Synspunkt

I kølvandet på sagen fra Strandvænget

Som pædagog med 8 års erfaring i at arbejde med udviklingshæmmede – jeg arbejder på et daghjem (et beskæftigelsessted) for de svagest fungerende udviklingshæmmede, – har jeg nøje fulgt sagen fra Strandvænget i pressen. Men jeg oplever, at der mangler dimensioner i den debat, der er fulgt i kølvandet. Det er efter min mening alt, alt for enkelt og forsimplet blot at tale om brådne kar, inkompetente medarbejdere, eller svigt i personligt ansvar.

Af Helle Freltofte Special­/socialpædagog , redaktionen@sl.dk

Vi blev alle ramt på vores følelser af billederne fra afd. 17; vi blev ramt på, at noget vi gik og troede var i orden, viste sig ikke at være det. – Og det har ikke skortet på følelsesladede indlæg i den offentlige debat efterfølgende.

Men såvel i denne sag som i så mange andre, er det rigtig vigtigt at huske, at den virkelighed man ser i tv altid er en redigeret virkelighed.

Det var således med en vis lettelse og tilfredshed, jeg læste artiklen “Ikke nogen ny sag” i Socialpædagogen (04/07), hvori der gives et kronologisk rids af Strandvængets nyere historie. Heraf fremgår nemlig hvilke besparelser der har været pålagt stedet i de senere år og, ikke mindst, hvordan man fra personaleside, daværende lederside  og pårørendeside, på forskellige måder har taget initiativer til at advare myndighederne om konsekvenserne af yderligere besparelser.

Samt fra den tidligere leders side har iværksat tiltag internt, i forsøg på at “kæmpe mod vindmøller” og håndtere den samme mængde arbejde men med de færre personaleressourcer som besparelserne gennem tiden har fordret.

Hvad mere er det samfundet forlanger og forventer at man som praktisk udøvende systemrepræsentant skal gøre???  Hvad KAN man gøre, når man tilsyneladende taler for døve øren hos embedsmænd, administratorer og politikere???!!!!

Er vi virkelig dér, hvor den politisk-økonomiske forvaltning af samfundet ikke kan stilles til ansvar, men hvor det er op til den menige ansattes egen personlige robusthed, principfasthed og evne til “is i maven”, at demonstrere når en grænse er overskredet, ved at sige sit job op? – Er det dén handlemulighed vi har, i dagens Danmark?! Skal man som menig ansat i den sociale offentlige sektor acceptere, at man risikerer at blive gjort ansvarlig for konsekvensen af, at manglende tildeling af tilstrækkelige ressourcer er skyld i, at man ikke kan løse de opgaver man skal, ifgl. lovgivningen?

Der ER jo en kant for, hvor meget effektivisering, rationalisering, strukturering, decentralisering, …. og hvad man nu  ellers vælger at kalde det, kan afhjælpe, at der på en institution bliver færre og færre og færre …., ressourcer at gøre godt med.

– Og dén kant er det personale og ledelse på stedet, som er de mest fagligt kvalificerede til at definere, hvornår er nået.

Men bliver man gang på gang ikke hørt, når man påpeger det, da står man selv med sorteper og det bliver op til én selv at foretage daglige, ja time- og minutmæssige, prioriteringer af de opgaver, der ligger, men som ikke alle kan blive ved med at blive nået og løst kvalificeret. Prioriteringer som rettelig burde ligge hos de bevilligende myndigheder, som, når de beskærer, samtidig bør angive hvilke ydelser og opgaver der ikke længere skal udføres. Men det vil de pudsigt nok ikke!

Når så konsekvenserne melder sig, i den form de nu viser sig i, da er det de ansatte der bliver sat i gabestokken, mens politikere, embedsmænd, og administrative ledere går ram forbi. Det er harmdirrende uretfærdigt!

