Internationalt

Internationalt

Hjælp fiskerdrengene i Ghana

Med den internationale aktion “GØR NOGET” samler LO­fagbevæ­ gelsen ind til mennesker i lande, hvor arbejds­ forhold og faglige ret­ tigheder tilsidesættes

Af Kurt Ladefoged, redaktionen@sl.dk

Fattigdom er årsag til, at tusindvis af ghanesiske drenge må arbejde som fiskere og dykkere på den inddæmmede sø Volta i Ghana i Afrika. Imens må pigerne arbejde i den uformelle sektor som gadesælgere.

Nogle af børnene bor hos deres forældre og har mulighed for at gå i skole. Andre er i tjeneste hos familiemedlemmer, men værst er det for de børn, der er solgt som slavearbejdere og gemmes væk på øerne i søen.

Fælles for dem er, at fattigdom tvinger deres familier til at lade børnene arbejde. Det betyder, at børnene ikke kommer i skole, og at den negative spiral af analfabetisme fortsætter i endnu en generation.

Derfor støtter LO-Ungdom og LO-fagbevægelsen i de fem regioner i alt seks projekter rundt om i verden, der sætter mennesker i stand til at forbedre deres levevilkår og faglige rettigheder. Således også i Ghana, hvor man støtter fiskernes fagforening GAWU i bestræbelserne på gennem organisering at skabe bedre forhold for børnene.

– 42 procent af den voksne befolkning er analfabeter, og den udvikling truer med at fortsætte, siger fagforeningsmanden Andrew­ fra fiskernes fagforening.

– En af de afgørende årsager til, at denne udvikling fortsætter er, at befolkningen i disse områder er meget dårligt organiseret, siger Andrew­.

Med “GØR NOGET” initiativet vil den danske fagbevægelse hjælpe fiskerne i Ghana med at organisere sig og skabe bedre forhold for børnene , således at de kan gå i skole og få den uddannelse, der er den eneste vej ud af fattigdommen.

Projektet i Ghana er forankret i LO Ungdom. De øvrige projekter er:

Albanien – Byg et hus.

Albansk fagbevægelse er blevet smidt ud af sit tidligere lejemål. Projektet skal hjælpe dem med at få nyt tag over hovedet  og dermed ro til det faglige arbejde, der er så hårdt brug for i Albanien.

Projektet er forankret i Region Syddanmark

Burma – Stop kvindehandel.

Fattige kvinder i det nordlige Burma tror de får arbejde på restauranter i Kina. I stedet bliver de handlet til prostitution eller ægteskab. Hjælp med at opbygge et rehabiliteringscenter for de kvinder, der slipper væk.

Projektet er forankret i Region Sjælland.

Indien – Giv børn et håb Projektet giver uddannelse og arrangerer fritidsinteresser til indiske børn, som før var børnearbejdere. Aktiviteterne skal give børnene inspiration til et bedre liv.

Projektet er forankret i Region Nordjylland.

Nepal – Hjælp løsarbej dere

I Nepal kan man få arbejdsløshedsunderstøttelse, men løsarbejdere, som ofte er analfabeter, ved det ikke. Vi samler ind til radioer og radioudsendelser, der oplyser løsarbejderne om deres rettigheder.

Projektet er forankret i Region Midtjylland.

Nicaragua – Hjælp børn i skole

Børnene skal i skole og ikke arbejde i plantager og landbrug. Sammen med Landarbejderforbundet sørger vi for skolegang og fritidsinteresser for børnene.

Projektet er forankret i Region Hovedstaden.

Læs mere om kampagnen og de enkelte projekter på www.gornoget.dk hvor man også kan se, hvordan man indbetaler støtte til projek­terne.