Strandvænget
Kan du ikke lide lugten i bageriet ....
Jens Holm blev slidt op efter 14 år på Strandvænget, og må ikke længere arbejde som pædagog. – Pædagogikken flød længere og længere væk. Til sidst handlede det kun om at undgå sammenstød mellem de udadreagerende beboere, siger han.
Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk
Det var den 24. november 2005 om eftermiddagen, at han fik knækket. Jens Holm er på arbejde i Hus 16 på Strandvænget. En beboer, der er 190 cm høj og vejer 120 kg, slår en kvindelig kollega i ansigtet. Beboeren nåede at slå en gang til, inden de andre medarbejde re fik reddet kollegaen.
Slagene kom hårdt og ufor udsigelig. Problemet opstår i forbindelse med et skift fra dag hjem til boenheden.
Jens Holms film knækkede. Han er stadig sygemeldt og vil aldrig igen kunne vende tilbage til pædagogisk arbejde. Det er dommen fra Arbejds og Miljø medicinsk Klinik.
En god arbejdsplads
Jens Holm blev uddannet pæda gog i 1986 og havde dermed fået sit højeste erhvervsmæssige øn ske opfyldt. Han var 32 år.
Han arbejdede nogle år på et skolehjem, men da det lukkede, blev han i 1992 ansat i Hus 16 på Strandvænget. Først halvandet år som nattevagt. Herefter kom han med i dagholdet.
Beboergruppen skulle have hjælp til alt og var ofte meget voldelige. Dagligt gik medarbejderne hjem med krads, mærker efter slag og bid.
– Men der var utrolig stor gejst i medarbejdergruppen, fortæller Jens Holm.
– Vi knoklede med pæda gogikken, og det lykkedes at få bragt volden ned. Der blev lavet projekter for den enkelte beboer. Eksempelvis var der en beboer, som hver dag kom ud at gå otte km, fordi det viste sig at være godt for beboerens psyke og dermed også for afdelingen, da det dæmpede hans angst.
– Vi brugte megen tid på be boerne, og jeg følte, jeg havde en super arbejdsplads og super kollegaer, selv om jeg arbejde de på en afdeling med nogle af de mest vanskelige beboere. Vi havde et godt pædagogisk miljø, som gav gode resultater med be boerne.
– Vi besluttede på persona lemøderne, hvilke aktiviteter, vi skulle lave med beboerne. Vi kendte dem så godt, at vi vidste, hvad hver enkelt beboer havde behov for. Når jeg tog hjem fra arbejde, havde jeg en rar for nemmelse af, at kollegaerne tog over.
– Ovenfra fik vi frie hænder til eksempelvis at inddele os i hold, så beboerne fik færre medarbejdere at forholde sig til. Vi tilrettelagde selv arbejdsti den, og det betød blandt andet, at den medarbejder, som lagde beboerne i seng, også ofte var den, som tog dem op igen. Det gav ro og stabilitet på afdelin gen, da alle har autistiske træk. For medarbejderne betød det, at de fik tid nok til at restituere sig mellem vagterne. Da det ta ger totre år at blive kørt ind på afdelingen og lære beboerne at kende, sammensatte vi holdene sådan, at der aldrig var to nye på vagt samtidig.
Jens Holm var desuden til lidsrepræsentant for sine kolle gaer og mentor (praktikvejleder) for de studerende.
En købmandsbutik
For en firefem år siden begyn der arbejdsforholdene at ændre sig. Det sker gradvis. Men afde lingen skal i flere omgange igen nem nedskæringer og omstruktureringer. Desuden er der i 2004 lederskifte, hvor den nye (og nu afsatte) le der styrer ud fra øko nomiske overvejelser.
Lederen beskriver i sin tiltrædelsestale Strandvænget som en købmandsbutik, hvor beboerne er varer på hylderne. Det pæda gogiske var rykket i baggrunden, fortæller Jens Holm
På hans afdeling skulle der gå omkring 10 måneder, før med arbejderne fik besøg af den “nye” leder. Og først efter at de ud trykkelig havde bedt om det. Forud for mø det blev medarbejder ne bedt om skriftligt at sende deres spørgsmål til lede ren. Det blev Jens Holms opgave på vegne af personalegruppen.