Her vil jeg gerne citere ledende hjemmevejleder Mogens Stampe, som i Fyns Amts Avis d. 15/2-07 under overskriften “Hvordan kan det ske?” introducerer et begreb han benævner skandalestyring, og fremsætter følgende analyse:

“Skandalestyring (…) går ud på, at man politisk vedtager, og gennemfører en række sparerunder, som, når der er sparet  ind til benet, naturligvis svækker den ledelsesmæssige som den faglige kvalitet. Når de negative resultater af de gentagne sparerunder viser sig, står de selv samme politikere som har stemt for besparelserne i kø for at fordømme resultatet af egne beslutninger. I panik sættes så en række tiltag i gang for at redde hvad reddes kan. Resultatet bliver middelmådigt, til en pris der langt overstiger, hvad det ville have kostet, løbende at betale det nødvendige”.

Alt dette ikke være sagt som et forsøg på at fritage de personaler, der optrådte i TV2’s udsendelse for ansvar som sådan. Men for at argumentere for, at det er for nemt og ureflekteret bare at dømme dem, fyre dem, og så trave videre i samme spor.

At de pågældende personaler på afd. 17 er kommet helt derud, hvor afmagt, ligegyldighed og kynisme har fået overtaget, mener jeg faktisk kan ses som en basal menneskelig reaktion af flere mulige, på forhold som over længere tid har været umulige at agere fagligt forsvarligt i. Andre basale reaktioner på sådanne omstændigheder vil typisk være, at man får stress eller depressioner, at man vænner sig til at leve med kronisk dårlig samvittighed, at man får mange sygedage, at man får en kortere lunte, eller at man, i tide, får fundet sig et andet arbejde.

Men nogle skal jo varetage det pædagogiske arbejde omkring de udviklingshæmmede i det danske samfund. Så at hævde, at der blot skal nogle andre personaler (underforstået “ordentlige mennesker”) på banen, svarer til at tisse i bukserne…, hvis man ikke grundlæggende ændrer på de betingelser og forudsætninger der gives, for at udføre det arbejde som forventes udført, og hvis standard blandt andet foreskrives i Lov om Social Service.

Men det er som om, der er opstået den tendens i tiden, at lovgivningen, – og den moral og etik som lovgivning overordnet funderer sig på –, i højere og højere grad må vige pladsen  for en økonomisk diskurs, som værende retningsangivende og styrende for hvilke ydelser der reelt og konkret udmøntes fra centralt hold (dette emne undersøges, beskrives og dokumenteres i øvrigt i bogen Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde af Peter Høilund og Søren Juul (Hans Reitzels Forlag 2005), som er interessant men samtidig kuldegysende læsning!). Det burde jo være lige omvendt!

Således angiver Lov om Social Service såvel ramme for, som påbud om, størst mulig hensyntagen til det enkelte menneskes individualitet, i tildelingen og udmøntningen af ydelser efter denne lov. Ånden i denne lovgivning er, at vi alle er lige, at vi alle, uanset funktionsniveau, skal have lige muligheder for dels at deltage i samfundslivet, dels at blive kompenseret mest muligt for individuelle funktionsnedsættelser, for at vi alle får lige muligheder for kvalitet i vores liv. Men der skal altså menneskelige = økonomiske ressourcer af et betragteligt omfang til, hvis intentionerne i denne lov skal blive til real life for dem loven er der for, blandt andet mennesker med udviklingshæmning.

– Og det er som om der i vores samfund er en kæde, der er hoppet af her – i forståelsen af sammenhængen mellem social velfærd og lighed for alle, og hvilken ressourcemængde der er nødvendig for at leve op til dette. Min påstand er, at det i praksis ofte ikke er muligt at opfylde lovens krav rundt omkring på institutionerne for mennesker med massive støttebehov, med den mængde ressourcer der stilles til rådighed her. Eller sagt på en anden måde: uanset hvor dygtig og kvalificeret den enkelte ansatte er, så kan man ikke mætte 10 munde med et halvt franskbrød! Man kan ikke efterleve og opfylde 4 handleplaners individuelle tiltag på én gang, ligesom man ikke fysisk være to (eller flere steder) på samme tid, det er simpelthen ikke muligt. Hvor svært kan det dog være at forstå!!!

