Synspunkt

Den normale og nødvendige galskab

Af Jens Christensen, cand.pæd.pæd. Gemmavej 9, 8270 Højbjerg 86 11 66 30 / 28 49 02 71 mail@jensc.dk. – www.jensc.dk.

, redaktionen@sl.dk

Der har været en interessant diskussion om, hvem der er gale, og hvem der er normale, som er rejst oven på TV2 udsendelsen om behandlingen af udviklingshæmmede. Desværre mangler der nogle vigtige nuancer. Problemet med at afgøre, hvem der er normal, og hvem er der gal, opstår med vores menneskesyn og vores forståelse af individets dannelse og dermed målet og midlet for pædagogikken. Der­ udover er det gale som et billede af Michael Kvium. Det gyser i os, men vi har svært ved at acceptere, at det har noget med virkeligheden at gøre.

Ret beset er det svært at afgøre, hvad vi så i udsendelsen, men vi så skygger af noget som lignede mennesker. Det var skygger, der kom og gik, ind og ud. På et tidspunkt siger en stemme, dette sted er som tidligere tiders galeanstalter, der mangler kommunikation, der er ikke noget at gøre. Stemmen vidste det var et galehus, og det blev tørt konstateret, men  gyset over galskaben var blevet undertrykt og fortrængt. Det er dramatisk som Michael Kviums billeder, men vi er ikke sikre på, at det er virkelighed, men det er galt og gyseligt. 

Vores “virkelighed” er fyldt af galskab og overgreb, men magten ved ikke altid, hvad magten skal gøre ved det gale. Dette kan vises ved at se på avisernes om­ tale den 27. februar om forholdene på pædagogiske og andre omsorgsinstitutioner.

Denne dag udtaler Socialminister Eva Kjær Hansen til Jyllandsposten, at sygefraværet i det offentlige bekymrer hende, men hun ikke agter at gøre noget, da arbejdsmiljøet allerede er på dagsordenen. Samme dag udtaler Ombudsmanden ifølge Politiken, at tilsynene på institutionerne ikke blot er lemfældige, men at ordentlige tilsyn heller ikke altid fanger de bløde data og for eksempel, hvordan arbejdsmiljøet er. To modsatrettede beskrivelser af de samme forhold. Arbejdsmiljøet er på dagsordenen men alligevel ikke. Det gale er der og alligevel ikke.

Men hvad gør pædagogerne, når det gale er der og alligevel ikke er der.

En undersøgelse fra arbejderbevægelsens erhvervsråd og refereret i Jyllandsposten og  Politiken den 26.2., skulle dokumentere, at ansatte på plejehjem og døgninstitutioner har Danmarksrekord i lægebesøg, hospitalsindlæggelser og medicinforbrug. De køber dobbelt så meget medicin på recept som gennemsnitsdanskeren. De bliver gale og reagere som de gale med afmagt.

Hvem er det lige, der er de gale, og hvem er de normale? Politikerne siger en ting, den uafhængige Ombudsmand en anden ting og personalet reagerer med galskab. Pædagogens status ligger nærmest på niveau med den gale.

Spørgsmålet er, hvordan det kan være, at pædagogens status ligger på niveau med de gale. Dette var dog ikke målet med pædagogikkens ideal, som den udsprang af moderniteten.

Noget mere originalt end Foucault er den franske filosof Marcel Gauchet beskrivelse af det gale og det normale. En filosof som Anne Marie Bovbjerg i Følsomhedens etik (Bovbjerg 2001) introducerer.

Ifølge Gauchet har det gale og dets betydning for pædagogik og terapi siden oplysningstiden faldet i 3 faser. Den normale pædagogiks storhedstid som enerådende til en relationel pædagogik men med en potentielt gal pædagog.

1. fase var pædagogikkens storhedstid indtil midten af 1800 tallet. Denne periode var præget af fornuft og vilje som centrale kategorier for al opdragelse. Målet var mennesket som fornuftsvæsen, der var lovgiver for sig selv. Ifølge Kant var det kun fornuftsvæsener, der havde evnen til at handle ifølge et begreb om love og principper og ved hjælp af sin vilje kunne bringes til at lovgive for sig selv. Pædagogens opgave og status var klar, det var den, som kombinerede vilje og fornuft og derfor kunne opdrage de ufornuftige. Pædagogens status var øverst i hierarkiet.

I 2. fase kommer Freud og andre ind på banen, og pædagogen mistede sin uskyld og kunne ikke nødvendigvis opretholde fuld selvkontrol. Der lå en kim hos pædagogen til at blive gal og ikke normal.

Freud beskrev konflikten mellem det bevidste og det ubevidste. Konflikten var en indre konflikt mellem de kulturelle og sociale regler og individets begær og drifter. De sociale og kulturelle normer, der påtvinges individet kommer i konflikt med individets eget begær. Konflikten mellem overjeget og drifterne er væsentlige omdrejningspunkter i pædagogik og opdragelse. Der var måske en risiko for, at pædagogens begær kunne løbe af med ham eller hende, men det var muligt at genvinde fuld kontrol. I denne forbindelse var pædagogens opgave klar. Opdragelse var at få fuld kontrol over begæret hos den, som skulle opdrages.