Han nåede at stille tre spørgsmål, hvorefter han fik be skeden, at hvis han ikke kunne lide lugten i bageriet, måtte han finde sig et andet bageri.
– Da blev jeg sgu skubbet ud over kanten….
– Hvor den nye forstander skulle fylde brændstof på, tog hun det sidste, jeg havde. Hun havde kun et administrativ syn på Strandvænget. Hun ville for eksempel gerne have os gamle med lang anciennitet og højere løn udskiftet med nye, fordi så kunne hun for de samme penge få halvanden hånd i stedet for en. Hun tænkte ikke i kvalitet. Ikke i erfaringer.
Det var ikke kun Jens Holm, der ikke kunne klare lugten i ba geriet. I dag er tre andre medar bejdere fra Hus 16 langtidssyge meldte, og Socialpædagogernes Landsforbund har anmeldt alle fire som arbejdsskader.
Den onde cirkel
– Det var værdigheden, der manglede den sidste tid, jeg var der, siger Jens Holm.
– Vi var fagligt kørt ud på et sidespor. Vi manglede indfly delse på arbejdet, kunne ikke komme til at tale fagligt om vores arbejde og ikke professio nelt få bearbejdet, at beboerne havde tilbagefald.
– Pædagogikken flød længere og længere væk. Til sidst hand lede det kun om at undgå sam menstød mellem de udadreage rende beboere. Hvor vi for ek sempel før var tre medarbejdere til ni beboere, blev vi skåret ned til to, nogle gange var der kun èn på vagt. Samtidig fik vi en me get udadreagerende beboer, der kom fra en specialinstitution, hvor han var blevet isoleret fra de øvrige beboere.
– Vi vaskede beboerne og gav dem mad, men der var ikke læn gere tid til entilensituation (en medarbejder til en beboer). Vold, bid og krads blev en del af hverdagen.
– Vi kunne også mærke skiftet på stormøderne i afdelingen. Der kunne gå et halt år, hvor vi over hovedet ikke havde beboerne oppe. Tiden blev i stedet brugt på omstruktureringer og bespa relser. Medbestemmelse og fag lighed blev stille og rolig ædt op.
Jens Holm begyndte at ændre sig, og det kulminerede for ham den dag, den kvindelige kollega, der var en af hans tidligere prak tikanter, blev slået af en beboer.
– Jeg følte, at hele mit arbejds liv blev smadret. Og sådan har jeg det stadigvæk.
Udbrændt
På Arbejds og Miljømedicinsk Klinik har de undersøgt Jens Holm og konklusionen herfra lyder:
“Du har udviklet udbrændt hed på baggrund af de lange fysisk og psykisk krænkende oplevelser, du har været udsat for igennem de 20 år i virke som socialpædagog. Din situation er dog blevet yderligere forværret igennem det seneste år, grun det de nye ledelsesstrukturer på Strandvænget, som har medført manglende social støtte. Det er i disse belastninger, at årsagen til, at du har mistet motivation og mening i arbejdet, skal findes. På baggrund af dette anbefales det, at du ikke vender tilbage til pædagoggerningen.”
Arbejdsskadestyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om Jens Holms sygdom kan aner kendes som en arbejdsskade.
Han er stadig sygemeldt, og efter 14 år på Strandvænget blev han den 1. november 2006 op sagt af det tidligere Fyns Amt. I dag modtager han sygedagpen ge fra kommunen.
Som ung blev han beskrevet som en “kvik, udadvendt, aktiv og glad dreng, altid med sund selvfølelse, men samtidig med omsorg og interesse for andre.” Han har aldrig haft psykiske problemer.
I dag ser tingene anderledes ud. I en psykologerklæring bli ver han blandt andet beskrevet på denne måde: “Han lider af søvnløshed. Oplever angst. Fy sisk og psykisk træthed. Mang ler tro på sig selv. Magtesløshed. Og – værst af alt – manglende interesse for andre mennesker eller engagement i disse, hvad der er i grel modstrid med hans tidligere altruistiske og humani stiske tilgang.”
– Der er ingen tvivl om, at mit råb til ledelsen om supervision steg i takt med mit personlige underskud, med afmagten. Men jeg var ikke selv i stand til at se, hvor det bar hen, før det var for sent.