Strandvænget

Får ikke sagt stop i tide

Flere og flere socialpædagoger på Strandvænget brænder ud, fordi de skal nå mere og mere for færre og færre penge, viser tallene fra arbejds- og miljømedicinsk.

Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk

Den 21. april 2006 var psykolog Simon Grandjean Bamberger, Arbejds­ og Mil­ jømedicinsk Klinik i Odense, på virksom­ hedsbesøg på Strandvænget og talte med souschef Lene Horndrup om de arbejdsmiljømæssige pro­ blemer, han ser hos de socialpædagoger, der bli­ ver henvist til klinikken. Baggrunden for besøget var, at antallet af henviste var steget de seneste par år – samme billede gælder i øvrigt også for mange andre socialpædagogiske arbejdspladser.

– Socialpædagoger har altid været en udsat gruppe, men de seneste par år er antallet af hen­ viste steget markant, siger Simon Grandjean Bam­ berger (SGB).

Årsagen til denne udvikling hænger ifølge SGB især sammen med, at socialpædagoger bliver mødt med flere og flere krav, samtidig med, at der er færre og færre penge at gøre godt med.

– Problemet opstår, når mennesker ikke siger stop, men bare bliver ved. Det er ofte meget tro­ faste medarbejdere, der brænder ud, og man kan  sammenligne forløbet med at køre i bil med fuld fart på, og når så olielampen lyser, taper man det over, det samme sker, når motorlampen lyser. Til sidst brænder bilen sammen, og så er det for sent at gøre noget.

De hyppigste diagnoser er udbrændthed, de­ pression og posttraumatisk belastningsreaktion, og symptomerne er blandt andet koncentrati­ onsbesvær, hukommelsesproblemer, hoved­ og mavepine, uro og spændinger i kroppen, hjerte­ banken, søvnforstyrrelser, udmattelse, manglende initiativ i hverdagen og depersonalisering (følel­ seskoldhed) i forhold til brugerne.

– De fleste er gået ind i det pædagogiske fag, fordi de ønsker at gøre noget godt for andre. Det vil sige investere noget af sig selv i arbejdet. Men hvis man gang på gang oplever fra brugere, fra pårørende eller ledelsen, at man ikke kan nå ar­ bejdet, at det ikke bliver værdsat, at det ikke bliver anerkendt, og at der mangler forståelse, så bli­

ver man nødt til at sætte et forsvar op. Hvis man bliver ved at give af sig selv, og der ikke kommer noget ind på kontoen, så er der til sidst ikke mere tilbage. Og så bliver man nødt til at trække sig fra brugerne.

– En snedker har en hammer og en sav som sit værktøj, og når det går i stykker, bliver det fornyet. Socialpædagogers værktøj er dem selv og deres faglige viden. Skal de skal forny deres værktøj, rammer det ofte hårdt, fordi det er dem selv de skal kigge på.

– Når der begynder at opstå problemer i for­ hold til en beboergruppe, er det ofte dem selv og  deres kollegaer, de skal kigge på, for at finde løs­ ningen. Problemet risikerer at blive personificeret ved, at nogle ikke gør deres arbejdet godt nok, og kan skabe splitting i en personalegruppe. Mang­ lende faglig og social støtte fra kollegaerne påvir­ ker motivationen og  er med til at give udbrændt­ hed, fordi man er alene i arbejdet. 

Grænseoverskridende adfærd
Af referatet fra virksomhedsbesøget på Strand­ vængets fremgår det, at Simon Grandjean Bam­ berger over for ledelsen gennemgår de forskellige arbejdsmiljømæssige belastninger, som de henvi­ ste socialpædagoger kommer med. Desuden drøf­ ter man, hvilke ting, der kan sættes i værk for at forhindre, at medarbejdere bliver udbrændte.

Beboerne på Strandvænget har ofte på grund af deres handicap en grænseoverskridende adfærd. Det sker eksempelvis i forbindelse med afføring, spyt og bræk, ved fysisk vold, slag, spark og ver­ bale trusler.