3. fase er, da pædagogik er relationel i forhold til det gale. Denne fase er kendetegnet ved, at individet er blevet frigjort fra kulturelle og sociale bånd samtidig med, at staten har forfinet sin disciplinering og overvågning af individet. I denne fase løses konflikten til det gale ved at lade sig disciplinere og over­ våge af andre og at overvåge sig selv. Når det så går galt, bærer individet selv ansvaret.

Det gale og truende bliver  de forestillinger, tænkemåder, følelser og vaner, der præger individets oplevelser af verden. Det er i denne fase, supervision rigtig bliver et must og et gode for enhver pædagog. Supervision er jo netop rettet mod forestillinger, tænkemåder, følelser og vaner, der er tegn på, at individet og pædagogen ikke er agtpågiven. Det vil sige, det er bearbejdningen af de bagvedliggende forudsætninger, som er i fokus for individets dannelse og pædagogik. Den som ikke er agtpågiven bliver gal og må sygemelde sig.

Da dette syn på individet rigtig blev en del af pædagogikken og familiebehandlingen i begyndelsen af 1990’erne, blev supervision og reflekterende team en del af pædagogens sprogbrug. Det reflekterende team sad bag glas og iagttog det, som skete inde i behandler og pædagog rummet. Det overvågede rum var afskærmet fra det gale. Nu sidder iagttagerne af de potentielt gale ikke bag glas, men på store uddannelses­ og forsknings institutioner, forvaltningen eller i store private konsulentfirmaer. Overvågningen er flyttet endnu længere væk uden at være direkte i kontakt til de gale.

Når overvågningen ikke lever op til sin opgave og når at registrere og forudse det gales magtovertagelse, er resultatet, at pædagogen ikke har været årvågen nok. Pædagogen fyres eller må sygemelde sig, fanget mellem Socialministerens udtalelse om, at der tages hånd om arbejdsmiljøet, og Ombuds­ mandens udtalelse om, at arbejdsmiljøet ikke lader sig fange. Nu venter pædagoger, Socialministeren og Ombudsmanden på videnskabens svar på en fælles definition på arbejdsmiljøet el­ ler på forfinet overvågningsteknik af de bløde værdier.

Resultatet er, at pædagogen er blevet problemet. Formår pædagogen ikke refleksivt at overvåge sine tanker, følelser og fornemmelser, står vedkommende i vejen for fornyelse, udvikling og håndtering af det gale. Pædagogen skal selv op­ drages.

Det kan være tvivlsomt om problemet løses af de nuværende politiske partier, det ser ud til at have lavet en uhellig alliance med kontrollanter og overvåge­ re. Videnskaben og dets katedraler på viden og dokumentation fanger ikke det gale, det farlige og det nedbrydende. Hvornår har vi sidst set en evalueringsrapport, der konkluderer, at der ingen sammenhæng er mellem  rammer, mål og midler på den og den institution? Spørgsmålet er om konklusionen på dokumentationen ikke er givet på forhånd? For hvem betaler for alle undersøgelserne? Overvågning og dokumentation bekræfter et allerede etableret system, hvor det gale ikke er kulturelt og politisk legitimt.

Spørgsmålet er om den fri forskning ligger begravet i katedralen, eller de selv leder blandt de døde efter den frie forskning.

De virkelig skamfulde i denne sag burde være dem, som ikke ser virkeligheden og presser personalet udover deres egne grænser. De skamfulde burde være dem, som ikke udfordrer alliancer mellem forskere, politikere, ledere og andre, som har deres på det tørre.

Som det er nu, kan pædagogen lægge sig syg, og brugeren kan håbe på, at der kommer skjult kamera forbi.

Skjult kamera, galskab og kunst af for eksempel Michael Kvium har en vigtig funktion, de har det som drengen i kejseren nye klæder. De er ikke bundet af magt, sociale og kulturelle konventioner og kan sige på de­ res måde: “Han har jo ingen tøj på”. Svaret fra magthaverne og fornuftige er dog oftest, det er bare en gal pædagog eller kunst. Vi gyser, men det har ikke noget med virkeligheden at gøre. De oplyste normale fortsætter mod udvikling og fornyelse.

I stedet for at tilføre ny viden, være ansvarlig og professionalisere skulle man måske lytte til stemmen i filmen. Den stemme der afslørede sig selv og institutionen. Stemmen der sagde, dette er et galehus, der er ingen kommunikation, der er ikke noget at gøre. Problemet er ikke at være gal, problemet er, når ingen vil høre, at den er gal.

Det er både normalt og nødvendigt med galskab for at overleve!
Bovbjerg, A.M. (2001). Følsom­ hedens Etik. Hovedland. Beder.