Videoanalyse
Anita i søgeren
Medarbejderne på Kvisten inddrager videoanalyser i deres arbejde med udviklingshæmmede børn og unge. Det har været med til at give den nu 14-årige Anita et bedre liv
Af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk
Socialpædagog Dorthe Sørensen breder det hvide håndklæde ud mod den dengang 13-årige Anita.
– Kom så, kom så med dig, siger hun.
Anita, der lige er trådt ud af bruseren, reagerer ved at baske med armene, mens hun kigger Dorthe i øjnene.
Dorthe løfter håndklædet lidt frem.
– Kom så... Een, to…
Inden Dorthe når at tælle til tre, sætter Anita af og lander lige mellem Dorthes arme.
– Anita, hun fanges. Det var dejligt, siger Dorthe og lukker håndklædet sammen om pigen.
Roligt frotterer hun barnet på ryggen.
Imens fylder Anitas smil hele ansigtet ud.
Af videooptagelserne er det ikke til at se, at Anita var en pige, der tilsyneladende sjældent kunne holde ud at være sammen med andre mennesker.
– Det virkede som om, hun valgte os fuldstændig fra. Hun så kun ud til at have det godt, når hun lå i sækkestolen pakket ind i et lagen med kugledynen over sig. Fjern fra menneskelig kontakt. Så snart hun kom ud derfra, begyndte hun at slå sig selv i hovedet, fortæller Dorthe Sørensen.
Intet talesprog
Anita er en stærkt udviklingshæmmet pige uden talesprog, så hun kan ikke selv sætte ord på sine ønsker og behov.
– Hun var meget angstpræget og meget selvskadende, og vi var magtesløse i forhold til at nå ind til hende. Vi følte os handlingsmæssigt afmægtige, supplerer afdelingsleder Poul Svejstrup.
I dag har Anita, der lige er fyldt 14 år, det meget bedre.
Hun slår næsten ikke sig selv mere, men nøjes med at føre en hånd op mod siden af hovedet for at markere, at hun har det skidt.
Så prøver socialpædagogerne at respektere hendes signaler ved for eksempel at tale beroligende eller skabe struktur omkring hende.
Hun oplever også meget mere glæde.
Som når en voksen griber hendes hænder, og de sammen drejer rundt og rundt, mens den voksne synger:
– Åhhhh, åhhhhh, karrusellen drejer, karrusellen drejer, karrusellen drejer rundt.
Og de til sidst slutter af med at give hinanden et kram.
Undervejs i Anitas udvikling har videoanalyser været et vigtigt redskab.
– Og videoen med badesekvensen har været et gennembrud. Vi andre sad helt imponerede, da vi så det første gang. På det tidspunkt kunne en normal badesituation med Anita foregå sådan, at en medarbejder stod og holdt hende med begge hænder, mens en anden vaskede hende. Hun virkede tit afvisende overfor kontakt, og så kunne vi pludselig se videoklippet, hvor hun først står alene under bruseren, mens Dorthe henter håndklædet. Bagefter ligefrem inviterer hun til samspil og løber ind i håndklædet, siger Poul Svejstrup.
Systematiske videoanalyser
Kvisten, der er en afdeling på døgninstitutionen Solbo i Silkeborg Kommune, har systematisk og regelmæssigt arbejdet med videoanalyser siden 2003.
Udgangspunktet er VIKOM-metoden tilpasset institutionens egne erfaringer og behov. (Læs mere om VIKOM-metoden i faktaboksen.)
Hver anden uge samles medarbejderne på Kvisten om et videoklip, hvor en medarbejder er sammen med en af de seks beboere. Udgangspunktet er altid en vellykket situation, og kollegaerne analyserer hvorfor det er gået godt, og hvordan det kan blive endnu bedre. I løbet af et år bliver der lavet to eller tre klip med hvert barn, der danner grundlag for en generel analyse og handlingsplan. I Anitas tilfælde var videoanalyserne en del af et etårigt projekt for at give hende større livskvalitet, og derfor er der lavet endnu flere optagelser med hende.
Som kontaktpædagog er Dorthe den medarbejder, der kender Anita bedst. Med videooptagelserne får hun mulighed for at dele noget af sin tavse viden om Anita med kollegaerne.
– For eksempel er Anita begyndt at trække vejret på en helt bestemt måde, når hun føler sig presset, og det er næsten umuligt at forklare andre, præcist hvordan det lyder. På videoen kan de andre selv høre det, siger Dorthe Sørensen.
At Anita og Dorthe netop blev filmet om morgenen, var bestemt ingen tilfældighed.
Det var det tidspunkt på dagen, hvor de havde den bedste kontakt, og Dorthe bad derfor en studerende følge dem i netop den situation.
Da optagelserne blev vist til kollegaerne, var det tydeligt for alle, at det rent faktisk er muligt at få kontakt med Anita.
– Og vi spurgte os selv om, der var noget vi andre kunne overføre fra Dorthe og Anitas samspil. Var der noget, vi kunne lære?, spørger Poul Svejstrup.
Efterfølgende supplerede Dorthe Sørensen med en detaljeret arbejdsbeskrivelse af det ritual, hun havde udviklet sammen med Anita. For eksempel:
– Tag et håndklæde og hold det op (tyrefægtning). Anita vil selv løbe ind i håndklædet og få et knus. Herefter opfordres hun til at sætte sig på puslebordet.