Jeg er klar over, at mange vil synes at billederne i udsendelsen taler for sig selv. Men i min optik, kan det nu godt være en sandhed med modifikationer, idet der er mange elementer man som seer IKKE ved, hhv. har forudsætninger for at vide, noget om.

Fakta om det at være udv. hæmmet: Udviklingshæmning betyder en generel forsinket udvikling, mens rækkefølgen og forløbet af udvikling i det store og hele følger den normale udvikling. Således vil det typisk være sådan, at jo ældre den udv. hæmmede bliver, jo større gab opstår mellem personens udviklingsalder og personens kronologiske alder. Det betyder fx, at en udviklingshæmmet person med en kronologisk alder på 35, kan have en udviklingsalder (forståelses-, følelsesmæssig, sproglig, mm.) på fx 2,3,4, … år.

Når man skal agere og respondere overfor et udviklingshæmmet menneske, kræver det indgående kendskab til netop dette menneske, for at kunne give mest kvalificeret støtte ifht. den pågældendes udviklingsmæssige niveau og behov for rammer og struktur, ligesom det kræver at man kan trække paralleller til den normale udvikling.

Det, normale børn gør som 2, 3, 4-årige, er for de fleste voksne forholdsvis enkelt at reagere adækvat på, og ikke noget vi altid er os særligt bevidste om. Men det man gør og siger, de handlemåder man benytter overfor børn, er dét, der opdrager og socialiserer dem til verden.

Mange af de samme redskaber må, med stor grad af bevidsthed om dem, tages i anvendelse overfor den voksne udviklingshæmmede, når denne er fungerende som et småbarn.

Men det kan naturligvis virke voldsomt for udenforstående, at overvære at én voksen taler til en anden – fysisk udseende – voksen, i et meget bestemt tonefald, taler i sætninger der er så korte at de lyder som kommandoer, stiller krav, eller ignorerer det andet menneske.

Der kan dog være pædagogisk gode grunde til det, grunde som netop har afsæt i hensynet til den udviklingshæmmedes behov og udviklingsmuligheder.

At tale i meget bestemt tonefald kan være en hjælp til at tydeliggøre sig overfor den anden, altså en hjælp til den anden til at forstå.

At tale i korte knappe sætninger kan ligeledes være en hjælp til forståelse, for den som har “rod” i sin perception og derfor kun opfatter få ord af en længere sætning.

At ignorere eller stille krav, kan være en hjælp for den anden, til at forstå hvad der er uacceptabelt – forudsat at der tilsvarende følger fuld opmærksomhed og positiv kontakt som respons på acceptabel adfærd.

Og lige såvel som børn har brug for, at deres forældre og andre omsorgspersoner sætter rammer og grænser, afstemt efter barnets niveau og dermed påvirker og opdrager barnet, samt skaber betingelserne for at barnet kan føle tryghed og kan udvikle sig, således har mennesket med udviklingshæmning brug for individuelt tilpasset påvirkning, støtte, respons og “opdragelse” fra sine omgivelser. At yde denne, kræver indsigt, indføling og empati mm., samt evne til at kunne adskille sin private personlighed fra sin faglige personlighed (og her under at kunne sætte egne behov i anden række), så det er den sidstnævnte man handler ud fra og på baggrund af, når man er på arbejde. – Og dét kneb det tilsyneladende meget med for personalet i udsendelsen fra Strandvænget.

Men det magter man ikke, hvis man over tid oplever sig presset, fx af modstrid ml. krav til én og ens muligheder for at leve op til dem. – Og så er vi tilbage ved argumentationen i begyndelsen af dette indlæg: sagen fra Strandvænget, fra Sjælør – og lignende sager i ældreplejen – er ikke kun et spørgsmål om uduelige personaler der tilsyneladende svigter deres ansvar!

Læs tema om Strandvænget