Kommunalreformen
Reform rammer udsatte børn
En række sjællandske kommuner vil ikke betale for dyre institutionspladser til udsatte børn. De nedlægger special tilbudene og vil i stedet selv tage sig af børnene. Nu lukker Roskilde Kom mune døgninstitutionen Hedebakken. Men beslutningerne risikerer at give bagslag
Af Gitte Rebsdorf, redaktionen@sl.dk
Flere sociale institutioner er på vej til at lukke. Det er ellers kun få måneder siden, at de 98 nye kommuner overtog cirka 80 procent af de sociale tilbud fra amterne. I Socialpædagogen nr. 4 kunne vi fortælle om lukningen af Vallø Strand, men nu er også døgninstitutionen Hedebakken i Roskilde Kommune på vej til at blive nedlagt.
Hedebakken er en institution for unge i alderen 14-18 år, der ikke kan være i deres eget hjem. Men Hedebakken, som indtil 1. januar hørte under Roskilde Amt, er for dyr for kommunen, lyder begrundelsen.
– Vi har plads til 10 børn i døgnafdelingen på Hedebakken. Men der er kun fire. Det giver et stort driftsunderskud. Derfor har vi besluttet at lukke Hedebakken. Generelt er prisen for en anbringelse steget med 20 procent. Vi er blevet underkompenseret fra staten for disse opgaver, siger borgmester i Roskilde, Poul Lindor Nielsen (S).
Som beskrevet i Socialpædagogen besluttede politikerne i Stevns Kommune tidligere i år at nedlægge den tidligere amtsinstitution Vallø Strand. Også her var begrundelsen, at institutionen var for dyr. En enkelt anbringelse kan koste op imod en million kroner om året. Når der samtidig ikke bliver anbragt tilstrækkelig med børn, hænger budgettet ikke længere sammen for kommunerne.
Langt til nærmeste specialinstitution
Mange af de institutioner, som kommunerne har overtaget fra amterne, er højt specialiserede og modtager børn og unge fra mange forskellige kommuner. Det er Vallø Strand, som netop er blevet lukket, et godt eksempel på.
Stevns kommune, som har overtaget institutionen, bruger stort set ikke institutionen og har derfor ikke den store interesse i at drive den videre. Derimod har Roskilde og Køge Kommuner altid brugt Vallø Strand meget. Men de forsøger i stigende grad selv at finde tilbud til børn, der skal anbringes uden for hjemmet. Dermed er grundlaget for institutionen væk.
– Vi forsøger at hjælpe disse børn i nærmiljøet og benytter os af hele paletten med for eksempel at inddrage familien og netværket. Hvis der er behov for at anbringe barnet på en døgninstitution, må vi, nu hvor Vallø Strand er nedlagt, vælge en institution, der ligger lidt længere væk, siger Køges borgmester Marie Stærke (S).
Konkret betyder det, at hvis børn og unge fra Køge skal anbringes på en institution med de samme tilbud som Vallø Strand, skal de nu helt til Skodsborg, Glostrup eller Bagsværd.
S vil have finansieringsreform
Udviklingen med institutionslukninger var ventet og frygtet fra mange sider. Politisk blev store dele af kommunalreformen gennemført med kun et smalt flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti.
Oppositionen var skeptisk. Ikke mindst i forhold til forholdene på det sociale område. Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen mener, at det er problematisk, at økonomien spiller en så stor rolle i forhold til anbringelser af børn og unge.
– Jeg tror ikke på, at disse udsatte børn og unge får den hjælp, de har brug for, før der kommer en anden finansieringsmodel. Kommunerne har på den korte bane intet incitament til at anbringe børn. Det er meget dyrt. Tidligere fik de refunderet en del af udgiften fra amtet. Det gør de ikke mere. Derfor skal der en ny styring til, mener Mette Frederiksen.
Hun advarer samtidig mod, at kommunerne nu selv vil tage sig af børnene.
På Vallø Strand har personalet været specialister i at udrede børn. Det vil sige, at børnene bliver observeret over et stykke tid for at finde ud af, hvad barnet kan og har behov for. På den måde sikrer man i højere grad, at for eksempel spædbørn med en alkoholskade får den rigtige hjælp.
– Familiepleje og brug af netværk er fint, men vi kan ikke undvære de meget specialiserede tilbud. Der er ikke særligt mange steder, hvor man kan udrede børn. Det er der brug for. Ude i kommunerne har de ikke forudsætningerne for at gøre det, mener Mette Frederiksen.
Hovsa-løsninger
Også den tidligere forstander på Vallø Strand, Torben Stabell, er bekymret over udviklingen. Han vurderer, at der er stor risiko for, at institutionslukningerne vil give bagslag, fordi behandlingen ikke er gennemtænkt.
– I de seneste år har der været en tendens til, at kommunerne anbringer færre børn på institutioner. Mange steder bliver der fundet mellemløsninger. Man stykker lidt behandling sammen hist og pist ved hjælp af for eksempel lidt støttepædagoger. Men ofte er det ikke holdbare løsninger. Vi har haft eksempler på børn, der er kommet klokken tre om natten. Det er sket med politi og har været sidste udkald, fordi der har været vold eller misbrug i hjemmet. Kommunerne må gerne forebygge lidt, siger den tidligere forstander, der gik på pension med udgangen af 2005.
Roskilde Kommune har tidligere været en af de kommuner, som har brugt Vallø Strand meget. En opgørelse, som det tidligere Roskilde Amt har foretaget, viser at Roskilde Kommune sidste år brugte 10 pladser på Vallø Strand.
Men selv om de nu bliver nedlagt, er borgmesteren overbevist om, at de udsatte børn og unge nok skal få den rette hjælp.
Han kan dog ikke sige præcist, hvad det er kommunen vil tilbyde.
– Hvis ikke de får det bedste tilbud, så får de det næstbedste. Vi lever i et åbent samfund og der skal nok blive holdt øje med, at det går rigtigt for sig. Vi har medarbejdere på forvaltningen, som har kendskab til området. Desuden er mange af amternes medarbejdere flyttet ud til kommunerne, siger Poul Lindor Nielsen.