– Det giver Anita en genkendelighed helt ned i detaljen, og det har hun brug for. Bare det at håndklædelegen nu er blevet bredt ud, har virkelig flyttet meget. Samtidig får kollegaerne også mulighed for at få en god oplevelse med hende, og når man bare har prøvet det en gang, får man også lyst til at opsøge kontakt i andre situationer. Man får fornemmelsen af, at Anita, hun vil mig, siger Dorthe Sørensen.
Går efter lignende situationer
Dorthe Sørensen og kollegaerne analyserede også videoklippet fra badeværelset for at undersøge, hvorfor situationen blev så vellykket.
De gættede på, at det handlede om genkendelige rutiner i et lille rum uden distraherende elementer, at Dorthe hele tiden forklarede, hvad der skulle ske og ventede på Anitas respons, at Anita og Dorthe havde mulighed for at få øjenkontakt og stod front mod front, og at det hele endte med et knus.
Derefter forsøgte de at skabe lignende situationer i andre rammer.
For eksempel introducerede en af Dorthe Sørensens kollegaer “karruselsanglegen”, der minder lidt om håndklædelegen, fordi Anita og den voksne danser rundt front mod front og til sidst giver hinanden et kram.
Sammen fandt pædagogerne også på en “tæppeleg”, hvor Anita bliver fanget i et tæppe.
De nye lege blev også filmet, så socialpædagogerne bagefter kunne vurdere om, det rent faktisk så ud, som om Anita nød det.
Teksten til “karruselsanglegen” og andre sanglege blev samlet i et hæfte med billeder, som Anita kunne pege på, så hun selv kunne vælge en sangleg – og valget faldt ofte ud til karrusellegens fordel. Et tegn på at pædagogerne var på rette spor i deres fortolkning.
– Det er jo et kæmpeansvar at gå ind og fortolke på, hvad andre mennesker ønsker, når de ikke selv kan give udtryk for deres behov med ord. Derfor bruger vi meget tid på det og afsøger forskellige muligheder. Vi arbejder efter “den pædagogiske spiral”, der lidt forenklet sagt går ud på, at vi først laver en videooptagelse, som vi analyserer. Derefter laver vi en prøvende fortolkning, der i Anitas tilfælde blandt meget andet handlede om, at Anita formentlig ville få glæde af at opleve flere situationer, hvor hun kunne få et knus. Efterfølgende afprøver vi vores fortolkning ved at tilrettelægge bestemte situationer, som vi kan evaluere. Og så kan den pædagogiske spiral begynde forfra, siger Poul Svejstrup.
Lykken for en pædagog
Dorthe Sørensen og kollegaerne gjorde også en anden epokegørende oplevelse ved at afspille de samme videosekvenser igen og igen.
De opdagede, at Anita nogle gange markerede, at hun ville slå sig selv i hovedet, før hun slog. Når hun føler sig utryg, fører hun en hånd op mod hovedet, og hvis det lykkes at gøre hende tryg igen, undlader hun at slå.
– Hvis man overser signalet, går det galt, men nu har vi faktisk fået let ved at aflæse det, siger Dorthe Sørensen.
Det er ikke kun Anita, der har fået det bedre af videoanalyserne.
Dorthe Sørensen har også selv opnået en stor gevinst.
– Det betyder rigtig, rigtig meget for min arbejdsglæde. Både i personalesammenhængen, hvor vi har mulighed for at reflektere sammen og få aha-oplevelser, og mere personligt. Jeg var bare så glad den dag, jeg for første gang så videooptagelsen fra badeværelset. Det giver en følelse af anerkendelse, når du kan se barnets glæde ved at være sammen med dig. Inden jeg så videooptagelsen, var jeg godt klar over, at det var en dejlig situation, men jeg var ikke klar over, at den var så dejlig.
– Som pædagog er det jo en lykke at få sådan en optagelse.
Fakta om Kvisten
Kvisten er en afdeling på dag og døgninstitutionen Solbo i Silkeborg Kom mune.
der bor syv børn og unge mellem tolv og sytten år. alle er udviklingshæmmede uden talesprog.
Kvisten ligger i Resenbro lidt uden for Silkeborg.
Fakta om videoanalyse på Kvisten
Videoanalyse er et fast punkt på Kvistens afde lingsmøder, der bliver holdt hver anden uge.
Videoerne bliver enten filmet af en medarbejder eller ved at stille kameraet på et stativ.
der er sat en time af pr. gang og forinden har to socialpædagoger brugt to timer på at forberede sig. derudover indgår teorierne bag metoden som en del af afdelingens to årlige temamøder.
Videoanalyserne indgår i udredningen af det enkelte barn, og indgår altid som en del af den lovpligtige, år lige konference om barnet.
Fakta om videoanalyse efter VIKOM-metoden
ViKommetoden er udviklet af ViKom, der står for Vi denscenter om Kommuni kation og multiple Funktionsnedsættelser hos Børn og Unge uden et talesprog. metoden er egentlig lavet til målgruppen af multihan dicappede, men på Kvisten bliver den brugt til mobile udviklingshæmmede uden et talesprog.
Udgangspunktet er at tage ved lære af de vellykkede situationer og diskutere i en anerkendende atmosfære. metoden bygger på forsk ning og er koblet sammen med forskellige teorier – blandt andet om spæd børns kommunikation. metoden bliver beskrevet i et vejledningshæfte med til hørende video, der forment lig udkommer til maj. ViKom er en enhed under Styrelsen for Specialrådgiv ning og Social Service.
Læs mere på www.vikom.dk