– Man kan selvfølgelig ikke helt forhindre, at beboerne overskrider medarbejdernes grænser, for der er tale om en brugergruppe, der har svært ved at kommunikere. Men arbejdspladsen kan sørge for, at der bliver taget ordentlig hånd om den medarbejder, der eksempelvis har været udsat for vold.

– Arbejdspladsen skal analysere, hvorfor en be­ boer er voldelig. Er der fare for vold 10 procent af tiden, skal bemandingen svare til de 10 procent. Det kan sammenlignes med en brandstation, der er bemandet i tilfælde af, at der opstår en brand. På samme måde skal der også være en ledig pæda­ gog til at reagere, hvis der opstrå konflikter.

SGB fremhæver, at supervision er alfa og ome­ ga i al det pædagogiske arbejde, både i forhold til de grænseoverskridende situationer og i forhold til den pædagogiske linie.

Kommunikationen skal være tydelig. Det vil blandt andet sige, at den pædagogiske linie skal være klar, og den skal jævnligt tages op i medar­ bejdergruppen for at se, hvordan den fungerer. Er arbejdspladsen på vej det rigtige sted hen? Hvor­ dan går det med den enkelte bruger?

– Der skal være en faglig klar linie, som bliver fulgt op af alle. Det handler om faglig respekt og tillid til hinanden.

– Medindflydelse er også vigtig, så den enkelte  medarbejder føler, at han/hun har mulighed for at påvirke sin egen hverdag og arbejdets udførelse.

Organisatoriske forandringer
Strandvænget har været igennem økonomiske nedskæringer og en del omstruktureringer, og nogle socialpædagoger, der er henvist til Arbejds­ og Miljømedicinsk Klinik oplever, at det bliver sværere at udføre pædagogisk udviklingsarbejde med beboerne. 

– Det bliver mere den såkaldte bo­bedre­pæda­ gogik, fortæller Simon Grandjean Bamberger.

– Hvor det handler om at spare her og nu og finde kortsigtede løsninger på et minimum af ud­ gifter.  Medarbejderne opgave er at sørge for, at beboeren bor pænt og får mad, men der er ingen visioner om at skabe udvikling for dem.

– Hvis man har været i gang med udviklingsar­ bejde, og der så pludselig kommer en nedskæring, hvor den del af arbejdet forsvinder, så kan det for nogle pædagoger betyde, at de mister mening og motivation i arbejdet. Så det handler om at få afstemt sine egne forventninger til arbejdet og til den nye virkelighed.

Den onde cirkel
Nogle ældre medarbejdere, der har været det sam­ me sted i mange år, kommer til at sidde fast og får sig ikke flyttet til nye opgaver. Og efterhånden er det eneste, de tror de kan, det de har lavet i man­ ge, mange år. De bliver, selv om de måske er ud­ brændte, fordi de ikke kan andet, og så regner de med,  at de kan rekreere sig i weekender og i ferier.

– Men det er en ond cirkel at komme ind i, siger Simon Grandjean Bamberger. Mange af dem når i minus og har ikke overskud til at få nye rutiner. Og de gør måske så heller ikke arbejdet sådan, som de burde gøre det.

– Som medarbejder har man selv et ansvar for at få sagt stop i tide, inden det hele begynder at skride. Det gælder om at se tegnene eller signa­ lerne i starten, før man bliver så begravet, at man ikke kan se en vej ud af det. Hvis man i lang tid ikke har kunnet sove, har ulyst til sit arbejde og er udmattet, så er der al mulig grund til at få over ve­ jet sin arbejdssituation en ekstra gang, og hurtigst muligt at få kontaktet sin fagforening om hjælp.

Socialpædagogen har fået aktindsigt i Jens Holms arbejdsskadesagsag hos socialpædagogerne (se artiklen Kan du ikke lide lugten i bageriet ...). i sagens akter ligger der blandt andet et referat fra det virksomhedsbesøg, som arbejds- og Miljømedicinsk klinik aflagde på strandvænget den 21. april 2006.