens for­ mand, Ole Pass, børne­ og kulturchefernes ditto, Per B. Christensen og regionsdirektør fra Nordjyl­ land, Lars Mathiesen.

Ole Pass lagde ude med at konstatere, at do­ kumentationsarbejde og kvalitetsudvikling også blandt hans kolleger står som en af de mest pres­ serende socialpolitiske opgaver.

– Grundlæggende vil vi gerne vide, hvad vi går og laver, men det handler også om at få vist, at det sociale område er meget bedre end sit rygte. Hele den sociale indsats bygger på tillid, og bedre dokumentation vil styrke tilliden og i sidste ende give bedre arbejdsmiljø for medarbejderne, sagde Ole Pass.

Han pegede på, at et naturligt afsæt vil være den forestående kvalitetsreform, men her mang­ ler specialområdet stor set i regeringens oplæg, så den første kamp bliver at få det indlemmet. Der skal være plads til mere brugerinddragelse, og der skal være klarere mål.

– Vi savner målsætninger, der kan række helt fra socialministerens bord og ud i de enkelte in­ stitutioner. Og så skal vi se på samspillet mellem institutioner og forvaltninger, sagde Ole Pass og forsikrede om, at socialcheferne støtter Socialpæ­ dagogernes udspil om en aftale, der sikrer efter­ uddannelse og opkvalificering.

Hvem tør andet?
Børnechef­formand Per B. Christensen udtrykte optimisme med hensyn til arbejdet med kvalitets­ reformen.

– Jeg tror, der bliver større lydhørhed for, at kommuner og institutioner skal have et frirum til udvikling, og jeg tror også, at der bliver lagt op til styrket ledelse og øget kompetenceudvikling, vur­ derede han.

– Prisen bliver så, at vi skal blive langt bedre til at dokumentere og evaluere vores indsats. Og på børneområdet vil vi så insistere på, at dokumen­ tationsarbejdet skal udvikles på tværs af faggrup­ perne, sagde han.

Han pegede også på, at det nyligt indgåede forlig om professionshøjskolerne åbner for nogle stærke faglige miljøer.

– Det er nu, der skal diskuteres uddannelse, lød meldingen.

Også Per B. Christensen tilsluttede sig Social­ pædagogernes krav om mere uddannelse:

– Vil vil også gerne være med til personalepoli­ tiske tiltag i den retning – hvem tør andet i de her dage?

Forskning, mere forskning!
I regionerne har man nu kun leverandørrollen, men den kræver også, at kvaliteten er i top, fast­ slog Lars Mathiesen.

Han pegede på en række initiativer, som re­ gionerne har overtaget fra amterne og som de vil videreføre. Det gælder blandt andet projektet med bruger­ og pårørendeinddragelse på psykiatriom­ rådet, som man nu vil overføre til de sikrede insti­ tutioner.

– Og når det gælder kvalitetsarbejde, skulle man måske arbejde med akkrediteringer på det sociale område, sagde han.

Og i hans kreds falder ideen om en aftale om efter­ og videreuddannelse i god jord – særligt hvis det kan sikres, at arbejdspladserne som sådan op­ kvalificeres, når de enkelte medarbejdere får øge­ de kompetencer, sagde Lars Mathiesen og opfor­ drede til et samarbejde mellem arbejdsgiversiden, forskningsinstitutionerne og organisationerne.

Den greb Per B. Christensen og efterlyste en bedre sammenhæng mellem den viden, der al­ lerede findes i de forskellige "kasser". Begge mente, at det er et godt tidspunkt at spille det kort, der handler om forskning og uddannelse.

Og det haster med at få skabt sammenhæng mellem dokumentation, viden og kvalitetsudvik­ ling, lød det podiet. I en tid med øget konkurrence om velfærdsmidlerne skal man have papirerne i orden: 

– Den dokumenterende part vinder ressour­ cekampen, lød den afsluttende salut fra Lars Mathiesen.

Læs mere om dokumentations­- og kvalitetsarbej­de under rubrikken "Fag og uddannelse".